Da dagkokken galede over middag — Nej, nu driller hun mig! — udbrød Signe. — Jesper, kom lige herind. Nu! Hendes mand, som netop havde sparket skoene af i gangen, stak hovedet ind gennem døren, mens han knappede skjorten op i halsen. — Sig, hvad nu igen? Jeg er lige kommet hjem fra arbejde, har hovedpine… — Hvad nu igen?! — Signe pegede på kanten af badekarret. — Kig lige ordentligt. Hvor er min shampoo? Hvor er min hårmaske, den jeg lige købte i går? Jesper kneb øjnene sammen og kiggede på den snorlige række flasker. Der trone-de nu en kæmpe dunk tjæreshampoo, en literflaske med “Burre” og et tungt glas med en underligt brun hårkur. — Øh… Det er vist mor, der har taget sine ting med. Hun synes nok, det er nemmere, når det hele er lige ved hånden… — mumlede han og prøvede at undgå sin kones blik. — Nemmere? Jesper, hun bor ikke her! Og se så lige her. Signe bøjede sig og trak en plasticbalje frem under badekarret. I den lå hendes dyre, franske plejeprodukter, hendes badesvamp og barberhøvl. — Forklar mig lige det her, Jesper. Hun har skrabet mine ting sammen og sat sit eget op! Så syntes hun, at mine sager skulle stå sammen med gulvkluden, mens hendes “Burre” skal stå ærefuldt på kanten af badekarret! Jesper sukkede tungt. — Sig, lad nu være… Mor har det virkelig skidt for tiden, det ved du. Jeg flytter bare dine ting tilbage, skal vi så ikke spise? Hun har i øvrigt lavet kåldolmere. — Jeg gider ikke spise hendes kåldolmere, — snappede Signe. — Hvorfor hænger hun egentlig konstant ud her? Hvorfor bestemmer hun i mit hjem, Jesper?! Jeg føler mig som en fremmed i mit eget hjem, der kun får lov at låne toilettet af ren nåde. Signe skubbede til Jesper og stormede ud. Han skubbede stille hendes balje ind under badekarret igen. Boligproblemerne, der plagede så mange danskere, berørte aldrig Signe og Jesper. Jesper havde arvet en spritny lejlighed fra sin farfar. Signe havde fået mormors hyggelige toværelses. Efter brylluppet slog de sig ned hos Jesper – alt var nyt og der var aircondition. Signes blev lejet ud til et pænt, ungt par. Forholdet til Jespers forældre var altid holdt på “fredsbevarende diplomat”-niveau. Birgitte og hendes mand, den ordknappe og hederlige Per, boede helt ovre på Amager. En gang om ugen — hyggesnak over kaffe og kage. Ingen overraskelsesbesøg, ingen føleri over husholdningen. — Åh, Signe, hvor er du blevet slank, — bemærkede Birgitte, mens hun skar et ekstra stykke lagkage. — Jesper, du må da ikke lade din kone sulte! — Mor, vi træner bare lidt i fitness… — svarede Jesper. Ingen indblanding. Signe pralede endda ofte for veninderne: — Jeg er så heldig med min svigermor. Hun blander sig aldrig, hun kritiserer mig ikke, hun plager ikke Jesper. Guld værd! Alt væltede dog, da Per, efter 32 år, pakkede kufferten, efterlod en seddel “Er taget til Lolland, lad være at lede!”, blokerede alle kontakter og forsvandt. Det viste sig, at “midtlivskrise” ikke bare var et ord, men en konkret, yngre fysioterapeut fra Birgitte og Pers stamspahotel i Marielyst. Det var verdens undergang for 60-årige Birgitte. Først var der tårer, natlige opkald, endeløse gennemgange: “Hvordan kunne han? Hvorfor? Signe, hvordan kunne det ske?!” Signe havde medlidenhed. Hun bragte beroligende te til svigermor, lyttede tålmodigt til de samme historier, nikkede venligt, mens Birgitte