På mine gamle dage kom børnene omsider i tanke om, at de faktisk havde en mor, men jeg glemmer aldrig, hvordan de har behandlet mig.
Da min mand gik fra mig til fordel for en yngre kvinde, tog børnene straks hans parti han var nemlig en respekteret mand, direktør for en stor virksomhed. I årevis rakte ingen af dem ud efter mig, og jeg sad helt alene tilbage. For nylig døde min tidligere mand, og først da gik det op for alle, at han havde efterladt alting til sin unge hustru.
Pludselig begyndte børnene at dukke op igen. Nu besøger de mig oftere men jeg ved jo godt hvorfor… Her forleden begyndte min datter endda at hentyde til, at jeg måske burde overveje at få styr på testamentet; tænke på fremtiden. Ingen af dem aner, hvilken overraskelse jeg har i ærmet til dem. Det får de først at vide, når jeg ikke er her mere.
Gennem årene følte jeg mig stadig mere fortabt glemt i kanten af verden. Mine børn så på mig, som om vi hver især talte et fremmed sprog.
Da jeg blev skilt fra min mand, var det det sidste slag i forholdet til børnene. Selvfølgelig tog de hans side: han var den betydningsfulde, og livet med ham gav dem fordele. Jeg blev endegyldigt den forladte hustru, den oversete mor.
Børnene glemte mig hurtigt, og kun fra fælles bekendte hørte jeg om, hvordan de hyggede sig sammen med deres far og hans unge kone. Ferier til sydens sol, fine middage på restauranter, fremtidsplaner. Jeg sad tilbage i min tomme lejlighed; hver eneste nyhed ramte mig som små, iskolde glasstykker.
Til sidst sagde noget i mig, at nu måtte jeg leve for mig selv. Jeg tog arbejde i udlandet. Først dér, mange år senere, mærkede jeg friheden.
På mine gamle dage kom børnene omsider i tanke om, at de havde en mor, men jeg glemmer aldrig, hvordan de har behandlet mig.
Efter årene ude havde jeg sparet op, så jeg kunne forvandle mit liv. Hjemvendt til København lavede jeg hele lejligheden om, købte nyt inventar og elektronik, og lagde penge til side til min alderdom.
Samtidig byggede mine børn deres egne liv op. Jeg hørte, at de klarede sig godt: store bryllupper, børn, fejring af mærkedage. Men så en dag skæbnesvangert nyt min eksmand døde af et hjerteanfald. Alt, hvad han ejede, gik til den unge hustru.
Mine søn og datter stod tilbage uden noget. Deres skuffelse blev hurtigt til varme minder om mig.
Først begyndte de at kigge forbi med små gaver: chokolade, frugt, de spurgte til mit velbefindende. Jeg smilede, men jeg vidste godt, hver af dem havde egne motiver.
Nu er jeg 72 år. Jeg er frisk, rask og godt tilfreds med livet. For nylig begyndte min datter igen at tale i koder, som om det var tid til at tænke på testamentet. Et par uger senere kom mit barnebarn forbi hende der lige var blevet gift sidste år.
Bedstemor, bliver det ikke ensomt for dig her i den store lejlighed? spurgte hun med oprigtig nysgerrighed.
Nej, jeg nyder virkelig at være her, svarede jeg.
På mine gamle dage kom børnene omsider i tanke om, at de havde en mor, men jeg glemmer aldrig, hvordan de har behandlet mig.
Men den er jo så stor, fortsatte hun. Det må da være besværligt at holde den ren. Måske kunne min mand og jeg flytte ind? Så blev det hyggeligere for dig, og vi sparede lejen.
Jeg smilede ved hendes forslag. Deres kalkulation var klar som dagslys.
Hvem har sagt, at I får lov at bo gratis? svarede jeg roligt. Jeg kunne tilbyde jer en god rabat på lejen.
Hun blev helt forlegen. Hun havde tydeligvis regnet med, at jeg ville svinge dørene op og sige: Tag bare det hele, jeg er kun glad. Men jeg havde andre planer.
Flere år tidligere havde jeg allerede oprettet et testamente: min lejlighed skal sælges, og alle penge skal doneres til Børnecancerfonden.
Da min datter hørte det, blev hun rasende. Hun ringede, råbte at jeg var uretfærdig og svigtede mine børnebørns fremtid. Senere kom min søn forbi, forsøgte at overbevise mig om, at han kunne passe på mig. Men deres pludselige kærlighed rørte mig ikke det mindste.
Ville du, hvis du var mig, have lukket dit barnebarn ind i din lejlighed?
