Blev ikke lukket ind i hjemmet
Hvorfor lod I hende ikke komme ind? spurgte Rikke, selvom hun havde tøvet længe. I plejede jo altid at lukke hende ind før
Moderen trak på smilebåndet, men uden varme.
Fordi jeg er bange for dig, Rikke. Tror du, vi ikke ser, hvordan du kryber sammen i et hjørne, når din søster vælter ind midt om natten?
Hvordan du gemmer dine bøger, så hun ikke ødelægger dem?
Hun kigger på dig med vrede, fordi du er normal.
Du har en anden fremtid foran dig, men hun hun druknede sin for længst i en flaske
Rikke sank sammen over sin åbne bog, mens der igen begyndte en skænderi i stuen.
Faderen havde end ikke taget jakken af. Han stod i gangen med mobilen i hånden, råbte ind i røret.
Lad nu være med at snakke udenom! brølede han. Hvor har du gjort af pengene? Der er gået to uger siden lønnen! To uger, Lærke!
Fra køkkenet kiggede Hanne frem. Hun lyttede lidt til sin mands ophedede tale over telefonen, så spurgte hun:
Igen?
Morten vinkede bare afvisende og satte telefonen på højttaler. Straks lød gråden gennem stuen.
Den ældste søster, Lærke, havde et talent for at få medfølelse ud af selv det mest hårdhjertede menneske. Men efter så mange år havde forældrene opbygget et panser.
Hvad mener du med “han smider dig ud”? begyndte Morten at gå frem og tilbage i den smalle gang. Det gør han da fuldstændigt ret i.
Hvem skal finde sig i alt det her “ikke-tilstede”-noget?
Har du set dig selv i spejlet for nylig?
Du er tredive, Lærke, og ser ud som en forpint hund.
Rikke lukkede forsigtigt døren til sit værelse op på klem.
Far, kom nu gråden forsvandt pludseligt. Han har stillet mine ting ud på trappen. Jeg har intet sted at gå hen.
Det regner udenfor, det er koldt Kan jeg ikke bo hos jer nogle dage? Bare lige sove ud.
Moderen rakte straks ud efter telefonen, men Morten vendte sig skarpt væk.
Nej! svarede han brysk. Du kommer ikke herind.
Havde vi ikke lavet en aftale sidst? Jo, det havde vi. Efter du pantsatte fladskærmen, mens vi var i sommerhus, lukkes døren her for dig!
Mor! Mor, sig noget! råbte telefonen.
Hanne dækkede sit ansigt med hænderne, skuldrene skælvede.
Lærke hvordan kunne du hviskede hun uden at møde sin mands blik. Vi sendte dig jo til lægen.
Du lovede at prøve. Sidste behandling, sagde de, skulle holde i mindst tre år.
Du holdt ikke engang en måned!
Deres behandlinger er spild af penge! skar det fra Lærke, tonen blev straks koldere og mere bidsk. Det eneste de gør er at tage penge for ingenting!
Jeg har det dårligt, forstår I ikke? Hele min krop brænder, jeg kan ikke engang trække vejret!
Og så taler I om tvet?!
Han sørger mere over det skrammel!
Jeg køber jer et nyt, gør jeg!
Og for hvad? Morten standsede brat og stirrede ind i væggen. Hvordan, når du har brugt alt?
Har du lånt af dine venner igen? Eller pantsat endnu noget fra den der du bor hos?
Det er ligegyldigt! råbte Lærke. Far, jeg har ingen steder at gå hen! Vil I have, jeg skal sove under en bro?
Så gå i varmestue. Gå hvorhen du vil, faderens stemme var uhyggeligt rolig. Her får du ikke adgang.
Hvis jeg ser dig i opgangen, skifter jeg låsene.
Rikke sad på sin seng med armene om benene.
Normalt, når Lærke gik for vidt og fik forældrene op i det røde felt, ramte vreden altid hende bagefter.
Og du sidder bare der! Sidder du med telefonen igen? Du ender lige som din søster, lige så uduelig! de sætninger havde hun hørt de sidste tre år.
Men i dag glemte de hende.
Ingen råbte, ingen kom med stikpiller. Faderen lagde røret, tog jakken af og fulgtes med moderen ud i køkkenet.
Rikke listede stille ud i gangen.
Morten, det går altså ikke, lød det fra moderen. Hun går tabt, forsvinder helt. Du ved, hvordan hun ikke kan styre sig, når det står på.
Hun kan ikke tage ansvar for sig selv.
Skal jeg gøre det for hende? sagde faderen og smed en elkedel på komfuret. Jeg er femoghalvtreds, Hanne. Jeg vil gerne bare komme hjem og sætte mig i min lænestol.
Jeg vil ikke gemme min pung under hovedpuden eller høre fra naboerne om datteren, de fandt i opgangen med mistænkelige typer, som hun svinede til!
Hun er vores datter, sagde Hanne lavmælt.
Hun var datter til hun blev tyve. Nu er hun bare en byrde, der tapper os for alt.