svor over “gamle narrefugl”. Men tålmodigheden slap snart op – svigermors evindelige klager begyndte at tære på nerverne. — Jesper, hun har ringet fem gange i morges — sagde Signe under morgenmaden. — Hun ville have dig til at skifte pæren over døren. Jeg forstår hun er ked af det, men… Hvornår stopper det? Jesper trak sig sammen: — Hun er bare ensom, Signe. Hun har altid været med far. Lad nu være at blive vred… — Man kan altså godt selv skifte en pære. Eller ringe til viceværten. Hvorfor skal det altid være dig eller mig? Jeg orker ikke! Bagefter begyndte overnatningerne – Jesper måtte tage til sin mor: — Signe, mor tør ikke sove alene. Jeg sover hos hende nogle dage, okay? — “Nogle dage”? — spurgte Signe skeptisk. — Vi er lige blevet gift, og nu skal jeg sove alene hver uge halvdelen af tiden. — Det går over. Hun skal bare komme ovenpå igen. “Går over” varede en måned. Birgitte ville have sin søn på besøg mindst fire nætter om ugen. Hun simulerede svimmelhed, panikanfald, fremprovokerede vandskader i håndvasken. Signe så manden blive træt, spændt ud mellem to hjem, og begik en fejl, hun fortrød hver dag: *** Hun besluttede sig for at tale en-til-en med svigermor. — Hør nu, Birgitte, — begyndte hun ved endnu en søndagsfrokost. — Hvis du synes det er så hårdt alene, hvorfor ikke besøge os om dagen? Jesper er på arbejde, jeg arbejder tit hjemmefra. Du kan hygge i byen, gå en tur i parken, og så kan Jesper køre dig hjem om aftenen. Birgitte så lidt mærkeligt på hende. — Ja, Signe… Sikke du er handlekraftig. Det er da egentlig rigtigt — hvorfor rådnede jeg derhjemme? Signe regnede med et par besøg om ugen og tænkte, Birgitte ville komme omkring middag og gå igen, inden Jesper kom hjem… Men Birgitte havde sine egne planer – hun mødte op klokken syv hver morgen. — Hvem er det? — mumlede Jesper forvildet, da dørklokken kimede. Han gik selv ud og åbnede. — Det er mig! — lød Birgittes muntre stemme. — Jeg har frisk kærnemælk med! Signe trak dynen over hovedet. — For fanden da… — snerrede hun. — Jesper, det er syv om morgenen! Hvor får hun kærnemælk på det tidspunkt?! — Mor står tidligt op, — Jesper hoppede i bukserne. — Sov du bare. Nu startede mareridtet. Birgitte flyttede ikke bare ind – hun BLEV i lejligheden otte timer ad gangen. Signe forsøgte at arbejde på sin laptop, men konstant hørtes: — Signe, skal jeg lige tørre støv af fjernsynet? Jeg har fundet en klud. — Birgitte, jeg har et vigtigt Zoom-møde! — Åh, rolig nu – du sidder alligevel bare og glor på billeder. Og i øvrigt, min pige, du stryger Jespers skjorter helt forkert. Sømmen skal være knivskarp. Lad mig nu vise dig det. ALT blev kritiseret. Hvordan grøntsagerne blev skåret: “Jeppe elsker strimler, men du laver kedelige tern som i kantinen”. Hvordan sengen var redt: “Sengetæppet skal NED til gulvet”. Hvordan det lugtede på badeværelset: “Der lugter fugtigt, Signe”. — Du må ikke blive ked af det nu, — sagde Birgitte og kiggede ned i suppen. — Men du har altså puttet for meget salt i. Jesper er vant til diætmad, han har sart mave, det ved du vel? Du ødelægger ham, med din mad. Gå nu, jeg laver det om. — Den er udmærket, — snerrede Signe mellem sammenbidte tænder. — Jesper spiste to portioner i går. — Han er bare så høflig. Han vil ikke gøre dig ked af det, så han spiser. Midt på dagen var Signe som oftest