Jeg hedder Mads, og jeg har aldrig været typen med vilde vaner eller store armbevægelser. Da jeg fyldte 25 år, hjalp mine forældre mig med at få min egen lejlighed i København de stillede med depositum til mit første boliglån, så jeg kunne endelig flytte hjemmefra og bo alene. Jeg arbejder som programmør og har altid haft det bedst med ro og ingen uro omkring mig.
Efter nogle måneder begyndte ensomheden at gnave, så jeg besluttede mig for at adoptere en lille kat. Killingen, som jeg fandt gennem et dansk dyreinternat, havde en defekt på forbenene. De andre frivillige ville egentlig have aflivet den, men det gjorde ondt i mig, så jeg tog den til mig og kaldte hende Smukke. Smukke og jeg fandt hurtigt ind i vores egne rutiner; jeg glædede mig til at komme hjem fra arbejde hver dag til hendes bløde spind og hun ventede altid på mig på dørmåtten.
Efter et stykke tid mødte jeg en pige fra mit arbejde, hendes navn var Freja meget bestemt og altid klar med en mening. Freja fik hurtigt charmeret sig ind hos mig, og indenfor en måned boede hun hos mig.
Men fra starten kunne Freja ikke lide Smukke. Hun bad mig flere gange om at komme af med katten, men jeg forklarede, at Smukke betød virkelig meget for mig. Alligevel blev hun ved med at gentage sin holdning, og til sidst sagde jeg direkte, at Smukke blev boende. Freja begyndte at sige, at katten gav os et dårligt image at gæster blev væmmes ved at se kattens forben. Jeg blev splittet mellem min kærlighed til Freja og min omsorg for Smukke.
Mine forældre var heller ikke begejstrede for Freja. De syntes, hun var for hård og lidt grov i tonen, og rådede mig til ikke at skynde mig ind i noget seriøst, men hellere se tiden an.
Så kom Frejas forældre på besøg en dag. Allerede ved døren begyndte hendes far at grine over Smukke og kaldte hende sær. Jeg mærkede et stik i hjertet og begyndte at forsvare katten. Hele aftenen lavede Freja og hendes forældre jokes om kattens udseende og foreslog alverdens sted, hvor den kunne placeres. Hendes mor lo med, og det føltes helt forkert.
Dagen efter, da jeg kom hjem fra arbejde, var Smukke væk. Freja fortalte mig, at hun havde afleveret katten på en dyreklinik. Jeg blev rasende og tog straks ud for at finde Smukke. Jeg ledte i fem timer og til sidst fandt jeg hende. Smukke var lettet over at se mig, spandt i mine arme og slappede af.
Da vi kom hjem, sagde jeg til Freja, at hun skulle pakke sine ting og flytte. Jeg ville ikke se hende igen. Hun blev helt stille og begyndte næste morgen at flytte ud. Hun havde aldrig forestillet sig, at en kat kunne betyde mere end hende.
Nu bor Smukke og jeg alene sammen, og hun møder mig glad hver dag, når jeg kommer hjem. Det hele har lært mig, at loyalitet og omsorg er vigtigt og at jeg aldrig vil give afkald på nogen, der er afhængig af mig, bare fordi andre ikke forstår det.
