Da hun fortalte sin kæreste, at hun ventede barn, så Astrid straks alt i ansigtet på Frederik. Det var tydeligt, at han ikke havde ventet det måske ville han slet ikke gifte sig så tidligt
Astrid havde været forelsket, før hun overhovedet blev atten. Drengen fra deres landsby havde hun haft et godt øje til længe, og de tilbragte hele foråret sammen de gik ture mellem bondegårdene, sad ved åen, nød solnedgangen.
Hun skulle til at begynde på teknisk skole i Aarhus. Men en dag gik det op for Astrid, at hun var gravid. Hun anede ikke, hvad hun skulle gøre.
Hvad vil mor sige? Og Freja? Og alle de andre i landsbyen?
Hun var helt fortabt.
Astrid tog en tung beslutning hun ville ikke have barnet. Med tårer i øjnene betroede hun sig til sin mor, og sammen tog de toget til byen. Hendes mor forsøgte ikke at stoppe hende
Astrid voksede op sammen med sin søster alene med deres mor, og det var svært nok for hende at få hverdagen til at hænge sammen. Nu havde Astrid givet hende en ny bekymring.
I Aarhus gik det hele hurtigt. Bagefter brød Astrid al kontakt med Frederik og han gjorde ingen forskel.
En tom, bitter følelse fandt vej til hendes sjæl. Hun kunne alligevel ikke koncentrere sig om studierne hendes mor var stadig vred og støttede hende ikke længere.
Nu skulle hun finde arbejde og en lille lejlighed at bo i. Tilbage til landsbyen nægtede hun at tage: rygterne gik allerede.
Måske var det skæbnen, der førte hende hen til opslagstavlen foran arbejdsformidlingen. Med pæn håndskrift stod der et frisk jobopslag: Barnepige søges til dreng på 3 år, med mulighed for at bo i familien. Præcis det, hun havde brug for.
Astrid blev ansat hos et ægtepar, begge undervisere på universitetet. Lille Mads, familiens eneste barn, tog hende straks til sig. Når hun sjældent tog tilbage for at besøge sin mor eller søster, spurgte han altid efter hende.
Årene gik. Astrid blev efterhånden en del af husholdningen. Henrik og Inger begge respekterede lektorer satte mere og mere pris på hendes trygge hænder: hun vaskede og strøg, sørgede for orden, hjalp Mads med lektier, handlede ind og lavede fantastisk mad.
Da Mads blev stor nok til, at han ikke længere havde brug for barnepige, beholdt de Astrid som husholderske.
Lønnen var beskeden men med kost og logi var hun tilfreds. Hos dem fandt hun omsorg, ro og en familie, der tog sig af hende.
Kun én ting nagede hende. For nogle måneder siden havde hun mødt Jonas fra naboejendommen. Deres korte stævnemøder udviklede sig hurtigt til noget mere.
De unge kom tæt på hinanden, og snart havde Astrid og Jonas set hinanden gennem tre år. Men hun kunne ikke få børn længere
Hun skjulte ikke sandheden for ham. Jonas trak sig og igen stod Astrid alene med smerten. Igen tomhed.
Så blev hendes arbejde hendes redning. Hun passede på Inger og Henrik, som om de var hendes egen familie.
Langsomt blev hun en uundværlig del af deres liv. Hendes hjerte, engang knust, fandt ro efter anden ulykkelige forelskelse. Astrid begyndte at opgive håbet om nogensinde at blive gift.
Årene gik roligt. Mads blev færdig på universitetet, lærte perfekt engelsk og fik flere gode tilbud han valgte et hos et advokatfirma i London.
Men Inger blev svag. Astrid plejede hende de næste par år, mens Henrik knoklede for at tjene penge både til familien og til at hjælpe Mads.
Men det varede ikke evigt. På dens sidste dag hviskede Inger til Astrid:
Forlad nu ikke Henrik, du må blive Lov mig det.
Da Inger var væk, føltes hjemmet tomt. Henrik sagde nærmest ingenting, sad tavs over aftensmaden med blikket ned i sin tallerken.
Astrids ensomhed voksede. Hun kunne ikke mere bære at sidde fast. Skulle hun søge nyt arbejde? Hun havde ingen uddannelse. Tilbage til landsbyen? Nej, heller ikke der var muligheder.
En aften, efter aftensmaden, stillede hun sig foran Henrik.
Henrik, jeg må videre. Nu har I ikke brug for mig jeg vil sige op. Tak for alt.
Henrik så op, som om han vågnede fra en lang drøm.
Hvad? Hvorfor? Astrid, vil du også forlade mig? Skal jeg virkelig være helt alene?
Astrid sukkede. Henrik rejste sig, gik hen til hende og tog for første gang hendes hånd. Han kyssede den blidt.
Du ved godt, du ikke bare er en ansat. Du er en del af familien. Jeg lader dig ikke gå. Forstår du?
Astrid nikkede, rørt til tårer.
Inger sagde altid, du skulle blive hos os. Vi har vænnet os til dig, Astrid. Bliv her, bliv hos mig. Lad os fortsætte, som vi plejer. Pas på mig så passer jeg på dig.
De stod og græd i hinandens arme ved køkkenvinduet. Og efter den nat blev alt lettere.
Dagene gik igen stille og roligt. Astrid ventede på Henrik hver aften, gjorde rent, nogle gange ringede Mads og lovede at komme hjem
Så gik årene. Nogle dage før Astrids fødselsdag, talte Henrik med hende om, hvor vigtig hun var, og at han gerne ville giftes.
De var jo ikke gift i praksis, men han følte ansvar for hende. Hun var yngre og han havde også brug for nærhed og omsorg.
Astrid takkede for forslaget, men ville intet beslutte uden Mads mening. Da han kom hjem, gentog Henrik sit ønske.
Sønnen var enig; han havde altid elsket Astrid som sin anden mor. Mads havde både godt job og bolig i udlandet og var gift.
Så blev Astrid Henrik Sørensens hustru. De elskede hinanden, måske mere end mange andre ægtepar gjorde.
Hun kaldte ham høfligt Henrik, stadig med respekt, mens han kærligt sagde Astrid. Astrid havde aldrig før været så lykkelig.
Hun bad for sin mands helbred hver eneste dag og ønskede, at hans liv måtte blive langt.
Og man skulle ikke tro, når man så dem promenere i parken, hvor meget deres liv var flettet sammen og hvor dyb og sand deres kærlighed var.
