Da jeg blev fundet, vendte alle ryggen til mig. To år senere skriver de om mig i både USA og Japan.
Karen gik ud i sin have ved Århus for at hente lidt dild til frokosten, da hun pludselig stod som frosset fast. Ved siden af kompostbunken lå der to små killinger tæt op ad hinanden og peb ynkeligt. Den ene var robust og langhåret, mens den anden Karen satte sig på hug og løftede forsigtigt den svageste af dem op.
Kære ven, hvad er der dog sket med dig?
Killingens øjne var næsten helt klistret sammen af betændelse og sad så tæt, at det så ud, som om naturen ikke havde kunnet finde plads nok imellem dem. Dens små ben rystede, pelsen var fuld af filtrede knuder. Søsteren ved siden af var den fuldendte modsætning: velnæret, soigneret, harmonisk bygget en lille skønhed.
Karen gik stille ind efter et lille medicinskab, fandt øjendråber frem og begyndte forsigtigt at rense killingens ansigt med en lun, fugtig vatrondel.
Du skal nok klare den. Det lover jeg.
De første uger blev et uendeligt virvar af dyrlægebesøg. Foderallergi, problemer med balancen, svage led det virkede, som om listen aldrig sluttede. Killingen fik navnet Asger, og han kæmpede tappert for livet, selvom hver dag var en udfordring.
Se hvor fjollet du er! grinede Karen, mens hun så på Asger, der forsøgte at vaske sig, men gled om på siden på grund af de dårligt dannede led. Asger, du er mit lille mirakel!
Hans søster blev hurtigt adopteret sådan en fin kat var populære. Men Asger blev hos Karen, og det var aldrig noget hun fortrød.
Efter et halvt år, da Asger var vokset og blevet stærkere, betragtede Karen ham rigtigt for første gang. De samme særprægede øjne, der før havde lignet en fejl, gav nu Asger et evigt forbløffet udtryk, som om verden hele tiden overraskede ham.
Asger, du ligner én, der har glemt at slukke for komfuret derhjemme! lo Karen, da hun tog endnu et billede.
Billederne i telefonen begyndte at hobe sig op. Asger liggende i en skør position på sofaen. Asger med blikket, som havde han lige opdaget, at jorden er rund. Asger, der prøvede at hoppe op i vindueskarmen og endnu engang ramte ved siden af den perfekte koordination kom aldrig.
En dag fik Karen besøg af sin veninde. Da hun så Asger, var hun ved at spytte kaffen ud af grin.
Karen, hvad i alverden er det dér?
Det er Asger, min kat.
Ser han altid sådan ud?
Altid. Som om han lige har fået at vide, at Skagen eksisterer.
Veninden greb straks sin telefon og tog en stribe billeder.
Du skal melde ham til Kæmpehale-konkurrencen! Der er katteudstilling i vores bydel i denne uge.
Karen trak bare på skuldrene. Asgers hale var lang, men den var ikke rekordagtig. Hvorfor ikke? Det var en hyggelig tur, og de kunne kigge på de andre katte.
Til konkurrencen stirrede arrangørerne længe på Asger, hviskede sammen, og så ud, som om de ikke helt vidste, hvad de skulle tro.
Ved du hvad? sagde en ung kvinde med arrangementets logo på t-shirten Din kat er noget helt særligt. Han burde være på nettet. Lav en lille video og del den!
Tror du da nogen synes, det er spændende?
Det er jeg sikker på.
Hjemme sad Karen med telefonen i hånden, overvejede. Asger sad, som han altid gjorde lidt skæv, med vidt opspilede øjne, som var han lige blevet ramt af en åbenbaring.
Nå, Asger, skal vi prøve at blive berømte?
Den første video fik bare 300 visninger. Den næste halvanden tusind. Men den tredje
Tredje video vendte op og ned på det hele.
Karen, har du set det her?! hendes mand stormede ind i stuen med sin tablet Din Asger har fået 70.000 følgere!
Karen stirrede vantro på skærmen, mens notifikationerne rullede ind i et tempo, hun ikke kunne følge med i:
Det er det sødeste dyr, jeg har set!
Hans ansigt er mit mandags-mood
Hvor får man sådan en kat?
