På mine gamle dage kom børnene pludselig i tanke om, at de havde en mor, men jeg glemmer aldrig, hvordan de behandlede mig
Da min mand forlod mig for en yngre kvinde, valgte børnene straks hans side han var jo en respekteret direktør i en stor virksomhed. I mange år tænkte de knap nok på mig, og jeg stod tilbage helt alene. For nylig døde min eksmand, og først da fandt børnene ud af, at han havde efterladt alt sit bo til den unge hustru.
Så blev jeg pludselig aktuel igen. Nu kigger de ofte forbi, men jeg ved jo godt hvorfor… Forleden begyndte min datter forsigtigt at slå på tromme om, at det kunne være på tide at tænke over testamentet. Men ingen af dem har nogen anelse om, hvilken overraskelse jeg har i ærmet til dem det skal de nok forstå, når jeg ikke er her længere.
Årene gik, og jeg følte mig nærmest glemt i udkanten af verden. Mine børn betragtede mig som en fremmed, som om vi talte forskellige sprog.
Skilsmissen fra deres far blev det endelige nederlag i vores forhold. De valgte ham han var betydningsfuld, en mand med navn og position.
Jeg? Jeg blev den efterladte, både som kone og som mor.
Børnene glemte mig hurtigt, og jeg hørte kun gennem bekendte, hvordan de hyggede sig med deres far og den unge kone rejser til Sydeuropa, middage på dyre restauranter, store ferieplaner.
Imens sad jeg tilbage i min tomme lejlighed på Vesterbro. Hver nyhed fra deres festlige liv stak i hjertet som glasskår.
På et tidspunkt indså jeg, at jeg måtte leve for min egen skyld. Jeg tog til Tyskland for at arbejde og mærkede friheden for første gang i mange år.
Da jeg vendte hjem, havde jeg sparet nok op til at forvandle mit liv. Jeg fik renoveret min lejlighed, købte nye møbler og udstyr, og lagde penge til side i banken.
I mellemtiden havde mine børn stiftet deres egne familier. Jeg hørte, de havde det udmærket store bryllupper, børnebørn, fester. Indtil den dag, hvor jeg hørte, at min eksmand var død af en blodprop. Hele arven gik til hans unge kone.
Mine børn, Søren og Frida, stod tilbage uden noget. Den forurettelse de følte, forvandlede sig hurtigt til pludselige varme følelser for mig.
De begyndte at komme forbi med små gaver marcipan, friske jordbær, høflige spørgsmål om, hvordan jeg havde det. Jeg tog imod dem med et smil, men inderst inde vidste jeg, at de havde andet end kærlighed i tankerne.
Nu er jeg 72 år. Jeg er frisk, rask og trives. Forleden begyndte Frida at hentyde til, at det kunne være klogt at tænke på fremtiden. En uge senere kiggede mit barnebarn, Amalie, forbi hun blev gift for et år siden.
Farmor, synes du aldrig, det er ensomt at bo her helt alene? spurgte hun nysgerrigt.
Nej, jeg har det så udmærket, svarede jeg.
Men lejligheden er jo stor det må være svært at holde den ren? Måske kunne Mads og jeg flytte ind hos dig? Så kunne vi hjælpe til, og slippe for at betale husleje et andet sted.
Jeg smilede. Deres egentlige ærinde var nemt at gennemskue.
Hvem siger, I ikke skal betale? rolig svarede jeg. Jeg kan sagtens give jer en god pris.
Amalie så forvirret på mig. Hun havde ventet, at jeg straks ville åbne armene og udbryde: “Tag det alt sammen, jeg bliver så glad.” Men jeg havde helt andre planer.
Faktisk har jeg allerede i flere år haft et testamente, hvor jeg udtrykkeligt har skrevet, at min lejlighed efter min død skal sælges, og pengene forhåbentlig omkring en million kroner skal doneres til et børnehospice.
Da Frida hørte det, blev hun rasende. Hun ringede, råbte, at det var urimeligt, og at jeg tog fremtiden fra mine børnebørn. Søren lagde sig mere taktfuldt op ad mig og tilbød at jeg kunne flytte hjem til ham så kunne han sørge for mig resten af mine dage. Men jeg lod mig ikke overtale af deres pludselige kærlighed.
Ville du i mit sted lade dit barnebarn flytte ind i din lejlighed? Jeg har lært, at man aldrig skal lade sig kue hverken af børns eller børnebørns forventninger. Jeg har besluttet, at mit sidste bidrag skal gå til dem, der virkelig har brug for det.
