Ikke Ventet
Vores far, Mads, forsvandt, da jeg gik i femte klasse og min lillesøster, Dagmar, netop var begyndt i første. Han skulle ud og tjene penge og forsvandt bare. Før det rejste han ud i månedsvis ad gangen. Han og mor, Birgitte, var aldrig blevet gift, for far var en fri sjæl. Han dukkede op lidt, rejste rundt i landet, kom hjem, når det passede ham men altid med penge og gaver. Mor holdt ud, fordi hun elskede ham vanvittigt.
Mads, kom nu snart hjem igen, bad hun tit.
Ah, nu ikke tude. Vent med gaverne klar! smilte han med et skævt kys, og så var han ellers væk igen. Imens han var væk, passede fars bror, Erik, os. Jeg tror, han kunne lide mor. Han sagde det aldrig og gav hende aldrig særlig opmærksomhed. Men vi vidste, vi kunne stole på ham.
Hvordan går det, Birgitte? spurgte han, når han kom forbi. Hvordan har de små det?
Hurra, det er onkel Erik! råbte jeg, sprang op i favnen på ham.
Hej, Anders, knugede Erik mig kort.
Engang ville jeg hellere ha haft ham som far. På lørdage tog han Dagmar og mig ud at gå, mens mor hvilede derhjemme. Nogle gange kom hun med andre gange sad hun bare hjemme, tænkte på sin svære rolle som kvinde.
Da jeg blev ældre, kom Erik hjem med en ribbe til gymnastik og satte den op i gangen. Far havde nu været væk i over et halvt år. Jeg hjalp med at skrue tingene fast, mens Dagmar stod og betragtede, hvor fermt han satte barre, tove og ringe op.
Onkel Erik, hvorfor gifter du dig ikke? Du er så dygtig enhver kvinde ville være heldig med dig, udbrød Dagmar, klog for sin alder, borende i kvindelist hun havde overhørt fra mors veninder.
Ingen interesserer mig, Dagmar. Hvis det sker, så gifter jeg mig, svarede han roligt.
Men vil du da ikke ha dine egne børn? spurgte hun kækt.
Erik lagde værktøjet fra sig og svarede alvorligt:
Lige nu har jeg jer. Vil du smide mig ud, eller hvad? kneb han øjnene sammen, og Dagmar slog det hen.
Ej da, jeg vil altid ha dig her! svarede hun.
Senere spurgte jeg Dagmar:
Hvorfor provokerer du ham? Tænk hvis han blev sur og holdt op med at komme?
Men far kommer jo snart… Han har altid gaver med, sukkede hun drømmende.
Pyh! Dumt… Ved du hvad sådan et gymnastikstativer koster? sagde jeg.
Hva skal jeg bruge dem til? Jeg vil ha kjoler og dukker! Jeg gider ikke kravle på de barrer som dig.
Denne gang ventede Dagmar på far forgæves. Han kom ikke. En dag kom Erik og lukkede døren ind til køkkenet, hvor han talte alvorligt med mor. Hun begyndte at græde.
Birgitte, græd nu ikke. Jeg forlader jer ikke. Du kender ham han vil altid ha det sødt og blødt, sagde han.
Mor brast fuldstændig sammen, hulkede og snøftede. Erik blev ved med at komme som altid hjælpe, reparere, gå ture. Til sidst tog han mod til sig og fortalte mor om sine følelser, mens jeg uden skrupler lyttede bag døren.
Birgitte, du fortjener mere. Du fortjener ægte lykke, sagde Erik.
Du er god, men jeg kan ikke… Jeg elsker stadig Mads. Jeg ved det men så må du jo selv vide, om du vil ha sådan én som mig, uden hjerte, svarede mor knust.
Jeg trissede væk fra døren, rasende over mors dumhed. Hvordan kunne hun vente på og elske sådan én?
Men vi kom videre. Dagmar var fars datter klamrede sig der, hvor der blev givet. Hun forstod efterhånden, at far nok aldrig kom tilbage med gaver. Erik gjorde sit bedste, arbejdede for os, mor fødte ham en søn, Kristian. Erik svømmede i lykke, de blev gift, og livet begyndte at gå sin vante gang.
Jeg blev færdig med skole med flotte karakterer og stod til at komme gratis ind på universitetet. Mor strålede af stolthed.
Nu får vi en videnskabsmand i familien, hva, Erik?
Haha, vi lever ikke kun af rugbrød! svarede Erik stolt.
Hold nu op, videnskabsmand… Skænk mig hellere lidt champagne! sagde jeg rødmende.
Som om du aldrig har smagt det før, fnøs Dagmar.
Kristian kravlede op på bordet, rodede det hele. Erik grinede og løftede ham op på skødet.
Så, dreng, nu må du opføre dig pænt du er jo ikke baby mere!
Kristian tog straks en ske, lagde den på næsen og skelede sjovt. Alle brød ud i latter.
Hvisker det på døren? spidsede Dagmar ører.
Mor åbnede og trådte overrasket et skridt tilbage. I døråbningen stod far. Stilhed. Han kiggede rundt.
Hvorfor så stille? Festen fortsætter bare, sagde han.
Vi sagde ingenting. Kristian gled ned fra Erik og nærmede sig den fremmede mand, men far ignorerede ham, og mor greb straks Kristian og brugte ham som skjold. Erik rejste sig, vaklende.
Hvor skal du hen? spurgte mor med fremmed stemme.
Jeg… Jeg skal lige ud og have luft, og gik, flyttede Erik blidt til side med skulderen. Jeg rejste mig og gik efter ham Dagmar lige i hælene.
Se, Dagmar, jeg har lækre kjoler med til dig, lokkede far.
Men Dagmar så ikke engang på ham. Hun indhentede mig i gangen og hviskede:
Jeg følger efter Erik du må hellere snige dig til at lytte herinde.
Men…
Kom nu, Anders! Du er bedst til det, hviskede hun.
Hun smuttede ud, jeg stod i gangen, angst for hvad der skulle ske med familien nu, mor havde endelig fået sin store kærlighed var det nu slut?
Birgitte, er du gift med Erik nu? spottede far.
Mor sagde intet.
Birgitte… der er sket meget. Men nu er jeg tilbage!
Der lød uro, en lussing, Kristian skreg.
Gå din vej, Mads… mor hakkede ordene frem.
Hvorfor dog?
Det er slut! Ingen ventede dig.
Du lyver, jeg kan se det i dine øjne.
Men jeg har sagt det, Mads, svarede hun hårdt.
Far gik ud, så mig i gangen.
Du lytter du kommer langt med det, sagde han.
Men jeg var ligeglad, hvad han mente. Jeg gik ind, forventede mor græd, men hun trøstede Kristian, redte håret og rettede bordet, som en multitaskende Julius Cæsar.
Haha, næsten fik han ødelagt festen hva? Nå, hvor er de? smilede hun skævt.
Kristian var allerede glemt alt om mors skænderi, skubbede stolen omkring. Jeg gik ud på den stille vej. Dagmar og Erik sad på en bænk i parken overfor. Hun holdt fast om hans arm, lagde hovedet på hans skulder, som om hun var bange for han ville forsvinde hvis hun slap.
Jeg gik bag om bænken, så på Erik. Jeg havde længtes efter at sige det her:
Far, kom nu mor venter.
Eriks hænder rystede; Dagmar lagde sine små hænder ovenpå hans. Hun løftede hovedet og kiggede ham i øjnene:
Kom nu, far. Lad os gå hjem.
Vi gik sammen. Trods alt vi havde en fest at fejre. Jeg havde afsluttet skolen.
