Da man havde brug for mig, lød det altid: “Mor, hvornår kommer du?” men nu lyder det kun: “Hvorfor blander du dig i vores liv?”
Jeg føler en stor sorg. Dengang jeg var uundværlig, var min svigerdatter sød og taknemmelig. Hun ringede ofte og sagde: “Mor, hvornår kommer du?” Men nu, hvor jeg ikke længere er nødvendig, hører jeg kun: “Hvorfor blander du dig i vores liv?”
Min søn, Anders, giftede sig for otte år siden. Til brylluppet gav min mand og jeg ham og hans kone en lejlighed. Det var min mors gamle lejlighed, som vi havde renoveret og møbleret. I starten var alt godt mellem mig og min svigerdatter, Mette.
Vi respekterede hinanden, ønskede hinanden godt til højtiderne, og gav hinanden gaver. Jeg passede på ikke at blande mig i deres liv, for min mand og jeg arbejdede stadig dengang.
Jeg huskede også min egen svigermor, som altid skulle blande sig. Det ville jeg ikke gentage. Hvorfor skulle jeg lære Mette at styre et hjem? Livet ville lære hende det, og i dag kan man jo finde alt på nettet. Hvis min søn valgte hende, måtte det være, fordi det passede ham.
Cirka et år efter brylluppet fik vi at vide, at vi skulle blive bedsteforældre. En fantastisk nyhed! Jeg lovede, at de altid kunne regne med mig. Mette var taknemmelig.
Fra dag ét havde den nye mor brug for hjælp. Hendes egen mor boede langt væk og kunne ikke komme på grund af arbejde. Så efter fødslen flyttede jeg praktisk talt ind hos dem kun hjem til mig selv om natten.
Mette turde knap nok røre barnet:
“Han er så lille hvad hvis jeg gør noget forkert?” græd hun.
Jeg måtte lære hende alt, og nogle gange tog jeg bare selv hånd om det. De første fem måneder var det mig, der badede min barnebarn, mens Mette stod og så på. Jeg var klar døgnet rundt. Hun kunne ringe midt om natten, hvis barnet græd, eller hvis hun syntes, noget var galt.
Selvom det var hårdt alderen begyndte at mærkes forklarede jeg tålmodigt, viste hende, hvordan hun skulle gøre, og støttede hende. Langsomt lærte Mette at klare sig selv. Men hun ringede stadig ofte og spurgte: “Mor, hvornår kommer du?”
Da min barnebarn startede i børnehave, lovede jeg at passe ham, hver gang han blev syg. For det unge par var det vigtigt at arbejde og tjene penge. Jeg syede hans kostumer til forestillingerne, filmede hans optrædener, så forældrene kunne se dem, og tog ham til lægen.
Man kan sige, at det næsten var mig, der opdragede ham. Jeg var altid der, klar til at hjælpe. For tre år siden døde min mand, og min barnebarn var den eneste glæde, der holdt mig fra at synke ned i sorg.
Anders sagde altid, at jeg altid var velkommen hos dem. Det gav mig ro. Men alt ændrede sig, da min barnebarn startede i skole. Mettes mor flyttede tættere på, og min hjælp blev pludselig overflødig.
Med tiden var det mig, der havde brug for støtte. Hanen dryppede, min telefon blev altid varm og slukkede sig selv. Jeg ringede til Anders eller Mette, håbende på lidt hjælp.
Men Anders havde travlt med arbejde de sparede op til en større lejlighed med tre værelser. Når jeg ringede, lovede han at komme i weekenden, men fandt aldrig tid. Mette blev irriteret:
“Hvorfor forstyrrer du os hele tiden? Hvis hanen drypper, ring til en blikkenslager, og hvis din telefon er i stykker, få den repareret. Hvorfor ringer du til os? Vi har knap nok tid til os selv, og så blander du dig også!”
Det gjorde nas. Dengang Mette havde brug for hjælp, var jeg der midt om natten. Nu får jeg at vide, jeg skal ringe til en håndværker.
Jeg ser næsten ikke min barnebarn mere. Mettes mor passer ham nu, og Anders har tilsyneladende glemt mig helt.
Jeg har besluttet ikke at påtrænge mig. Hvis de husker mig, så fint. Hvis ikke jamen, sådan er livet. Jeg fortryder ikke, at jeg hjalp Mette og min barnebarn. Selv hvis jeg kunne gøre det om, ville jeg gøre det igen. Det må de selv leve med. Jeg har ikke tænkt mig at blande mig yderligere i deres liv.
