På mine gamle dage huskede børnene pludselig, at de havde en mor, men jeg vil aldrig glemme, hvordan de behandlede mig
Da min mand forlod mig til fordel for en yngre kvinde, valgte børnene straks hans side han var jo respekteret direktør for en større virksomhed i Aarhus. I årevis hørte jeg intet fra dem, mens jeg blev tilbage alene, glemt og usynlig. For nylig døde min eksmand, og der viste det sig, at han havde testamenteret alt til sin unge kone.
Så huskede mine børn på mig igen. Nu kommer de jævnligt på besøg. Men jeg ved jo udmærket hvorfor. For nylig begyndte min datter at hentyde forsigtigt til fremtiden det var måske på tide at tænke på et testamente. Men ingen af dem har den ringeste anelse om den overraskelse, jeg har til dem. Alt skal nok blive afsløret, når jeg ikke er her længere.
Årene gik, og jeg følte mig efterhånden fortabt og forladt, som om jeg boede på kanten af verden. Mine børn så altid på mig som på en fremmed, som om vi talte forskellige sprog. Da min mand forlod mig, blev det sidste rest af vores forhold smadret. De holdt med ham han var jo vigtig, direktør for et kendt firma i Odense.
For at være ærlig, var det heller ikke svært for dem at foretrække ham. Men jeg? Jeg stod alene tilbage. Forladt som hustru, svigtet som mor.
Jeg blev hurtigt slettet fra deres dagligdag, og gennem bekendte hørte jeg kun om deres glæder og luksus sammen med deres far og hans unge hustru. De rejste til Sydfrankrig, spiste på dyre restauranter, lagde planer for fremtiden alt imens jeg sad alene i min lille lejlighed på Frederiksberg. Hver en nyhed om dem, stak som glasskår i mit hjerte.
Til sidst indså jeg, at jeg måtte begynde at leve for mig selv. Jeg rejste til Tyskland for at arbejde. Først da følte jeg friheden skylle ind over mig efter så mange år.
Da jeg vendte hjem, havde jeg sparet nok op til at forvandle mit liv. Jeg fik renoveret min bolig, købte nyt inventar, ny teknologi og lagde lidt penge til side danske kroner jeg kunne leve for i min alderdom.
Imens havde mine børn også klaret sig godt. Jeg havde hørt, de havde fået store bryllupper, børn og fejrede livet. Men så kom den overraskende besked: Min eksmand var død af et hjerteslag. Hans formue gik uden videre til hans unge kone.
Mine børn stod tilbage uden noget. Pludselig huskede de, hvordan de havde en mor.
Først kom de på besøg med små gavekurve. De tog chokolade og frugt med, spurgte til mit helbred, altid med smil. Men jeg gennemskuede hurtigt deres bagtanker hver og en af dem.
Nu er jeg 72 år gammel. Jeg er sund, frisk og nok særdeles tilfreds med mit liv og mit eget selskab. For nylig begyndte min datter meget diskret at nævne det med testamente. Kort tid efter kom mit barnebarn forbi hende, der blev gift sidste år.
Mormor, er det ikke ensomt for dig at være helt alene her? spurgte hun tilsyneladende omsorgsfuldt.
Nej, jeg har det utroligt godt og nyder al den plads, svarede jeg roligt.
Men lejligheden er jo så stor, insisterede hun. Det må da være besværligt at holde det hele rent selv? Hvad nu hvis mig og min mand flyttede ind hos dig? Så ville det da blive hyggeligere for dig, og vi kunne slippe for at betale leje i byen.
Jeg smilede bare. Det var let at gennemskue deres motiv.
Hvem siger, at I ville slippe for at betale? svarede jeg roligt. Jeg skal nok give jer en god rabat.
Hun blev målløs. Hun havde helt klart ventet, at jeg med åbne arme ville sige: Alt mit er jeres, kom ind og tag for jer. Men jeg havde andre planer.
For flere år siden lavede jeg et testamente, hvor jeg klart og tydeligt beskrev, at min lejlighed efter min død skal sælges, og pengene doneres til en fond for syge danske børn.
Da min datter hørte det, gik hun amok. Hun ringede og råbte, at jeg var uretfærdig, og at jeg fratog mine børnebørn deres fremtid. Lidt efter lagde min søn sig mere dæmpet ud og insisterede på, at han gerne ville tage mig under sine vinger. Men deres pludselige kærlighed rørte mig ikke det fjerneste.
Ville du på min plads have ladet dit barnebarn flytte ind i din lejlighed?