Hun drikker, Hanne, og intet hjælper, hvis ikke hun selv vil.
Men hun vil ikke. Hun kan lide det. Vågne, finde, drikke, sove!
Telefonen ringede igen.
Forældrene tav et øjeblik, så lød faderens stemme:
Ja?
Far igen var det Lærke. Jeg sidder på banegården. Politiet går rundt, de tager mig med, hvis jeg bliver her.
Please
Lyt nu: afbrød faderen. Du skal ikke hjem. Det er slut.
Så skal jeg måske tage mit eget liv? Lærkes stemme blev udfordrende. Det vil I vel gerne? En dag ringer de fra kapellet!
Rikke stivnede. Det var det trumfkort, Lærke altid havde brugt, når alt andet fejlede.
Før virkede det moderen begyndte at græde, faderen blev bleg, og så fik Lærke både penge og husly.
Men i dag lod han sig ikke ryste.
Lad være med at true, sagde han. Du elsker dig selv for meget. Sådan her bliver det:
Hvad? der var et svagt håb i Lærkes stemme.
Jeg finder et værelse til dig. Det billigste, i udkanten. Betaler for første måned. Lidt penge til mad. Det er det.
Finder du arbejde og dropper dumhederne, så kan du faktisk leve.
Ellers om en måned er du ude på gaden igen, og så er det ligemeget for mig.
Bare et værelse, ikke en lejlighed? Far, jeg kan ikke være alene. Jeg er bange.
Og der der kan jo bo ubehagelige mennesker.
Hvordan skal jeg leje med tomme hænder? Jeg har ikke engang sengetøj, alt ligger hos den idiot!
Mor pakker noget sengetøj i en taske. Vi stiller det ved viceværten. Du henter det men kom ikke op i lejligheden, forstået.
I er nogle dyr! Lærke begyndte at råbe igen. Smider jeres egen datter ud på landet! Skal jeg bo som rotte, mens I har tre værelser!
Moderen kunne ikke mere og greb telefonen.
Lærke, hold op! råbte hun så det gav et sæt i Rikke. Far har ret!
Det her er din sidste chance. Enten værelse eller gaden.
Vælg nu, for i morgen får du ingenting!
I røret blev der stille.
Okay, mumlede Lærke endelig. Send mig adressen. Og send lige penge på MobilePay. Jeg er sulten.
Ingen penge, svarede Morten. Jeg køber mad og afleverer det i en pose. Jeg ved godt, hvad du bruger pengene på.
Han afbrød opkaldet.
Rikke vidste, det var nu, hun kunne vove sig ud. Hun gik tøvende i køkkenet, som om hun bare ville hente et glas vand.
Hun ventede at blive ramt af alle de bebrejdelser, der havde hobet sig op.
Faderen kunne være skarp brokke sig over, at hun lignede en sjusket teenager.
Moderen ville sige, alt var ligegyldigt for hende, mens familien kæmpede med så store problemer.
Men de reagerede ikke engang.
Rikke, sagde moderen lavt.
Ja, mor?
Der ligger gamle lagner og pudebetræk på øverste hylde i skabet. Tag dem og læg dem i den blå taske fra bryggerset.
Ja, mor.
Rikke gik i gang.
Hun fandt tasken, tømte gamle ting ud.
Hvordan skulle Lærke klare sig alene?
Hun kunne ikke engang koge pasta selv. Og hun den dårlige vane
Rikke vidste, at hendes søster næppe kunne gå dage uden ny sprut.
Rikke gik ind i forældrenes soveværelse, klatrede op på skamlen og tog lagnerne ned.
Husk håndklæderne! råbte faren fra køkkenet.
De er pakket, svarede Rikke.
Hun så ham tage sine sko på, samle poserne op og forsvinde uden et ord.
Han skulle nok ud og finde det såkaldte værelse.
Inde i køkkenet sad Hanne stadig, som frosset.
Mor, skal jeg hente en pille til dig? spurgte Rikke, forsigtigt.
Mor kiggede op.
Ved du hvad, Rikke begyndte hun med mærkelig, træt stemme. Da hun var lille, troede jeg vi skulle hygge og tale om alt i verden.
Nu kan jeg kun håbe, hun ikke glemmer adressen på værelset. At hun bare når frem
Det gør hun, sagde Rikke og satte sig på kanten af stolen. Hun plejer altid at klare sig.
Ikke denne gang, rystede moren på hovedet. Der er kommet et andet blik i hendes øjne. Tomt. Som om hun allerede er væk.
Det er kun skallen, der mangler sin gift.
Jeg kan også se, hvor bange du er for hende
Rikke tav. Hun havde altid troet, forældrene ikke så hendes frygt, at de havde for travlt med at redde den fortabte Lærke.
Jeg troede I var ligeglade med mig, hviskede hun.
Moderen lagde hånden i hendes hår.
Vi er ikke ligeglade. Vi har bare ikke flere kræfter. Det er ligesom i flyet tag først masken på dig selv, så på barnet. Vi har prøvet alt ti år i træk for at redde hende.