Han ligner en, der undrer sig over, hvordan han havnede i den krop hele livet
At have en privat profil var ikke nok. Karen oprettede en separat side til Asger og begyndte at dele små historier: om hvordan han jagtede solpletter og løb hovedet mod væggen, hvordan han faldt i søvn med øjnene halvt åbne selv øjenmusklerne gjorde ikke altid, som de skulle eller hvordan han sad på vindueskarmen som en tænksom filosof, i færd med at forstå meningen med livet.
Følgerne væltede ind dagligt. 15.000. 20.000. 30.000 og så videre tallet steg så hurtigt, at Karen dårligt kunne følge med.
Snart strømmede beskeder fra journalister ind. Først ringede lokalavisen, så det regionale dagblad. Derefter landsdækkende medier. Men det stoppede ikke dér.
Karen, der er en amerikansk journalist, der har skrevet til dig! sagde hendes mand og rakte hende telefonen. De vil lave et interview.
Det viste sig, at The Mirror, et stort amerikansk medie, ville lave en artikel om den særlige kat fra Danmark. Bagefter kom flere til et tysk magasin, en australsk nyhedsside, en japansk avis.
Asger, du er en verdensstjerne nu forestil dig, de taler om dig i Tokyo, sagde Karen og kløede ham bag øret.
Asger kiggede på hende med sit evigt overraskede blik og rullede over på ryggen, som om det hele var det naturligste i verden.
Efter nogen tid dukkede et tv-hold fra Tyskland op. Karen var nervøs hvad nu hvis Asger blev bange for kameraerne, blev forvirret og opførte sig mærkeligt? Men katten forblev tro mod sig selv: sad skævt som altid, stirrede forundret og prøvede at hoppe op i sofaen, men ramte forkert.
Fantastisk! udbrød fotografen. Han er så naturlig!
Da optagelserne var slut, gav instruktøren Karen et fast håndtryk.
Tak fordi du reddede denne kat. Verden er lidt varmere takket være folk som dig.
Karen fulgte dem ud med en klump i halsen. Kunne det virkelig passe, at det her skete? Med hende og netop den syge killing, hun engang fandt bag komposten?
Senere sad hun på sofaen, Asger puttede sig på hendes skød. Udenfor småregnede det, lampen kastede et blødt lys i hjørnet og stemningen var varm og tryg.
Ved du hvad, Asger, sagde Karen stille, mens hun nussede katten da jeg tog dig til mig, sagde mange, at du aldrig ville overleve. At det ikke var værd at bruge penge og kræfter på sådan et dyr. Men nu skrives der om dig i hele verden. Folk kigger på dig og smiler. Skriver, at du hjælper dem gennem svære dage, at dit ansigt får dem til at grine, selv når de har det tungt.
Asger spandt og så på hende næsten, som om han havde regnet universets største gåde ud.
Du beviser, at alle levende væsner fortjener en chance. At det, andre kalder en fejl, kan blive til noget særligt. At kærlighed kan gøre underværker.
Telefonen vibrerede igen denne gang en journalist fra Litauen.
Karen smilede ved tanken. Hun havde aldrig forestillet sig, at hun skulle tale med udenlandske journalister, eller at hendes kat skulle blive berømt. Eller at historien om en syg killing fra haven skulle nå ud til folk verden over. Men det vigtigste var ikke berømmelsen. Det vigtigste var, at Asger levede, havde det godt så godt han kunne og var virkelig lykkelig. Han kunne ikke kravle i træer som andre katte, men han kunne bringe glæde til tusindvis af mennesker med sit usædvanlige udseende. Og det betød langt mere.
Tak for alt, Asger hviskede Karen. Fordi du er dig. Fordi du kæmpede. Fordi du viste mig og tusindvis af andre at ingen situation er håbløs. Kun kærlighed og tålmodighed kan mangle.
Asger spandt og lukkede øjnene. Selv i søvne havde han det udtryk, som om han ikke helt forstod, hvor bemærkelsesværdig hans rejse havde været.
Et sted derude åbnede folk siden om den mærkværdige kat fra Århus, kiggede på billederne og indså noget enkelt: Skønhed er relativ, men godhed er absolut. Og det er godhed, der kan forvandle en lille, syg kat til en stjerne, der bringer lys i tusinders liv.
