En lille by ved havet
Aftenen sænkede sig over den søvnige kystby. Efteråret havde endnu ikke rigtig sat sit præg på stedet, kun turisterne var blevet færre. Bjørn var ikke den type, der brød sig om strålenes larm og sommerheden. Derfor havde han valgt at tage på ferie i oktober. Det var stadig varmt nok til at bade, men nætterne var allerede kølige og klare. Han havde også en anden grund til at komme her.
Han gik langsomt og studerede husnumrene. Han havde troet, han ville genkende stedet med det samme, men alt var fremmed. Foran det rigtige hus standsede han, tog en seddel op af lommen og tjekkede adressen. Det var det rette sted, men hvor der engang havde stået et lille enfamilieshus, var der nu en toetages villa med spids tag. Gennem det smedejernsgitter kunne han tydeligt se den velholdte have fyldt med træer – æbler, figner og citroner.
Bjørn satte sin sportsvæske fra sig på jorden, tog et lommetørklæde op og tørrede sveden af panden. Dybt inde i haven stod en kvinde og tog vasketøj ned fra snoren. Han så hende kun bagfra. *”Er hendes mor stadig i live?”* tænkte han. Kvinden samlede en kurv med tøj op og skulle til at gå. Bjørn tog en dyb indånding og råbte:
“Halløj! Lejer I værelser ud?”
Kvinden vendte sig og stirrede på ham, så gik hun hen til grinden. Da hun kom nærmere, så han, at hun var på hans egen alder.
“Søger du et værelse?” spurgte hun og kneb øjnene sammen, som om hun prøvede at genkende ham.
“Ja. Nogle bekendte boede her til sommer og anbefalede stedet,” løj han.
“Hvorfor kommer du så sent? Sæsonen er næsten forbi.”
“Det passer mig fint. Jeg kan ikke lide heden.” Bjørn smilede. “Så, kan jeg leje et værelse?”
“Du kan leje dem alle. Der er tomt,” svarede hun, satte kurven fra sig og åbnede grinden. “Kom ind, døren er åben.”
Bjørn greb sin taske og gik forbi hende ind i huset.
“Kom nu,” sagde hun igen, da han tøvede foran døren.
Indenfor var der en stor entré, der også fungerede som stue. Rent, lyst, hyggeligt – helt anderledes end han mindedes det.
“Din stue er på første sal. Kom, jeg viser dig det,” sagde kvinden.
Trappen knagede svagt under hans vægt. Der havde ikke været en øverste etage før. Var han kommet til det rigtige sted?
“Døren til højre,” sagde hun. “Hvor lenge bliver du? Nå, det gør ikke noget. Badeværelset er ved siden af. Det deles mellem tre værelser, men lige nu bor du alene, så det er kun dit.”
Bjørn trådte ind i et lille, hyggeligt værelse. Udefra kunne han se havet, hvor en blodrød solnedgang brændte på horisonten.
“Det er som i et eventyr,” mumlede han.
“Dine bekendte fortalte dig vel om prisen? Det er ikke sæson længere, så jeg kan godt gå ned i pris. Mad er ekstra.”
“Det er helt fint.” Bjørn smilede til hende. “Hvad skal jeg kalde dig?”
“Ida. Og dig?”
“Bjørn,” svarede han, næsten stammende.
*Ida. Kunne det virkelig være den samme Ida? Hun er så forandret. Men hvad havde jeg regnet med? At hun forblev den samme unge pige efter fyrre år? Tiden ændrer alt. Hun genkender mig tydeligvis ikke,* tænkte han, mens han iagttog hende.
“Har du været her før?” spurgte Ida pludselig, som om hun havde læst hans tanker. “Du ser så underligt på mig…”
“Nej, jeg har aldrig boet i dette hus,” svarede han og kiggede hurtigt rundt igen.
“Skal du med til aftensmad?” spurgte hun.
“Hvis det ikke er for besværligt,” sagde han og spejdede efter glimt af den kvinde, han engang kendte.
“Slet ikke. Kom ned om tyve minutter.” Og så forlod hun værelset.
Bjørn satte sig tungt på sengen. Den var blød, men ikke for blød, og knagede ikke under ham. For fyrre år siden havde han boet nedenunder, i et lille, snævert værelse. Der var ingen første sal dengang.
*Hun genkendte mig ikke. Men det er ikke så mærkeligt – fyrre år er lang tid. Hun har sikkert glemt alt om mig. Tykkere, ældre. Hvis jeg mødte hende på gaden, ville jeg ikke genkende hende. Åh, Ida, hvor er der gået meget vand i Århus Å siden da…*
***
Han var ankommet til den lille kystby med to venner. Hans egen kæreste, Mette, skulle også have været med, men lige før afrejsen opdagede han hende sammen med en ældre mand. Efter en voldsom elitescene nægtede hun at tage med. Bjørn var knust og ville helst blive hjemme. Hvordan kunne han nyde ferien, når hans verden var styrtet sammen?
Men hans venner overtalte ham til at komme væk. De boede alle tre i et værelse – ham selv, hans ven og dennes kæreste, Anne. I højsæsonen var der ikke meget at vælge imellem. Bjørn følte sig til besvær. Han gik lange ture langs havnen om aftenen for at lade de to være alene. Selv på stranden holdt han sig på afstand.
Så mødte han Ida. Hun svømmede også væk fra de overfyldte strande, og hun var en glimrende svømmer. De blev bekendte, og Bjørn spurgte, hvor hun boede.
“Jeg er hjemmehørende. Jeg er på besøg hos min mor,” svarede hun og trak en kjole på over den våde badedragt.
“Må jeg følge dig hjem? Vent, bliv lige!” Han skyndte sig at samle sine ting sammen.
På vejen spurgte han, om hendes mor lejede værelser ud.
“Selvfølgelig. De fleste gør det her. Om vinteren skal man jo leve af noget. Har du ikke et sted at bo?”
“Jo, men jeg bor med min ven og hans kæreste, og det er akavet for os alle.”
“Hvis du vil, kan du bo hos os. Jeg taler med mor,” tilbød Ida.
Bjørn sagde ja med det samme, uden engang at se værelset. Det var meget mindre, men dyrere. Hans venner protesterede og prøvede at overtale ham til at blive.
“Jeg har mine grunde,” svarede han undvigende, og de lod ham gå.
De to uger fløj af sted. Bjørn tænkte næsten ikke på Mette. Hvorfor skulle han også det, når den smukke og forelskede Ida var ved hans side? Dengang troede han, han elskede hende.
Engang hørte han, hvordan hendes mor skældte hende ud for at tilbringe natten med en gæst. Hun advarede hende om at passe på. Men hver aften mødDe fandt hinanden igen ved havnen, under en stjerneklar himmel, og i det øjeblik føltes alt muligt – men dagen efter var toget til København booket, og tiden tog dem med videre.
