Min kone pakkede sine ting og forsvandt uden varsel
Hold nu op med at spille helgen. Det skal nok gå. Kvinder plejer at falde ned igen, hun skriger lidt, men så bliver hun rolig. Det vigtigste er, at vi har fået en søn. Slægten fortsætter.
Ida sagde ingenting.
Bo, hviskede hun og lænede sig frem, for en uge siden sagde du, at du havde taget dig af Mettes graviditet. Hvad mente du med det?
Bo lagde gaflen og lænede sig tilbage i stolen.
Lige hvad jeg sagde. Hun trak den ud i fem år. Ikke klar, karriere, senere, du kender det.
Men hvornår er senere? Jeg er 32, Ida. Man vil jo gerne have en arving. En rigtig familie, ligesom andre folk.
Så… jeg byttede hendes p-piller.
Ida så målløs på ham.
Sagde du det til hende? Hvornår?
Den dag hun gik, mumlede Bo. Hun råbte, og jeg sagde bare, at nu måtte hun vænne sig til det, det var det, hun i sidste ende selv ville. Jeg troede, hun ville falde ned, forstå, at det var uundgåeligt. Men hun… altså, hun er mærkelig. Greb tasken og forsvandt.
***
På køkkenbordet, lige ved siden af bunken af ubrugte sutteflasker, lå brorens glemte frisørbørste.
Ida stirrede på den og kunne mærke irritationen vokse i hende. Hvorfor skal det altid rode sådan?!
Babyen i vuggen på værelset ved siden af var endelig faldet til ro, men den pause gav ikke ro. Om en time, maksimalt to, ville det hele begynde forfra!
Ida trak morgenkåben tættere om sig og satte vand over. Det var kun en måned siden, de hentede Mette, hendes svigerinde, hjem fra hospitalet. Bo skinnede dengang, farede rundt og forærede sygeplejerskerne overdådige buketter, mens Mette…
Mette lignede én, der blev ført hen til noget, hun slet ikke ønskede.
Ida slog det hen med, at det skyldtes træthed. Førstegangsfødsel, hormoner, den slags… Men måske burde hun have været mere opmærksom allerede dengang.
Døren smækkede i entreen nu kom broren hjem fra arbejde. Han gik direkte i køkkenet, smed slipset og begyndte at rode i køleskabet.
Er der noget hurtigt at spise? spurgte han, uden at se på hende.
Der er pasta i gryden. Og jeg har kogt medister.
Bo, han sover lige nu. Kan du tage det lidt roligt?
Han brummede og greb en tallerken.
Jeg er træt, Ida. Har stået op hele dagen. Kunderne… de tager virkelig på kræfterne.
Og hvordan går det så med Knægtn?
Knægtn er din søn, sagde Ida og satte koppen lidt hårdere på bordet, end hun egentlig ville. Han hedder Emil.
Han skreg i tre timer i træk. Han har ondt i maven.
Du kan jo klare det, Bo trak ligegyldigt på skuldrene og satte sig til bords. Du er jo kvinde, det er jer i blodet.
Mor klarede jo også os to alene, da far var væk på arbejde.
Ida bed sig i læben. Hun havde lyst til at kaste tallerkenen efter ham.
Hun boede kun midlertidigt hos broren, indtil hendes egen studie kunne betales ud af gæld, men i løbet af de to uger var hun blevet forvandlet til gratis barnepige, kogekone og rengøringsdame.
Bo opførte sig, som om intet var sket. Som om det ikke var hans kone, der havde pakket og forsvundet ud i det blå.
Har Mette ringet? spurgte Ida og betragtede, hvordan broren slugte aftensmaden.
Bo stivnede med gaflen i munden. Hans ansigt blev et øjeblik mørkt.
Hun tager den ikke. Lægger bare på. Tænk sig at efterlade barnet… Det er fandeme utroligt
Hun er sur, fordi jeg byttede hendes piller. Så blev hun hurtigere gravid.
Du er fandens, Bo, sagde Ida stille.
Hva?! hans øjne blev store. Jeg gjorde det jo for familien! Jeg slider, slæber penge hjem!
Og så smutter hun fra barnet! Hvem står med skylden?
Du tog hendes valg fra hende, sagde Ida og rejste sig. Du snød en, du påstår du elsker.
Hvordan skulle hun tage det? Tak, skat, fordi du ødelagde mit liv?
Åh, stop nu, Bo viftede afværgende. Hun kommer over det. Hvor skal hun ellers gå hen? Barnet er her, hendes ting er her.