Kuren, healere, dyre klinikker.
Men til sidst var det os selv, der var ved at gå under.
Det ringede på døren. Rikke skar sammen.
Er det hende? spurgte hun angst.
Nej, far har nøglerne. Det er nok levering af dagligvarer, han har bestilt.
Rikke åbnede døren. Buddet rakte hende to tunge poser.
Hun bar dem ud i køkkenet og pakkede ud: ris, konserves, smør, te, sukker. Ikke noget overflødigt.
Det spiser hun jo ikke, sagde Rikke og lagde boghveden til side. Hun skal have det hele færdigt.
Vil hun leve, må hun lære at koge det selv, afbrød moderen og var et øjeblik stålfast igen. Vi kan ikke forkæle hende mere. Ellers graver vi hendes grav med vores medlidenhed.
En time senere kom faren hjem igen. Han lignede en mand, der havde været på fabriksarbejde hele natten.
Fundet, sagde han kort. Nøgler hos mig. Udlejeren er en skrap gammel lærer.
Hun sagde med det samme: bare ét tegn på ballade, så smider hun hende ud.
Jeg sagde det rent ud til hende: Smid hende bare ud med det samme.
Morten sukkede moden.
Ja, Hanne ingen løgn mere. Hun skal vide besked.
Han tog posen med lagner, greb dagligvarerne og gik.
Jeg afleverer det hele ved viceværten. Så ringer jeg til hende og siger hvor det står.
Rikke, lås døren. Og hvis der ringes på hjemmet tag den ikke.
Han gik. Moderen satte sig i køkkenet og græd.
Rikkes hjerte snørede sig sammen. Hvordan kunne det være sådan? Søsterens liv gik bare fra den ene flaske til den næste, og forældrene havde mistet al livsgnist
***
Forældrenes håb blev ikke indfriet en uge efter ringede udlejeren og sagde, at beboeren var smidt ud, endda med politiet.
Lærke havde slæbt tre mænd med hjem og festet hele natten.
Igen kunne forældrene ikke lade datteren i stikken. Lærke blev kørt direkte på afrusningscenter.
Det var et lukket sted med overvågning de lovede der, at om et år kunne Lærke blive ædru.
Måske sker et mirakel alligevelDen første aften uden Lærke føltes tavs, som om noget var blevet suget ud af huset, men også som en vandpyt, der langsomt tørrede ind.
Rikke sad længe i vindueskarmen med sine ben trukket op under sig, kiggede ud på gaden hvor regnen nu kun lå i mørke pletter på asfalten. Hun så moren glide lydløst rundt i stuen og rette på puder, som om det kunne heale det, der var gået i stykker. Hendes far sad i stolen med avisen foldet, men han læste ikke; han stirrede bare.
Der gik nogle dage, før moren begyndte at lave morgensmad igen. Før faren grinede ved middagsbordet, om end det kom klodset og staccato. Rikke bar stadig mørket i brystet, men det føltes på en sær måde lettere. Når hun lagde sig om aftenen, ventede hun forgæves på råb, smæk med døren, den urolige spænding over “hvornår brager det løs igen?”
En aften, hvor hun sad med sin bog den samme, hun for længst havde læst færdig, men som nu føltes anderledes gik moren hen og satte sig på sengen.
Jeg vil gerne læse højt, sagde hun tøvende. Hvis du har lyst. Og hun strøg forsigtigt Rikke over håret.
Rikke nikkede. Stemmen var rusten, men varmen var kommet tilbage mellem ordene. For hver side hun vendte, gled tiden et hak videre. Det var ikke glemsel, ikke engang tilgivelse. Men en blid begyndelse.
Efterhånden som dagene gik, holdt de op med at vente på Lærkes opkald. De svarede ikke mere, når der blev ringet sent om natten. De begyndte at tale om andre ting musik, naboens hundehvalpe, om hvordan syrenerne duftede om foråret. Lærkes navn lå som en lav brise mellem dem, men det kvalte dem ikke længere.
Så en dag, et år senere, lå der et lille postkort i brevsprækken. Rikke bøjede sig ned. Skriften på den gule side var usikker, men genkendelig.
Hej familie.
Jeg er stadig her. Ikke hel, men jeg prøver,
og jeg savner jer.
Knus L.
Rikke lod kortet glide mellem sine hænder længe. Hun bar det ind til sine forældre og lagde det foran dem på bordet. De sagde ikke noget, bare så på hinanden. Deres blikke havde ikke den gamle panik, kun en stille, forsigtig glæde og en underliggende sorg, som ikke forsvandt, men blev omfavnet.
Om aftenen sad de sammen ved det åbne køkkenvindue og lyttede til byen, der gik i ro, og for første gang i lang tid følte Rikke, at hjemmet slidt og mærket, men stadig stående langsomt begyndte at åbne sig igen. Ikke for Lærke, ikke endnu, måske aldrig helt, men for hver af dem selv.
Der var stadig plads til håb, tænkte Rikke og trak vejret dybt, som om verden var blevet lidt større.
