Lige fra begyndelsen har jeg haft en fornemmelse af, at min mands lillebror, Mads, ikke var typen jeg ville falde i hak med. Nu har min fornemmelse vist sig at holde stik, og jeg synes det er svært at forklare min mand, at hans bror altså ikke længere er et barn og må tage ansvar for sine egne valg. Mads er trods alt 26 år, og nu burde han virkelig tage sig sammen og stå på egne ben.
Tragedien ramte deres familie, da min mand mistede sin far som 14-årig, mens Mads kun var 11. Tre år senere døde deres mor i et flystyrt, og min mand måtte tage sig af sin lillebror. Han droppede ud af gymnasiet for at blive familiens forsørger en kæmpe byrde at bære i så ung en alder. Men det virker som om Mads efterfølgende har udviklet en slags selvfølgelighed og forventer, at hans søskende altid skal redde ham, uden selv at løfte en finger.
Da jeg første gang mødte Mads, kunne jeg ikke lade være med at blive irriteret over hans opførsel. Han virkede både arrogant og utaknemmelig, og udnyttede sin families støtte uden at give noget igen. Hans konstante tilstedeværelse i vores liv og hans manglende vilje til at tage sig sammen og arbejde for alvor har kun gjort mig mere frustreret. Selvom han er 26 år, viser Mads ingen interesse for at finde et fast arbejde, og hans hyppige jobskift gør kun tingene værre.
Min mand forsvarer altid Mads og forsikrer mig om, at han skam søger arbejde aktivt, og at tingene nok snart skal blive bedre. Men jeg kan ikke ryste fornemmelsen af mig, at Mads ikke gør nogen reel indsats for at forbedre sin egen situation. Det lægger et pres på vores familie, for min mands opmærksomhed deles mellem hans lillebror og vores egen søn, som vi jo også skal tage os af og forsørge.
Jeg ønsker ikke at vores ægteskab skal gå i stykker på grund af det her, men Mads konstante ansvarsløshed og den byrde det lægger på os er ved at tære på vores lille familie. Jeg håber virkelig, at min mand snart indser, hvor meget det påvirker os, og finder en løsning, så vi kan se frem mod en bedre fremtid sammen.
