11. juni, København
I dag har jeg reflekteret over de sidste ni måneder af mit liv og måske vil jeg en dag grine af det hele. Første gang jeg mødte Annette, var til en hyggelig fest hos nogle fælles venner her i byen. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg blev ramt af et sus i hjertet hun virkede så varm og levende i sine samtaler, og det var som om vi straks svingede sammen. Vores forhold voksede hurtigt. Alligevel blev min far bekymret og insisterede på, at jeg skulle passe på. Han advarede mig: David, hvad nu hvis Annette kun holder af dig for pengenes skyld? Jeg blev selvfølgelig lidt irriteret. Hvorfor skulle hun ville det? Jeg havde ikke engang nævnt min families velstand eller ejerlejligheder på Frederiksberg til hende. Min far opfordrede mig dog til at holde kortene tæt til kroppen lidt endnu, for at teste om hendes følelser virkelig var ægte.
Jeg tænkte længe over det, og til sidst virkede det nemlig som en god idé måske endda en slags eksperiment. Og det har jo aldrig skadet nogen at være lidt forsigtig. Vi blev gift uden det store ståhej, kun nogle få venner og intet prangende. Jeg valgte med vilje en simpel lejlighed i Valby en, som jeg lod Annette tro, var arvet fra min farmor. De næste seks måneder levede vi helt almindeligt. Jeg gik på arbejde og fik en ganske gennemsnitlig løn, mens Annette sørgede for, at vi ikke brugte mere end vi havde. Det var nogen gange svært, men hun var god til at holde styr på pengene.
Efter et halvt år følte jeg, det var på tide at lægge kortene på bordet og leve åbent sammen. Jeg købte et smukt buket af danske roser fra torvet og glædede mig til at fortælle hende, at jeg faktisk ikke var så fattig som det så ud til. Men da jeg trådte indenfor, stod hun med en kuffert og tøj, parat til at gå. David, mine venner fortalte mig fra start, at du havde mange penge. Det var derfor jeg sagde ja til dig. Nu hvor det ikke er rigtigt, gider jeg ikke det her. Jeg rejser jeg har fundet en mand, som er langt rigere. Det var som at få et slag i ansigtet. Jeg stod tavs et øjeblik, men til sidst svarede jeg roligt: Så havde dine venner ret. Jeg ville bare teste dig og nu har du bevist, at kærlighed for dig handler om kroner og øre. Far havde ret hele tiden.
Selvom Annette bad om tilgivelse flere gange, blev jeg stående fast. I dag ved jeg, at jeg hellere vil leve ærligt end at leve med nogen, der kun ser mig som et adgangskort til penge. Danmark er et lille land, men man finder altid ud af, hvem folk virkelig er til sidst.