klar til at skrige. Hun flygtede på café, sad der i timevis bare for at slippe for svigermors belærende stemme. Hver gang hun kom hjem, var der rykket lidt længere ind. Først stod “yndlingskoppen” — et kæmpe krus med teksten “Verdens bedste mor” — i køkkenet. Så hang et ekstra regnslag i entreen, ugen efter var der ryddet en hylde i garderoben til “hjemmetøjet” og to af hendes badekåber. — Hvorfor har du kåber med her? — spurgte Signe, da hun opdagede det pink vidunder blandt sine egne silkekjoler. — Jamen, min pige? Jeg er her jo hele dagen. Jeg vil gerne føle mig lidt hjemme. Vi er jo EN familie nu, hvorfor er du så tvær? Jesper sagde det samme hver gang: — Kom nu, Signe. Hun har det svært. Hun har mistet sin mand. Kan du ikke undvære en hylde? — Det handler ikke om hylder, Jesper! Din mor fortrænger MIG ud af mit eget hjem! — Nu overdriver du altså. Hun hjælper jo: laver mad, gør rent. Du har selv sagt, du hader at stryge. — Jeg hellere krøllet end strøget af hende! — råbte Signe. Og Jesper hørte hende aldrig. *** Badeværelsesflaskerne blev dråben. — Jesper, kom, — kaldte Birgitte fra køkkenet. — Kåldolmerne bliver kolde! Signe, kom nu, jeg har lavet dem mere milde til dig, ved du ikke er til det stærke. Signe stormede ud i køkkenet, hvor Birgitte var i fuld gang. — Birgitte, — spurgte hun roligt — hvorfor har du flyttet mine ting under badekarret? Birgitte blinkede ikke engang. Hun lagde omhyggeligt en gaffel ved Jespers tallerken og smilede. — Åh, Signe, de flasker? De var jo næsten tomme, du fylder bare op. Og duften… jeg blev dårlig af den. Jeg har sat mine frem. Dine står pænt nedenunder, det forstyrrer ikke nogen. Det var jo på tide med lidt orden. — Jeg er faktisk ikke enig, — sagde Signe og gik over til bordet. — Det er MIT badeværelse. Mine sager. Og MIT hjem! — Nå, så, — Birgitte satte sig og sukkede. — Men det er jo Jespers lejlighed. Du er da bestemt også værten, men… man må vise respekt for sin mands mor. Jesper, der hang i døren, lignede en død mand. — Mor, nu må du lige… Signe har da også en lejlighed. Vi bor bare her nu… — Den gamle rønne? — fnes svigermor. — Lidt hyggeligt måske, men… Jesper, sæt dig nu. Se, konen din er sur, hun har garanteret ikke spist. Signe stirrede forventningsfuldt på sin mand. Hun ventede han ville sige: “Mor, nu stopper du. Du er gået over stregen. Gå hjem nu”. Jesper skiftede blikket mellem mor og hustru – og satte sig bare til bordet. — Kom, Signe, sæt dig nu. Vi kan jo bare tale om det stille og roligt. Mor, du skulle heller ikke flytte hendes ting… — Kan du se, det siger min søn også! — triumferede Birgitte. — Du er slem til det, Signe. Man må ikke være så nærig. Familie betyder, at man deler ALT. Signes tålmodighed slap op. — ALT? — gentog hun. — Nå, så får du det også. Hun tog sin kuffert og gik. Jesper råbte noget, men hun hørte ham ikke. Kuffert og tasker blev hurtigt pakket. Badeværelsesflaskerne lod hun stå – hun ville købe nyt. Hun gik til lyden af to stemmer: manden, der tiggede og tryglede, og svigermoren, der klagede og nåede at fornærme hende en sidste gang. *** Signe vendte ikke tilbage. Skilsmissepapirerne blev sendt straks. Jesper ringer dagligt og beder hende komme hjem. Birgitte flytter nu langsomt det sidste flytterod ind i sønnens lejlighed. Signe er overbevist: Det var hele planen fra starten af.

