Da jeg trådte ud fra Rigshospitalet, stødte jeg bogstaveligt talt ind i en mand i døren.
Undskyld, sagde han, mens hans blik dvælede ved mig et øjeblik.
I det næste øjeblik blev han dog kold, næsten nedladende i sit blik, vendte sig hurtigt væk og glemte vist at jeg fandtes.
Sådan et blik havde jeg set utallige gange før. Smukke, slanke piger blev betragtet anderledes. På dem var mænds øjne ikke tomme eller ligeglade, men snarere sultne og længselsfulde. Det gjorde ondt dybt indeni mig. Var det min skyld, at jeg var født sådan her?
Som lille pige blev jeg rost for mine runde kinder, buttede ben og min lille popo. I skolen, i gymnastiktimen, blev jeg altid stillet forrest i rækken blandt pigerne. Jeg blev kaldt for alt muligt: fed, tyk, Gurli Gris fra tegnefilmene, græskar. Det meste tog jeg med et gran salt, men der var øgenavne, jeg helst ville glemme. Børn kan være onde, og lærerne så, hvordan jeg blev drillet, men gjorde intet ved det.
Jeg kæmpede med alverdens kure, men sulten var min evige følgesvend, og kiloene kom hurtigt tilbage. Jeg havde et kønt ansigt, men min figur ødelagde alt.
Mit store ønske var at blive lærer, men jeg droppede tanken. Jeg var bange for, at børnene også ville finde på alt muligt bag min ryg. Så efter gymnasiet søgte jeg ind på sygeplejeskolen i København. Her gjorde det ingen forskel, hvordan man så ud, bare man kunne hjælpe og lindre.
Der var ingen drenge i min klasse, pigerne havde travlt med at forelske sig og gifte sig. Jeg sad tilbage, altid alene. I timerne bad pigerne mig sætte mig forrest, så de kunne gemme sig bag mig for lærerens blik.
Når jeg så forbi butiksvinduerne på Strøget, længtes jeg efter de smukke kjoler, jeg aldrig ville kunne passe. Jeg gik altid i løse trøjer og brede nederdele for at skjule figuren. Men nåle kunne jeg klare, og ældre patienter var vilde med mig.
En dag tog jeg med pigerne på skøjtebanen i Frederiksberg Have. Drengene, vi mødte, kunne ikke dy sig: Se, der er én til slagteriet! De råbte og lo. Jeg havde mest lyst til at tude.
Min mor forsøgte at præsentere mig for veninders sønner. Jeg gik et par gange på date. Den ene lod, som om han ventede på en anden, og vendte sig væk, så snart han så mig. Den anden begyndte at gramse, inden vi overhovedet havde hilst rigtigt, jeg skubbede ham væk og han landede i en vandpyt. Du skulle være taknemmelig, hvem gider ellers have dig? råbte han efter mig. Jeg gik aldrig mere på date. Bedre at være alene.
På facebook havde jeg billedet af Fiona fra Shrek som profilbillede. En fyr spurgte, hvordan jeg så ud i virkeligheden. Jeg svarede, at jeg ligner Fiona – bare ikke grøn. Fyren troede, jeg lavede sjov. “Er du ikke bare træt af opmærksomhed fra beundrere og prøver at skræmme os væk?” skrev han, og foreslog vi skulle mødes. Jeg stoppede samtalen.
En dag i afdelingen stødte jeg ind i en lille dreng på sekssyv år.
Hvor skal du hen? Her er syge mennesker, du må ikke larme, sagde jeg og tog ham i hånden.
Jeg ville bare glide hen ad gulvet, indrømmede han.
Hvem er du her med?
Med far, vi besøger mormor. Hvor er toilettet? spurgte han.
Kom, jeg viser dig. Kan du selv klare det?
Drengen så på mig med overbærende blik. Jeg blev ikke fornærmet over ham. Straks efter kunne jeg høre, at han var færdig.
– Nu skal du vise mig, hvilket rum din mormor ligger i, sagde jeg.
Han så alvorlig ud og satte fingeren for munden. Han pegede; Jeg tror, det er den der.
Tror? Du så ikke nummeret? Kan det være, du ikke kender tal? spurgte jeg, for det var et herreværelse.
Jeg kender alt! Jeg kan endda bogstaver. Det er den der, sagde han bestemt og pegede på rum fem.
Din lille spøgefugl, sagde jeg og lod, som om jeg blev sur.
Drengen grinede: Hvad hedder du?
Mads, sagde drengen hurtigt, da døren gik op og en høj, flot mand kiggede frem.
Han så strengt på Mads: Hvad tog så lang tid? Så så han på mig. Han målte mig med et blik, mistede straks interessen. Drillede han? spurgte han.
Så mange ligegyldige, kolde mandeblikke havde jeg set.
Nej, ikke din skyld, sagde jeg og gik videre.
