Hele mit liv har jeg viet til min datter og senere til min barnebarn. Men det lader til, at mine kære har glemt, at jeg også har ret til min egen lykke, uden kun at være til for dem. Jeg blev gift som meget ung – kun 21 år gammel. Min mand, Mads, var en stille og rolig person, en hårdtarbejdende sjæl. En dag blev han tilbudt en forretningsrejse på et par uger – en god ekstraindtægt, sagde de, ved at transportere varer til en anden region.
Han kom aldrig hjem. Den dag i dag ved jeg stadig ikke, hvad der skete på den rejse. En dag ringede de bare og sagde, at Mads var væk. Jeg stod alene tilbage med en toårig datter og ingen støtte. Hans forældre var døde, og mine boede i en anden by. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle klare mig eller sørge for mit barn.
Vi var heldige, at Mads efterlod os en lille lejlighed. Uden den ved jeg ikke, hvordan vi skulle have klaret os. Jeg er uddannet lærer, og i starten prøvede jeg at arbejde som privatlærer hjemmefra, men det var næsten umuligt at undervise, mens en lille pige løb rundt og krævede opmærksomhed.
Jeg kunne ikke få et rigtigt arbejde på grund af den lille Freja. Hvordan kunne jeg efterlade en toårig hele dagen alene? Min mor kom på besøg en dag, så min desperation – og tog Freja med hjem til sig. I næsten to år boede hun med sin bedstemor og bedstefar, mens jeg arbejdede uden pauser. Jeg var i skolen, tog ekstrajob og gav private timer.
Weekenderne brugte jeg på at besøge min datter. Hver gang vi sagde farvel, føltes det, som om mit hjerte blev revet i stykker. Så kom der plads i børnehaven – jeg var bange for at skulle være hjemme med sygedage igen, men heldigvis var Freja sund og blev sjældent syg. Så var det bare os to igen. Derefter kom skolen og senere universitetet.
Jeg sled mig selv op for at hun skulle have de bedste sko, kjoler og bluser. Jeg arbejdede stort set altid to, nogle gange tre job ad gangen. Men da Freja endelig færdiggjorde sin uddannelse og fik arbejde, kunne jeg for første gang trække vejret roligt. Men samtidig var det et chok – for nu var jeg ikke længere nødvendig.
Jeg behøvede ikke længere at tage alle mulige småjob. Kroppen begyndte at svigte, og den eneste ven, jeg havde tilbage, var min kat. Min datter kom nogle weekender, men at tilbringe hele dagen med at underholde sin ensomme mor var tydeligvis ikke en prioritet. Jeg følte mig overset. Alt ændrede sig, da min barnebarn Ida blev født.
Få måneder før hun kom til verden, flyttede jeg ind hos min datter og hendes mand, Jakob. Indkøb, rengøring, forberedelser til fødslen – det hele lå på mig. Og da Freja gik tilbage på arbejde, overtog jeg fuldstændig plejen af den lille. Men jeg klagede ikke – tværtimod følte jeg mig igen nyttig.
I år begyndte Ida i skole. Efter skole hentede jeg hende, gav hende mad, hjalp med lektier og tog hende med på legepladsen eller til fritidsaktiviteter. Og det var der, på legepladsen, jeg mødte Erik. Han gik også tur med sin barnebarn. Vi faldt i snak. Erik blev enkemand tidligt, ligesom mig, og hjalp nu sin datter med at passe den lille.
Da jeg lærte Erik at kende, havde jeg ingen forventninger. Aldrig i mit liv, efter min mands død, havde jeg været på en date eller til en middag. Først var der et lille barn, så var der arbejde. Efter Idas fødsel kaldte jeg mig stolt bedstemor. Men har en bedstemor kavalerer? Åbenbart. Erik mindede mig om, at jeg stadig var en kvinde.
Den første besked fra ham, hvor han spurgte, om vi kunne mødes uden børn, chokerede mig. Med ham begyndte mit nye liv. Vi så film, gik i teateret, tog til festivaler og udstillinger. Jeg følte igen livslyst.
Men min datter tog det ikke godt. Det startede med et opkald en lørdag morgen:
*”Mor, vi kommer forbi med Ida. Kan du passe hende i weekenden?”*
*”Undskyld, skat, men jeg har allerede planer. Vi er ikke i byen. Sig til næste gang – så skal jeg nok passe hende.”*
Freja fnøs og lagde på. Mandag kom vi hjem, og jeg var glad og fuld af energi. Selv Ida bemærkede, at jeg straalede. Alt var fint, indtil fredag, da telefonen ringede igen:
*”Vi er blevet inviteret ud af venner. Kan du ikke passe Ida?”*
*”Vi aftalte, at du skulle sige det i god tid. Jeg har allerede planer.”*
*”Er du ude med den Erik igen?! Han har totalt vasket din hjerne!”* råbte hun.
*”Freja, hvad snakker du om?”* prøvede jeg at berolige hende.
*”Du har helt glemt Ida! Du sagde jo altid, at du ikke havde brug for din egen lykke. Hvad er der sket med dig?!”*
*”Ja, det er sket! Jeg er i live igen. Jeg ville ønske, du kunne forstå mig – som en kvinde, der forstår en anden kvinde.”*
*”Og hvordan skal Ida forstå dig? Har du byttet hende ud med en eller anden mand?!”*
*”Hvad siger du?! Jeg er stadig sammen med hende det meste af tiden. Bare undskyld for hvad du sagde – så kan vi lade det ligge.”*
*”Skulle *jeg* undskylde? Du er jo fuldstændig fra den. Jeg lader ikke Ida komme hos dig længere. Få dig selv under kontrol først – så kan vi tale,”* sagde Freja og smækkede røret på.
Efter det brød jeg helt sammen. Græd indtil det gjorde ondt, indtil jeg rystede. Jeg har kæmpet hele livet for dem. Men da det endelig blev min tur til at være lykkelig, blev jeg kastet til side. Så let. Bare fordi jeg tillod mig selv at føle lykke.
Jeg håber, Freja falder til ro. Hun ringer. Hun forstår. For jeg kan ikke forestille mig et liv uden hende og uden Ida.
**Livets lektie:** At elske andre betyder ikke, at vi skal glemme os selv. Hver fortjener at føle lykke, også selvom det måske udfordrer dem, vi holder af.