Dag-gøgen har galet for længe

Nej, nu gør hun det fandme med vilje! udbrød Stine. Jonas, kom herind! Nu!

Jonas, der lige havde sparket sine sneakers af inde i entréen, kiggede træt ind i badeværelset og knappede op i skjortekraven undervejs.

Hvad nu, Stine? Jeg er lige kommet hjem fra arbejde, knolden dunker

Hvad nu? Stine slog ud med hånden mod badekarrets kant. Kig nu lige en gang. Hvor er min shampoo? Og hvor er min hårmaske, den jeg købte i går?

Jonas kneb øjnene sammen, opdagede rækken med flasker.

Der stod nu en kæmpe flaske birketjære-shampoo, en literflaske Brændenælde og et tungt glas med en mistænkelig brun creme.

Øhm Det er mor, der har taget sine ting med. Hun kan bedst lide at have tingene ved hånden mumlede Jonas og undgik omhyggeligt at få øjenkontakt.

Ved hånden? Jonas, hun bor sgu da ikke her! Prøv så at kigge ned.

Stine satte sig på huk og trak sin fine franske kosmetik ud under badekarret, slængt tilfældig i en grøn plastikbalje. Hendes badesvamp og skraber lå oveni.

Forklar mig nu, hvad det betyder? Hun har bare smidt mine ting ned i den støvede balje og sat sit eget op!

Hun har altså vurderet, at mit kan ligge der og samle mug med gulvkluden, mens hendes Brændenælde har ærespladsen på badekanten!

Jonas stønnede.

Stine, lad nu være. Mor har det ærligt talt ikke godt, du ved jo hvordan det er. Jeg flytter bare tingene tilbage, så går vi ind og spiser? Nu har hun lavet frikadeller.

Jeg nægter at spise hendes frikadeller, hvæste Stine. Og hvorfor hænger hun alligevel altid her? Hvorfor opfører hun sig som dronningen af min lejlighed, Jonas?!

Jeg føler mig som en logerende, der høfligt får lov at bruge toilettet.

Stine puffede til sin mand og marcherede hidsigt ud, mens Jonas lydløst skubbede hendes balje på plads under badekarret igen.

Lejlighedskrisen, der har ødelagt liv for millioner, gik forbi Jonas og Stine.

Jonas arvede en ny treværelses i Ørestad fra sin farfar. Stine fik en hyggelig etværelses i Valby fra mormor.

Efter brylluppet flyttede de ind hos Jonas det var nyt renoveret og der var aircondition. Stines egen lejlighed blev udlejet til et respektabelt par.

Forholdet til Jonas forældre kørte på væbnet neutralitet, undertiden afbrudt af høflige smil og pligtskyldige kaffeaftaler.

Birgitte og hendes evigt tavse mand, Helge, boede i den anden ende af byen.

En gang om ugen: traditionel eftermiddagskaffe, obligatoriske spørgsmål om arbejde og helbred, lidt udveksling af småkager og leverpostejmadder.

Nej, Stine, du bliver tyndere igen, sagde Birgitte, mens hun lagde et ekstra stykke lagkage på hendes tallerken. Jonas, fodrer du hende ikke?

Mor, vi er begyndt at træne, Jonas vinkede det væk.

Og det var dét. Ingen uventede besøg, ingen formaninger om rengøring eller børneopdragelse.

Stine pralede ligefrem til veninderne:

Jeg har fået jackpot med min svigermor! Hun blander sig aldrig, og hun er nærmest usynlig.

Alt væltede på en grå tirsdag, hvor Helge, som havde været gift med Birgitte i 32 år, pludseligt pakkede kufferten, lagde en seddel Er kørt til Skagen, led ikke efter mig! på køkkenbordet og blokerede alle kontakter.

Det viste sig, at den sidste krampetrækning ikke kun var et udtryk: Den havde åbenbart bryster og var adgangskvinde til Kurbadet, hvor parret havde holdt ferie de sidste tre somre.

Verden brød sammen for 60-årige Birgitte.

Først kom tårerne, så natlige opkald og endeløse tudeture:

Hvordan kunne han gøre det? Hvorfor? Stine, hvordan er det sket?!

Stine havde medlidenhed. Hun kom endda med urtete og lyttede pænt til de samme historier i uendelige gentagelser, mens Birgitte forbandede den gamle kællingknuser.

Men tålmodigheden var slidt op: Svigermors evige klagesange begyndte at gå på nerverne.

Jonas, hun ringede fem gange i morges, konstaterede Stine over morgenmaden. Hun ville have, du skulle komme og skifte en pære. I gangen!

Jeg forstår det godt, men Hvornår slutter det her?