Løber hun tør for penge, kommer hun krybende tilbage. Indtil da… Nå, men du hjælper vel til?
Jeg har virkelig ikke tid regnskabsperioden er lige på trapperne.
Ida svarede ikke. Hun gik ud af køkkenet og ind på børneværelset.
Emil lå og sov med sine små sammenknyttede næver. Ida så på ham og mærkede sit hjerte bløde.
På den ene side: det her lille forsvarsløse væsen, uskyldig. På den anden: Mette, helt fanget i fælden.
Hun havde ondt af dem begge…
Hun tog telefonen frem og åbnede messenger. Mette havde lige været online for tre minutter siden. Ida skrev, slettede og skrev igen.
Mette, det er Ida. Jeg beder dig ikke komme tilbage til ham. Jeg vil bare vide, at du har det godt.
Og… det er svært alene. Kan vi ikke tale lidt? Uden råb.
Svaret kom ti minutter efter.
Jeg bor på hotel. Om tre dage rejser jeg i tjeneste til en anden by i tre uger.
Det var planlagt før… ja, det hele blev sat i gang for længe siden.
Jeg kommer tilbage og søger skilsmisse. Emil efterlader jeg ikke, Ida.
Men jeg kan ikke være der nu. Jeg kan ikke engang se på ham, for jeg ser Bo i ham!
Ida sukkede.
Jeg forstår dig. Helt ærligt, jeg forstår det. Bo har fortalt mig det hele.
Og hvordan har han det? Stolt af sig selv?
Nogenlunde. Han regner med, du vender tilbage.
Han kan drømme. Ida, hvis det bliver for hårdt for dig, bare sig til. Så finder jeg en barnepige og overfører penge.
Men jeg kommer aldrig tilbage til ham.
Ida lagde telefonen og sukkede dybt. Hun burde finde et job, betale sin gæld, få styr på sit liv.
Men overlade Emil til Bo, der ikke engang kan finde ud af at skifte en ble? Det kunne hun ikke.
***
De næste tre dage blev et langt mareridt.
Bo kom sent hjem, spiste og gik direkte i seng.
Hver gang Ida bad ham hjælpe med Emil, svarede han: Jeg er træt, eller Du er bedre til at trøste ham.
En nat skreg Emil så meget, at Ida ikke længere kunne holde det ud.
Hun gik ind til brorens soveværelse og tændte lyset.
Op med dig, sagde hun iskoldt.
Bo kneb øjnene sammen og gemte hovedet under puden.
Gå nu, Ida. Jeg skal op klokken seks.
Det rager mig. Gå ind til din søn. Han er sulten, og mine hænder ryster af træthed, jeg kan ikke mere.
Er du vanvittig? Bo satte sig op i sengen, uglet og arrig. Det er jo derfor, du bor her! Jeg giver dig tag over hovedet og betaler for varme og el!
Nå, så jeg er bare tjenestepige?
Kald det, hvad du vil, mumlede han. Når Mette kommer tilbage, kan du slappe af. Indtil da arbejder du.
Ida gik stille ud.
Den nat sov hun ikke mere. Hun sad i køkkenet, vuggede vuggen med foden og overvejede, hvordan hun kunne få sat Bo på plads. Hans opførsel havde nået grænsen.
Om morgenen, da Bo var gået, skrev Ida igen til Mette.
Vi må mødes. I dag. Nu hvor han ikke er hjemme. Please.
Mette indvilligede.
De mødtes i en lille park nær opgangen.
Mette så forfærdelig ud: bleg, mørke rander under øjnene, blevet tyndere.
Hun stod bare ved barnevognen og kiggede længe på sin søn. Hænderne rystede.
Han er vokset, sagde hun stille. Har ændret sig på de to uger…
Mette, han genkender dig ikke engang endnu, sagde Ida blidt.
Jeg ved det, Mette gemte ansigtet bag hænderne. Ida, jeg er ikke et monster. Jeg elsker ham sikkert. Dybt nede er han min. Men tanken om at skulle bo sammen med Bo, sove ved siden af én, der har snydt mig så groft… jeg kan næsten ikke trække vejret.
Men hvis det ikke var med Bo? spurgte Ida.
Mette løftede hovedet.
Hvad mener du?
Han er sikker på, du ikke går nogen steder. At du og barnet tilhører ham.
Men sandheden er: Han er ikke far. Han er projektleder på projektet Den perfekte familie.