Kom, sig farvel til mormor, vi skal hjem hørte jeg ham sige bag mig.
Dagen efter var Mads og faren igen på besøg. Faren gik lige forbi mig uden at kigge, så jeg rakte tunge bag hans ryg. Mads så det, grinede og gav mig tommelfingeren op. Jeg smilede og vinkede til ham.
Efter middagstid gik jeg ind til stue fem.
Du ser godt ud i dag, Anna Kristiansen. Har du haft besøg af barnebarnet? spurgte jeg hende.
Ja, så du ham? Søde dreng. Jeg vil bare så gerne se, hvordan han vokser op.
Du skal ikke dø endnu. Du skal nå at passe oldebørn, sagde jeg muntert.
Det håber jeg. Jeg bekymrer mig bare for ham. Han vokser op uden mor, sukkede Anna.
Hans mor…
Nej, hun er ikke død. Hun forlod drengen og os. Sagde ikke ret meget, bare forsvandt.
Du sagde sin søn? Jeg undrede mig.
Mads er ikke mit rigtige barnebarn. Men vi elsker ham, som var han vores egen. Min søn blev gift med en meget smuk kvinde. Efter brylluppet fortalte hun først, at hun havde en søn. Man kan ikke starte et ægteskab på en løgn. Min mand blev helt ødelagt, og nu er jeg i hospitalet.
For to år siden fik hendes mor et godt jobtilbud i udlandet. Hun tog af sted, efterlod barnet. Hun var model. Drengen var i vejen for hende. De kvinder, min søn nu møder, er af samme slags: smukke, egocentriske. Mads kan ikke lide dem.
Hele dagen havde jeg Anna Kristiansens ord i hovedet. Da jeg gik ind for at give hende en sprøjte, snøftede hun.
Anna, du må ikke blive ked af det, husk det nu! sagde jeg.
Nej, det er bare se her. Hun viste mig en tegning.
En lille dreng holdt mor og far i begge hænder. Det var tydeligt Mads og hans forældre.
Han leder efter en mor. Det kunne nemt være dig, Johanne, sagde Anna.
Nej nej, han har jo tegnet sin egen mor, sagde jeg hurtigt.
Nej, den mor var meget tynd. Her er mor større end far. Se selv, sagde hun og snøftede igen.
Jeg lagde straks mærke til, at moren på tegningen faktisk var større end faren. Selv børn ser, hvor stor jeg er. En flot mand som Mads far vil aldrig se mig. Jeg drømmer bare.
Efter det udvekslede jeg dagligt et par ord med Anna, hver gang, jeg skulle ind forbi. Da Mads igen kom med faren, løb han direkte hen til mig.
Hej! Johanne, har du stærke hænder? spurgte han.
Måske? svarede jeg forvirret.
Farmor siger, at hun er i gode hænder. Hun kommer snart hjem, ikke? Og jeg har fødselsdag om en uge, sagde han.
Jeg tror faktisk, hun snart kommer hjem. Hvor gammel bliver du?
Seks! sagde han stolt. Jeg vil gerne invitere dig til min fødselsdag.
Det vil jeg gerne, men du skal spørge din far om lov, svarede jeg.
Det gør jeg nu! Mads forsvandt ind på stuen.
Næste dag ventede Mads og faren, Ivan, på mig.
Far, du har lovet! råbte Mads, da jeg kom.
Jeg husker det, sagde Ivan og rakte mig en seddel. Jeg vil gerne invitere dig til min søns fødselsdag. Her er adressen og nummeret. Kl. 13 på lørdag hvis du altså ikke har andre aftaler, sagde han.
Jeg har ingen planer, varmede det rødmende ud af mig.
Mads bliver ked af det, hvis du ikke kommer og så gør min mor det også. Og hun skal ikke blive ked, du sagde det selv.
En hel uge! Nu må jeg virkelig prøve at tabe lidt mere, tænkte jeg.
Hjemme fortalte jeg min mor om Mads.
Du skal tage af sted. Små drenge forstår kvinder meget bedre end voksne mænd. Måske kan noget opstå med faren? Og Johanne barnet leder efter en mor!
Men hans far glor ikke engang på mig, sukkede jeg.
Det er ikke kun sine egne følelser, han tænker på. Hvis det kun handlede om kvinder med det perfekte ydre, var han gift med endnu en model for længst.
Lørdag morgen satte jeg mit hår, fandt min bedste kjole, lagde lidt mascara. Jeg stirrede længe i spejlet, men blev ikke pænere mindre blev jeg ikke.
Gaven havde jeg købt for længe siden. Mads venter, jeg må af sted, sukkede jeg og gik.
Så snart jeg trykkede på dørklokken, blev døren åbnet. Hjertet bankede.
Johanne er kommet! råbte Mads og lagde armene omkring mig.
Jeg krammede ham, klappede hans korte hår og rakte ham gaven. Hans øjne lyste op.