Jonas blev straks sølle:

Hun er ensom, Stine. Hele hendes liv har hun været bag min fars ryg. Og nu står hun du må ikke blive sur

Man kan sgu da skifte en pære selv eller ringe efter en vicevært. Men nej, det skal selvfølgelig være dig. Og hvorfor mig?

Senere begyndte overnatningerne Jonas begyndte at slæbe tasken hjem til sin mor.

Stine, mor har svært ved at falde i søvn alene, sagde Jonas undskyldende, mens han pakkede. Hun siger, der er SÅ stille. Jeg overnatter der lidt, ok?

Lidt?! Stine rynkede brynene. Jonas, vi er lige blevet gift, og nu flygter du over til din mor? Jeg nægter at sove alene halvdelen af ugen.

Det er midlertidigt. Hun skal bare lige komme sig.

Midlertidigt varede en måned.

Birgitte krævede, at sønnike sad ved siden af hende fire aftener om ugen og helst natten med. Hun simulerede blodtryk, panikanfald og satte håndvasken til at stoppe til.

Stine så jo godt, hvordan Jonas blev fladmast af at pendle mellem to hjem og lavede den fejl, hun senere fortrød hver eneste dag.

***
Hun besluttede sig for et ærligt møde med svigermor.

Birgitte, sagde hun i sofaen under endnu en søndagsfrokost, hvis du synes, det er så frygteligt at være alene, vil du så ikke komme over til os om dagen?

Jonas er på arbejde, jeg arbejder tit hjemmefra. Du kan gå i parken eller hygge her. Om aftenen kan Jonas køre dig hjem.

Birgitte så mærkeligt på hende.

Det er slet ikke så tosset, Stine… Hvor er du fornuftig! Hvorfor skal jeg sidde og rådne op alene?

Stine forestillede sig hyggelige visitter et par gange om ugen, hvor svigermor ville droppe ind ved frokosttid og liste hjem før Jonas kom.

Birgitte så dog anderledes på sagen: Hun stod på dørtærsklen klokken syv sharp næste morgen.

Hvem pokker er det? mumlede Jonas søvndrukkent til ringeklokken.

Han gik selv ud.

Det er bare mig! lød den friske stemme fra dørtelefonen. Jeg har frisk hytteost med!

Stine rullede dynen op over hovedet.

Jeg gider ikke det her hvæsede hun. Jonas, klokken er syv! Hvor fanden får hun frisk hytteost på det tidspunkt?!

Morgenfriske mødre, Jonas støvede bukserne på. Sov du bare.

Herefter var deres lejlighed et mareridt. Birgitte kom ikke bare på besøg hun var på arbejde i otte timer dagligt.

Stine prøvede at arbejde, men havde Birgitte i øret:

Stine, hvorfor har du ikke tørret støv af på TVet? Se, jeg har fundet en klud, jeg ordner det lige.

Birgitte, jeg har travlt, jeg har et vigtigt opkald om fem minutter!

Så vigtigt er det vel ikke, du scroller jo bare rundt! Og forresten, min drengs skjorter du stryger dem jo forkert. Strygefolderne skal være skarpe som et barberblad.

Alle detaljerne blev kommenteret.

Sådan du skærer grøntsager: Jonas kan lide dem i stave, du laver dem i tern som i kantinen.

Sådan du redes seng: Sengetæppet skal nå gulvet, ikke hænge og dingle.

Sådan duftede der på badeværelset: Der skal dufte friskt, ikke af mug.

Tag det nu ikke så tungt, Stine, sagde Birgitte, mens hun kiggede i gryden. Men du har altså saltet suppen for meget.

Min Jonas har følsom mave, han er fra barnsben vant til let kost. Hvilket du burde vide!

Du ødelægger ham snart med dit mad. Gå du bare, jeg laver om.

Han elsker min suppe snerrede Stine og knyttede næverne. Han spiste to portioner i går!

Han er bare høflig. Han vil ikke såre dig. Det gør ondt i mit hjerte.

Ved frokosttid var Stine tæt på tudegrænsen.

Hun flygtede på kaffebar i timevis, bare for ikke at høre den tone mere. Når hun kom hjem, blev hun vred.

