Da jeg blev 65, indså jeg, at det værste ikke var at blive alene, men at tigge sine børn om et opkald, vel vidende at man var til besvær for dem.
»Mor, hej, jeg har brug for din hjælp lige nu.«
Min søn Kristians stemme i telefonen lød, som om han talte med en irriterende underordnet, ikke sin mor.
Agnete Jensen sad stille med fjernbetjeningen i hånden, uden at tænde for aftenens nyheder.
»Kristian, hej. Er der sket noget?«
»Nej, nej, alt er fint,« sukkede Kristian utålmodigt. »Det er bare, at Emma og jeg har fået en last-minute ferie, vi flyver i morgen tidlig.«
»Men hvem skal passe Fido? Kan du ikke tage ham?«
Fido. En kæmpestor, savlende grand danois, der i hendes lille lejlighed optog mere plads end hendes gamle vitrineskab.
»Hvor længe?« spurgte Agnete forsigtigt, selvom hun allerede vidste svaret.
»Åh, en uge eller to. Måske lidt længere. Mor, du ved, Fido er sensitiv. Vi kan ikke bare sætte ham på et hundepensionat.«
Agnete så på sin nye sofa, overtrukket med lyse stof. Hun havde sparet op i et halvt år for at få den fornyet. Fido ville ødelægge den på ingen tid.
»Kristian, jeg det passer ikke så godt. Jeg har lige fået lavet renovering.«
»Mor, hvad snakker du om?« irritationen lød tydeligt i hans stemme. »Har du malet væggene om?«
»Fido er godt opdraget. Bare gå tur med ham. Emma kalder, vi skal pakke. Vi kommer med ham om en time.«
Kort bippen.
Han spurgte ikke engang, hvordan hun havde det. Han havde ikke ønsket hende tillykke med fødselsdagen for en uge siden. Femogtres år.
Hun havde ventet hele dagen, lavet sin berømte kartoffelsalat, taget den nye kjole på. Børnene lovede at komme, men dukkede aldrig op.
Kristian sendte en kort besked: »Tillykke, mor! Arbejder over.« Ida skrev slet ikke.
Og i dag »jeg har brug for din hjæpp lige nu«.
Agnete satte sig langsomt på sofaen. Det handlede ikke om hunden eller det ødelagte stof.
Det handlede om denne ydmygende følelse af at være en funktion. Gratis hundepasser, nødnummeret, den sidste udvej. En menneskelig tjeneste.
Hun huskede, hvordan hun for mange år siden, da børnene var små, havde drømt om, at de engang ville blive selvstændige.
Nu forstod hun, at det værste ikke var ensomheden. Det værste var at vente på et opkald, vel vidende, at de kun ringede, når de havde brug for noget.
At tigge om deres opmærksomhed, mens man ofrede sin egen trivsel.
En time senere ringede det på døren. Kristian stod der med Fido i snor. Hunden stormede ind og efterlod beskidte poteaftryk på det rene gulv.
»Mor, her er mad og hans legetøj. Tre gange daglig tur, husk det. Vi skal afsted, flyver snart!« Han gav hende snoren, gav hende et hurtigt kys på kinden og forsvandt.
Agnete stod tilbage i entreen. Fido snusede allerede ved hendes lænestol.
Et rivende lyd nåede hende fra stuen.
Hun så på telefonen. Måske kunne hun ringe til Ida? Måske forstod hun? Men fingeren blev hængende.
Ida havde ikke ringet i en måned. Måske var hun også optaget. Hendes eget liv, sin egen familie.
I det øjeblik følte Agnete ikke sin sædvanlige bitterhed. I stedet kom noget nyt. Koldt, klart og roligt. »Nok.«
Næste morgen vågnede hun til, at Fido i sin glæde sprang op i sengen og efterlod to store poteaftryk på hendes hvide sengetøj.
Sofaen var allerede flænset, og hendes yndlingsplante, hun havde plejet i fem år, lå på gulvet med afbidte blade.
Agnete tog en slurk valeriantinktur og ringede til Kristian. Han tog ikke telefonen med det samme.
Baggrundsstøj af bølger og Emmas latter.
»Mor, hvad? Alt er fantastisk, havet er perfekt!«
»Kristian, det er Fido. Han ødelægger alt. Jeg kan ikke styre ham.«
»Hvad? Han har aldrig gjort noget før. Måske låser du ham inde? Han har brug for frihed. Mor, vi er lige ankommet. Gå bare en længere tur med ham.«
»Jeg har lige gået med ham i to timer! Han trækker så hårdt, at jeg næsten falder. Kristian, hent ham venligst.«
Pausen i telefonen var tydelig. Så blev hans stemme kold.
»Mor, er du seriøs? Vi er i den anden ende af verden. Du sagde ja. Skal vi afbryde vores ferie? Det er egoistisk, mor.«
Ordet »egoistisk« ramte hårdt. Hun, der altid havde levet for dem kaldt egoist.
»Jeg er ikke egoistisk, jeg«
»Mor, Emma har cocktails. Hyg dig med Fido. Vi ses.«
Atter bippen.
Hænderne rystede. Hun ringede til Ida. Måske kunne hun forstå.
»Ida, hej.«
»Hej mor. Er det vigtigt? Jeg er i møde.«
»Ja. Kristian har efterladt Fido. Han ødelægger alt. Jeg kan ikke klare det.«
Ida sukkede. »Mor, han bad dig om hjælp. Vi er familie. En ødelagt sofa kan erstattes. Kristian betaler sikkert.«
»Det handler ikke om sofaen! Det handler om respekt!«
»Hvad skulle han gøre? Bønfalde dig? Mor, du er pensionist, du har al tid i verden. Pas nu bare hunden.«
Samtalen sluttede.
Agnete lagde telefonen fra sig.
Familie. Et mærkeligt ord.
For hende betød det en gruppe mennesker, der kun huskede hende, når de havde brug for noget.
Senere den aften bankede naboens på. Rasende.
»Agnete! Din hund har gøet i tre timer! Mit barn kan ikke sove!«
Fido gøede bekræftende bag hende.
Agnete lukkede døren. Hun så på hunden, der logrede. På sofaen. På telefonen.
Hun tog snoren.
»Kom, Fido, vi går tur.«
I parken mødte hun sin tidligere kollega, Lise. Lyserød halstørklæde, moderne frisure.
»Agnete, hej! Jeg genkendte dig knap nok! Har du fået hund?«
»Kristians hund,« svarede hun mat.
»Nå, selvfølgelig!« Lise lo. »Du er altid den, der redder dem. Jeg skal til Barcelona næste uge! Flamencokursus! Min mand sagde: »Rejs, du har fortjent det.« Hvornår var du sidst på ferie?«
Spørgsmålet hang i luften. Agnete kunne ikke huske det.
»Du ser træt ud,« sagde Lise. »Børnene er voks