Han står ikke op om natten. Han aner ikke, hvor meget blanding Emil skal have. Han ville bare have en arving, ikke selve forældrearbejdet.
Hvad så?
Du tager din tjenestetur, sagde Ida bestemt. Arbejd og find ro.
Jeg bliver tre uger endnu. Men i mellemtiden gør jeg klar.
Til hvad?
Skilsmisse. Og delt forældremyndighed. Du skal ikke tilbage til ham. Find en lejlighed. Jeg flytter ind og hjælper med Emil, mens du arbejder.
Mine egne penge er snart på vej jeg har fundet et par freelanceopgaver. Vi klarer os. Uden ham.
Mette så skeptisk på hende.
Vil du virkelig tage kampen op mod din bror?
Han er min bror, men han har opført sig usselt. Jeg vil ikke være med til hans bedrag.
Han tror, jeg støtter ham, fordi jeg mangler et sted at bo. Det tager han grueligt fejl i.
Mette var tavs længe, mens en solstråle hoppede over kalechen på barnevognen.
Og hvad med ham? Han giver ikke bare slip på Emil. Der bliver ballade.
Det gør der, nikkede Ida. Men vi har et es i ærmet. Han har selv indrømmet at bytte pillerne. Hvis det bliver sagt ved skilsmissen, med vidner… Jeg giver gerne min version.
Også om hans hjælp i barslen.
Han vil ikke have barn, Mette. Han vil bare have nogen at styre.
Når han først ser, hvor meget Emil kræver, trækker han sig tilbage.
Det er nemmere for ham at spille forladt far-helt over for vennerne, end faktisk at tage sig af et barn.
Mette smilede for første gang i lang tid.
Du er blevet så voksen, Ida.
Man har ikke noget valg, sukkede hun. Er vi enige?
Ja. Tak.
De tre uger fløj.
Bo blev mere og mere arrig, begyndte at lægge mærke til, at Ida ikke længere løb ham i møde med maden, så snart han kom ind ad døren.
Hvornår kommer Mette hjem? spurgte han en aften, da han smed tasken på sofaen.
I morgen, svarede Ida kort og holdt Emil tæt ind til sig.
Endelig. Så kan vi tage på en ordentlig restaurant. Jeg er træt af din pasta hver aften.
Man må købe hende en gave så hun ikke brokker sig. En ring… eller måske øreringe. Kvinder elsker det der pjat.
Ida kiggede på ham med næsten fysisk væmmelse.
Tror du virkelig, en ny ring løser alt?
Tag det nu roligt, Bo lagde hånden på hendes skulder hun trak sig væk. Det ordner sig. Kvinder kommer altid over det. Det vigtigste er, at vi har en søn, og slægten fortsætter.
Ida sagde ingenting.
***
Næste morgen kom Mette, mens Bo var på kontoret. Hun gik ikke op i lejligheden, men ventede i bilen. Ida havde pakket alle babytingene, sine egne kufferter og det mest nødvendige.
Det tog hende tre ture for at få det hele ned. Emil sov trygt i autostolen.
Da sidste taske var sat ind, gik Ida op i lejligheden én gang til og lagde nøglen på køkkenbordet, lige præcis hvor Bos frisørbørste havde ligget tre uger før. Hun lagde en seddel:
Bo, vi er taget afsted. Lad være med at lede efter Mette hendes advokat kontakter dig. Emil er med hende. Jeg også.
Du ville have en familie, men glemte, at det handler om tillid, ikke om manipulation.
Pastaen står i køleskabet. Nu kan du selv klare resten.
De kørte.
Mette lejede en lille, men hyggelig lejlighed i den modsatte ende af byen. Første dage var svære: Emil skulle vænne sig til nyt sted, Mette begyndte at græde midt i det hele, og Idas mobil eksploderede med vrede opkald og beskeder fra Bo.
Bo råbte, truede og bandede i telefonen. Han sagde, han ville hive dem i retten og tage Emil fra dem, og at de kunne ryge på kontanthjælp for hans skyld.
Ida lyttede roligt.
De holdt stand.
Bo råbte nogle dage endnu, men helt pludselig var han væk fra billedet.
Skilsmissen gik gennem byretten, Bo nævnte ikke et ord om, at han ville have Emil for sig selv.
Ida havde haft ret han ville ikke have besværet. Han slap hellere af sted med nogle børnepenge.
Han insisterede ikke engang på samvær med arvingen…