Først kom svigermors yndlingskop på bordet en kæmpe lyserød kop med teksten Verdens bedste mor.

Så landede hendes regnfrakke på knagen i gangen, og en uge senere var en hel hylde i garderoben gjort klar til hendes hjemmesko og morgenkåber.

Hvorfor har du morgenkåber her?! spurgte Stine, da hun fandt det lyserøde frotté-monster ved siden af sine silkekjoler.

Jeg opholder mig jo hele dagen her, min ven! Jeg bliver træt, og så er det rart at skifte til noget hjemligt.

Vi er én familie nu, du skal ikke være så stram.

Jonas svarede på klagerne som en plade med hak i:

Vær nu rummelig, Stine. Hun lider. Hun har lige mistet sin mand og har brug for at føle sig nyttig. Er det virkelig så slemt at dele en hylde?

Jeg kan sagtens undvære en hylde, Jonas! Men hun er ved at overtage min lejlighed!

Du overdriver. Hun hjælper jo laver mad, gør rent. Du har jo selv sagt, du hader at stryge.

Jeg vil hellere krølle rundt end gå i hendes strøgne tøj! brølede Stine.

Men Jonas hørte hende knap nok.

***
Badeværelsesflaskerne blev dråben.

Jonas, kom så, råbte Birgitte ude fra køkkenet. Frikadellerne bliver kolde!

Stine, kom nu, jeg har lavet en mild portion til dig, jeg ved du ikke kan lide stærk mad.

Stine stormede i køkkenet, hvor svigermor allerede var begyndt at dække op som om hun ejede stedet.

Birgitte, sagde hun overdrevent roligt, hvorfor har du flyttet mine ting ned under badekarret?

Birgitte trak ikke så meget som et ansigt. Hun lagde elegant en gaffel til Jonas og smilede.

Du mener de dér flasker? De var jo næsten tomme allesammen, de fylder bare. Og de lugtede lidt skarpt. Fik ondt i hovedet af det.

Jeg satte mine op, de virker bedre. Dine stillede jeg pænt ned, så de ikke generede nogen.

Du er vel ikke sur? Der trængte jo til lidt orden under alle omstændigheder.

Jeg er sur, steg Stine frem. Det er MIT badeværelse. MINE ting. Og MIT hjem!

Nu skal du ikke være så dramatisk, min pige. Det er jo Jonas lejlighed.

Du er selvfølgelig husets frue, men man må nu have respekt for sin mands mor.

Jonas, bleg i døren, sagde:

Mor, slap nu lidt af Stine har også en lejlighed, vi bor bare her nu

Kald du det lejlighed? Birgitte himlede. Det er jo en gammel pensionistkasse.

Jonas, sæt dig nu. Din kone er bare sulten og tvær.

Stine kiggede på sin mand. Hun ventede.

Ventede på han ville sige: Mor, stop. Nu er grænsen nået. Pak sammen og smut hjem til dig selv.

Jonas stod der og så fra mor til kone og satte sig bare ned.

Stine, kom og spis. Vi taler roligt, ok? Mor, du skulle altså heller ikke have rykket hendes ting

SER DU! triumferede Birgitte. Min dreng forstår det. Du er blevet egoistisk, Stine, man må ikke være så stridig. Familie betyder at alt deles.

Stines tålmodighed brast.

Alt deles? gentog hun. Jamen det kan vi da godt.

Hun drejede på hælen og forlod køkkenet.

Jonas sagde et eller andet, men hun hørte det ikke. Hun pakkede lynhurtigt kufferterne, det tog ikke engang tyve minutter.

Hun lod flaskerne stå hun kunne sagsøge sig til nyt.

Hun gik til lyden af to stemmer: Jonas klynkede hende tilbage, svigermor skældte, men selvfølgelig pakket ind i pæne fornærmelser.

***
Stine havde ingen intentioner om at vende tilbage til Jonas hun søgte separation nærmest samme dag, hun gik.

Jonas, stadig hendes mand, ringer dagligt med tude-stemme. Birgitte er så småt flyttet helt ind med al sin habengut.

Stine er ikke i tvivl: Det var også hele planen fra start.