I stuen var bordet pyntet. Ivan sad der, ved siden af en køn, blond kvinde. Overfor sad en ældre mand Mads morfar, tænkte jeg.
Blondinen målte mig op og ned med hævede bryn.
Det er Johanne. Min redningskvinde, præsenterede Anna Kristiansen mig. Og det er Svend, min mand. Min søn Ivan kender du, og dette er bare en ven, Camilla, sagde Anna til sidst lidt ligegyldigt og så ikke på blondinen.
Blondinen fnøs. Anna rakte ud efter en salatskål, men ramte et vinglas så det væltede og rødvin flød ni Camillas kjole. Camilla fór op, væltede stolen og gik hurtigt ud. Forvirringen var total men ingen holdt hende tilbage. Jeg fik også lyst til at gå.
Du skal ikke tage det personligt, begyndte Ivan.
Det var jo ikke mig, der blev ramt. Jeg skal vist også hjem, sagde jeg.
Nej, min mor har lavet sin hjemmelavede kage. Bliv lidt. Jeg skal nok følge dig hjem bagefter.
Vi sad tavse i bilen på vej mod Østerbro.
Der var ikke grund til at følge mig hele vejen, sagde jeg.
Min mor havde ikke tilgivet mig, hvis jeg lod dig tage hjem alene. Det sker tit, at vi støder på hinanden. Hun prøver at spille Kirsten Giftekniv, tror du ikke?
Jeg elsker dig ikke, og du elsker ikke mig. Jeg har ikke tænkt mig at blive gift, sagde jeg, stemmen skælvende. Jeg skal nok prøve at lade være med at stå i vejen for dig.
Bilen stoppede. Jeg rodede med døren, der var låst.
Luk den op nu, sagde jeg hårdt.
Pludselig lænede Ivan sig ind og kyssede mig. Jeg skubbede ham væk.
Hvad bilder du dig ind? Er du træt af tynde blondiner? Vil du prøve noget nyt? Skal jeg være taknemmelig over din opmærksomhed? Jeg var vred og rød i kinderne.
Han anede ikke, hvor smuk jeg var i det øjeblik. Ivan så på mig, fyldt af følelser. Blondiner var kolde og selvglade. Jeg var noget andet.
Undskyld. Jeg ved ikke, hvad der gik af mig. Jeg ville ikke såre dig. Men jeg troede bare, at…
Ja. Ingen har nogensinde kysset mig. Bortset fra dem, der gjorde mig en tjeneste. Andre ser på mig med medlidenhed og afviser mig uden at kende mig, sagde jeg og steg ud.
Sidst i august blev det pludselig køligt, regn og vind fyldte dagene. Tre uger var gået siden Mads fødselsdag, jeg havde ikke set Ivan siden.
Jeg kom træt hjem, tog mine våde sko af.
Der har været en ung mand, sagde min mor og smilede.
Hvem?
Pæn, velfriseret. Lidt forpint. Han ville gerne have, at du ringede.
Jeg ringede næsten straks, gik ind i køkkenet for privatliv.
Det var mig, der var forbi. Mads er blevet syg. Vil du komme og give ham en indsprøjtning?
Jeg kommer straks!
På vejen forbi lagde jeg vejen forbi 7-Eleven og købte sprøjter og desinfektion.
Mads lyste op, da jeg trådte ind. Hans pande var svedig, men varmen var faldende. Jeg forberedte antibiotika og vitaminer.
Kan du huske, jeg har stærke hænder? Ikke bange nu, sagde jeg, da jeg så skrækken i øjnene.
Han kneb øjnene sammen bagefter erklærede han glad, at det næsten ikke gjorde ondt.
Ivan så på mig med interesse. Ingen havde før set på mig sådan. Jeg rødmede.
Ivan kørte mig hjem igen.
Johanne, kom med ud og få en kop kaffe? Vi fik aldrig talt ordentligt.
Gør du det for din søns skyld? Lad nu være. Jeg begynder bare at håbe. Du kan ikke elske mig. Jeg er for stor.
Du er ikke stor. Du er varm, blid og god. Børn tager aldrig fejl; de kan ikke narres. Både Mads og jeg kan lide dig. Jeg tror, vi kunne blive en god familie.
Og hvis Mads mor vender tilbage?
Hun kommer ikke igen. Hun har underskrevet papirer på, hun ikke vil have ham, og accepteret skilsmissen. Hun er gift i udlandet nu. Sønnen betyder intet for hende. Han er min. Vil du gå ud med mig på en date?
Ja, svarede jeg stille.
Der findes en for alle. Måske ser vi ikke vores anden halvdel, måske overser vi sjælsfrænder. Måske er det kærlighed, som lader os se en hvid svane i den, der var en grim ælling. En følelsom, kærlig sjæl. En eneste, der passer sammen med mig.
