Da Iris var to år gammel, boede hun på et børnehjem i Odense. Jeg var taget dertil for at fotografere børnene. De gav mig de mest håbløse og svære tilfælde at tage billeder af.
Jeg trådte ind i hendes gruppe og så straks en pige med et mørkt, næsten forvredet, gammelklogt ansigt. Sikke et uskønt barn, tænkte jeg. Men da jeg begyndte at fotografere hende, ændrede alt sig. Gennem hendes ubevægelige, triste maske trådte pludselig liv frem. Hun vågnede.
Det er svært at fange blikket fra et forsømt barn. Alligevel så denne mærkelige pige mig lige ind i linsen. Uden at blinke. Og pludselig så jeg hendes sjæl. En ensom, uendeligt ensom og lidende sjæl. Ikke engang et håb. Blot det første øjeblik i hendes liv, hvor nogen lagde mærke til hende. Ikke kun så hende, men bemærkede netop hendes sjæl den forstødte, altfor forstående. Lige som min egen. Så kiggede hun væk, og hendes øjne fyldtes med tårer.
Jeg gik hen til pædagogen og bad om at få lidt baggrund: Vil du ikke fortælle om Iris, jeg skal skrive noget tekst. Jamen, hvad vil du høre? svarede pædagogen. Hvad kan hun, taler hun? Hun kan ingenting. Hun siger ikke noget. Hun sidder bare i spagat og rokker frem og tilbage helt ned til gulvet. Og når hun vipper, piver hun. Der er intet at fortælle. Hun er bare ingenting.
To måneder før dette besøg havde vi mistet vores yngste datter. Vores gode liv ramte en mur og forsvandt. Men vi forsvandt ikke. Vi levede videre i et andet, mærkeligt efterliv. Vi gik, talte, spiste, og gjorde alt for at skjule vores fortvivlelse for børnene, så de ikke skulle blive bange. At give dem håb, vi næsten ikke havde selv. Jeg tænkte: Mon jeg nogensinde bliver glad for noget igen? Jeg kørte til fotograferinger og tudede hele vejen. Så steg jeg ud af bilen, tørrede mit ansigt med sneen, lod som om jeg var almindelig. Jeg talte normalt og smilede det var et skuespil alt sammen.
Jeg ønskede ingen erstatningsbørn. Jeg ville bare overleve. Og så pludselig stod denne Iris der med sit knusende ensomme blik. Som om jeg ikke havde set tusind børns ensomhed før, men denne Den var som min egen. Mærkeligt genkendelig.
Hjemme sagde jeg til min skønne mand, Mads: Jeg ved ikke, hvordan jeg skal tage hul på det her, og hvad det betyder Jeg fotograferede en pige i dag, og jeg kan simpelthen ikke få hende ud af hovedet… Skal vi ikke overveje det, måske alligevel? Og Mads svarede: Har du nogen som helst fornemmelse af hvor lidt styr på dig selv, du har? Vi er knap i live.
Ja, jeg ved det men jeg tror aldrig, jeg bliver mig selv igen. Vi må lære at leve, som det er nu.
Vi kørte til børnehjemmet for at se Iris. Pædagogen kom slæbende med hende. Hun var tiny, med det samme forvredne ansigt, gik forkrøblet, næsten sidelæns. Under næsen hang der en grøn, snottet stribe. Gud, hvor så hun forknyt og bleg ud, tænkte jeg. Som et fejlslagent foster. Hvad i alverden var det, jeg havde set i hende??
Iris rørte lige ved det legetøj, vi havde med, drattede om på popoen, satte sig i spagat og begyndte igen at vippe, hurtigt og energisk, så hun ramte gulvet med panden.
Imens indtog overlægen rummet og sagde: Josefine, det her barn har ikke engang let udviklingshæmning. Det er svært åndssvagt! Der er slet ingen fremtid for hende. Vi skal have hende videre til kommunen og specialinstitutionen. Forstår du? Jeg respekterer virkelig jer, men der er syv, der allerede har sagt nej til denne her pige hun kan ingenting, gør ingenting, kun sidder der og vipper. Vi kalder hende vores egen vipper, for det er det eneste, hun gør.
Og så sagde min mand, den Mads, jeg hele tiden havde frygtet skulle gøre alt, fornuftigt op: Vi kan faktisk godt lide hende. Vi tager hende med hjem.
Bagefter spurgte jeg: Hvorfor sagde du det? Du ville jo ellers ikke? Mads svarede: Jeg forstod, at hun skal reddes. Ingen hjælper hende, hvis ikke vi gør.
Vi adopterede Iris og efterlod børnehjemmet i forvirring. Iris var fanget i en sort depression. Hun troede ikke på verden. For hende var verden farlig og forræderisk verden havde overset og ignoreret hende hele livet. Hun havde aldrig kunnet påvirke noget. Hun vidste ikke, hvordan man beder om noget. Hun kunne ikke lege. Alt blev revet i stykker og ødelagt. Hun var bange for ALT, gik i panik og vippede uendeligt. Hun hyperventilerede indtil hun besvimede. Hun spiste kun kartoffelmos. Hun gik knap, var ræd for vand, potte, far, elevator, vind, bil
Indeni skreg mit eget tab. Udenpå skreg Iris. Jeg ved nu, hvorfor det kræver styrke ikke at tage et nyt barn, når man har mistet. Der er ingen kræfter tilbage. Alt går til at holde sig selv bare nogenlunde sammen. Men barnet kræver enorme kræfter. Dem må man finde et sted jeg hentede dem fra vores sorg.
Jeg mindede mig selv om: Dit tab er ingenting i forhold til denne piges ulykke. Du har stadig en søn, en datter, en mand, mor, venner, dit arbejde, dit hjem. Iris har aldrig haft noget. Overhovedet. Hun har det så meget hårdere.
Og ved I hvad dette skrøbelige, knuste, evigt klagende, depressive lille væsen blev til? Vores kære Iris. Ene og alene derfor, at vi tog hende, blev hun vores helt egen vidunderlige datter. Hurtig kan man fortælle eventyret men det tager år at leve det Nu er der gået ni år.
Iris er blevet, hvad hun altid var tiltænkt at være let og livsglad, flirtende, venlig, sød, følsom og meget tilgivende overfor os og en virkelig smuk pige. Hun går i almindelig folkeskole i tale-klassen. Hun dyrker dykning. Dykning!
Hun kan sige: Mor, i denne dykning kunne jeg med det samme trække vejret ud gennem regulatoren under vandet Nå, så græder jeg.
Lige nu er Iris på dykkerlejr på Bornholm. Hun fløj derover selv med fly. Hun er 11 nu. Hun ringer og snakker glad i telefon: Mor, her er så smukt, vi badede i går, men der kom storm, og havet blev iskoldt! Nu bliver det varmere, for vi fik vores dragter i dag, og i morgen skal vi ned og dykke! Til aftensmad fik vi fisk, men den gav jeg til kattene, for du ved, jeg kan ikke lide fisk! Men jeg spiste kartoffelmos. Vi har gået 13 kilometer op i bakkerne, mine ben er ved at falde af her er så flot, og der vokser træer, der er fredede! Jeg har fået nye veninder! Og jeg købte kiks for de penge, du gav mig, og delte dem ud. Vi ligger i hængekøje og vipper Jeg savner dig!
Fordi vi reddede hende. Vi reddede hende. Og vi reddede os selv. Sammen, på denne redningsflåde.
Det har jeg lært: Nogle gange, når man mindst har kræfterne, skal man redde, alligevel. For nogen gange, er det netop da, man også redder sig selv.
