**Dagbogsnotat**
*De sidste børn er flyttet hjemmefra, og så snart så hun kunne gå på pension, så løb hun fra mig, kan du forestille dig det?* klagede den gråhårede mand med en fedora til sin makker under skakspillet.
Efteråret havde lige begyndt at drysse sit gyldne løv i gården. Vejret var smukt, og man kunne trække vejret frit og let.
Sådan var det nu engang – om sommeren tilbragte pensionisterne hele dagen i den lille park ved deres lejlighedskompleks. De havde fundet sig et hyggeligt hjørne med tre bænke og mødtes der hver dag, når solen ikke steg for højt på sådanne sommerdage. Og selv når kulden kom, fortsatte de med deres såkaldte *bænkekultur*.
*Så hun løb bare? Måske var det ikke hende, men dig, der var problemet?* grinede hans skakmodsat med et lille skævt smil. *Fra en god mand løber man ikke.*
Erik havde selv været i den situation for nogle år siden, så han forstod godt, hvor problemet lå.
Den gråhårede mand med fedoraen så op på Erik med sine lyse øjne, nøjagtig samme farve som hans hår, og smilede.
*Skak og mat, min ven. Men hvad min kone angår – hun gjorde det bare for at genere mig! Hun ved, jeg ikke kan klare mig uden hende, så hun gjorde det bare for at vise mig det.*
Før hun gik, sagde hun direkte:
*Jeg er så træt af at tage hånd om dig, Niels! Du kan ingenting uden mig, så nu rejser jeg – måske lærer du så at værdsætte mig.*
Hun sagde ikke engang, hvor hun tog hen.
*Hvordan har du det så nu, Niels?* spurgte Erik og huskede sine egne følelser fra dengang.
*Dårligt… Nej, ked af det! Jeg troede, jeg ville nyde friheden den første dag. Købte endda en flaske snaps… Satte den i køleskabet, men jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at åbne den.*
Ingen skælder ud, ingen siger *nej, det må du ikke*. Der er så stille. Og pludselig gider jeg slet ikke alligevel. Savnet ramte mig lige med det samme.
Erik lo. Han forstod Niels. Han havde været igennem præcis det samme.
Niels stirrede ned på skakbrættet, mens de andre mænd omkring dem fulgte med – nysgerrige eller måske medfølende.
I den alder ønsker ingen at stå alene tilbage.
Selvom hverdagen havde sine små trælsheder, så er det jo netop derfor, man har en bedre halvdel – for at udfylde livet.
*Ring til hende, sig, du har indset det, du angrer,* foreslog en af de yngre mænd.
Niels viftede afværgende med hånden:
*Hvem ved, hvad hun egentlig vil have?*
*Da jeg var dreng, passede jeg geder i min hjemby,* sagde naboen fra femte sal pludselig. *Hvis en ged løb væk, lokkede jeg den altid tilbage med en gulerod. Prøv at lokke din ged hjem! Resten ordner sig selv.*
*Hvordan skal jeg lokke hende?!* grinede Niels. *Hun har jo alt, det her skal gøres rigtigt…*
*Hvad hvis jeg ringer, siger jeg har været forbi fem gange, og ingen åbner?* foreslog gangens anden nabo.
*Genialt!* Niels lyste op. *Hun vil få panik og komme så hurtigt som muligt. Og bum – så står jeg der med blomster og kage!*
Og dermed gik de hver til sit.
…
Næste dag ringede naboNaboens plan virkede, og da Lise endelig kom hjem og så Niels iført hans bedste jakkesæt med de halvtvisne nelliker i hånden, kunne hun ikke lade være med at smile, selvom hun forsøgte at se vred ud.
