Da jeg tænker tilbage på dengang, da jeg fortalte min kæreste, at jeg ventede et barn, kan jeg stadig se udtrykket i Hans ansigt for mig. Det var så tydeligt, han havde slet ikke regnet med, at et barn var på vej, og tanken om ægteskab var vist heller ikke noget, han havde overvejet i sådan en ung alder.
Jeg var forelsket i Hans, længe før jeg fyldte atten. Han var den rare fyr fra vores lille landsby på Fyn, og hele den forårs- og sommermånederne tilbragte vi sammen gik ture langs markvejene, sad ved Gudenåen, nød fuglesang og solnedgang over engen.
Til september skulle jeg begynde på teknisk skole inde i Odense. Men en dag forstod jeg pludselig, hvad det betød, når ens krop føltes anderledes, og jeg vidste, at jeg var gravid. Hvad skulle jeg gøre? Hvad ville mor sige, og min lillesøster, og alle snakkesalige folk i byen?
Jeg blev forvirret og ulykkelig. Jeg besluttede straks, at jeg ikke ville have barnet. Jeg fortalte det til min mor, mens tårerne trillede ned af kinderne, og derefter rejste jeg til Odense. Min mor sagde ikke noget til at stoppe mig hun havde nok at kæmpe med til daglig, og nu kom jeg oveni med sådan en gave.
Det gik roligt for sig i Odense. Bagefter afbrød jeg kontakten med Hans. Han forsøgte heller ikke at opsøge mig. Kærligheden blev til en tomhed indeni, et bittert svigt, som jeg længe ikke kunne slippe. Jeg evnede ikke længere at passe skolen, og jeg vidste, jeg ikke kunne forvente støtte fra min mor, som stadig var vred.
Jeg var nødt til at finde arbejde og værelse i byen, for tilbage til landsbyen ville jeg ikke alle kendte jo min historie.
Det var nok skæbnen, der førte mig forbi et stillingsopslag ved busholdepladsen: Barnepige søges til dreng på 3 år, med kost og logi, i lærerfamilie. Det var jo perfekt.
Jeg blev ansat hos familien Mikkelsen i Odense. Lille Rasmus, deres sene og eneste barn, blev så glad for mig, at han hver gang jeg tog hjem til min mor og lillesøster, spurgte efter hende Sidsel. Årene gik, og jeg blev helt en del af familien. Henrik og Birgitte Mikkelsen arbejdede begge på universitetet, og jeg tog efterhånden over på det meste i det daglige: vasket tøj, rengøring, hjælpe Rasmus med lektier, handle ind, og lave god, dansk mad.
Da Rasmus blev ældre og ikke længere behøvede en barnepige, lod de mig blive som husholderske. Jeg fik ikke meget i løn måske 3.000 kroner om måneden efter værdien dengang men jeg havde tag over hovedet og mad hver dag, og det eneste, jeg ønskede, var noget ro.
Det eneste, der trykkede mig, var, at jeg en dag mødte Peter fra opgangen ved siden af. Vores aftenture begyndte ydmygt, men snart blev vi et par. Vi havde kendt hinanden tre år, men børn kunne jeg ikke få længere og jeg skjulte ikke sandheden for Peter. Igen stod jeg alene tilbage, forladt, med en tung sorg i hjertet.
Mit fristed var fortsat arbejdet og familien. Jeg tog mig af Birgitte og Henrik, som om de var min egen familie, særligt da Birgitte blev svagelig. Henrik sled med sit job for at spæde til og hjælpe Rasmus, der nu læste på universitetet og blev tilbudt job i udlandet, hvor han rejste til.
Da Birgitte blev dårligere, blev jeg hendes støtte gennem flere år. Før hun gik bort, bad hun mig, med svag stemme: Sidsel lov mig, at du ikke forlader Henrik.
Efter Birgittes død blev huset stille, og Henrik blev indesluttet. Jeg følte mig pludselig unødvendig. Jeg måtte finde et nyt arbejde, selvom jeg ikke havde en uddannelse, eller tage tilbage til Fyn, selvom mulighederne der var få.
En aften, efter aftensmaden, trådte jeg frem og sagde til Henrik: Jeg må nok hellere sige op, Henrik. De behøver mig ikke længere. Tak for alt.
Han løftede hovedet og så på mig, som om han først lige var vågnet: Hvad mener du, Sidsel? Du kan da ikke bare gå. Skal jeg også miste dig?
Jeg sukkede, og han gik hen til mig, tog min hånd, og kyssede den. Du er jo ikke bare en ansat her, Sidsel. Du er familie. Jeg slipper dig ikke.
Jeg blev rørt. Birgitte sagde det også vi har jo vænnet os til dig. Bliv hos mig. Lad alt forblive, som det var. Så tager vi os af hinanden.
Vi stod længe, i stilhed og tårer, ved køkkenvinduet og holdt om hinanden. Og bagefter blev vores liv roligere. Jeg hyggede om Henrik, holdt huset, ventede på opkald fra Rasmus, som nu boede i Sverige og var gift.
To år efter, kort før min fødselsdag, sagde Henrik en aften, hvor vi drak kaffe sammen: Ved du, Sidsel du betyder alt for mig. Vi burde gifte os, så jeg kan sørge for dig, hvis der sker mig noget. Du er yngre, og du har været min tryghed.
Jeg takkede for omtanken men sagde, at vi måtte have Rasmus accept. Da han kom hjem på besøg, løftede Henrik emnet, og Rasmus nikkede han elskede mig næsten som en mor.
Sådan blev jeg til sidst Henriks hustru. Vi elskede hinanden med roligt, varmt sind som ethvert ægtepar. Jeg kaldte ham stadig Henrik, med respekt og varme, og han sagde altid venligt Sidsel til mig. Aldrig havde jeg været gladere.
Jeg bad hver dag for, at Henrik måtte leve længe og have det godt. Og ser man os gå hånd i hånd gennem Kongens Have i Odense, ville ingen ane, hvilke liv vi har levet, og hvor meget kærlighed, der forbandt os, gennem næsten et helt liv i skygger og solskin.
