Der bliver ikke noget bryllup
Hvorfor er du så stille i dag? spurgte Helene. Vi havde jo aftalt at tage ud og kigge på soveværelsesmøbler på lørdag. Men du virker trist. Hvad er der galt?
Jonas vidste, at nu var det nu. Der var ikke noget at udsætte det mere, han blev nødt til at få det sagt.
Helene Jeg ville lige sige noget. Om brylluppet.
Helene havde ventet længe på den samtale. De havde aftalt, at festen skulle være lille og hyggelig, men hun havde kunnet mærke, at Jonas gerne ville gøre noget særligt ud af det; stor fest, masser af gæster, fotograf, planlægger Hun havde bare ventet på, at han ville tage samtalen op!
Bare sig det, ikke så meget snak. Jeg tror, jeg ved hvad du vil sige, sagde hun og smilede.
Men Jonas sagde:
Skal vi ikke udskyde Skal vi ikke udskyde brylluppet?
Det var ikke den samtale, hun havde forventet.
Udskyde det? spurgte Helene forbløffet. Hvad er det for et pludseligt udspil? Hvorfor det? Vi har jo lige talt om at bestille invitationer Du valgte dem selv. Og gæstelisten! Har du ombestemt dig og vil ikke gifte dig med mig længere?
Hun ventede nærmest, at han nu, som i en dårlig film, ville sige, at kærligheden var væk.
Men Jonas svarede ikke som i en film.
Lige nu kniber det lidt med pengene, mumlede han. Min løn er blevet forsinket. Vi når ikke rigtig at spare op. Og Vi har jo kun boet sammen et halvt år. Er det ikke lidt hurtigt?
Hurtigt? udbrød Helene. Jonas, vi har været kærester i tre år! Tre år som par og seks måneder sammen synes du det er for tidligt?
Nu så han ikke længere så skræmt ud.
Lad nu være, Helene. Jeg gider ikke ballade. Det er bare en pause. Selvfølgelig vil jeg giftes, men et bryllup er altså dyrt.
Fint Så lad os bare blive viet på rådhuset, kun os to, og så holder vi en lille fest med vennerne bagefter.
Men Helene, det føles jo ikke som et rigtigt bryllup.
Nå, men så må det være lige meget!
Men du har jo drømt om
Jeg skal nok overleve!
Han undgik virkelig emnet, syntes hun.
Helene
Svar mig ærligt. Er der sket noget? Er du ikke sikker på, at du elsker mig? Eller har du måske mødt én anden? For det er for dyrt lyder ikke helt overbevisende.
Jonas rystede på hovedet.
Nej, Helene, jeg sværger. Jeg vil bare gerne have, at det hele bliver perfekt, forstår du? Og lige nu kan jeg ikke give dig det bryllup, vi har drømt om. Og ja, seks måneder sammen man skal jo mærke efter, om det virkelig fungerer.
Der var en smule logik i hans ord Han lød overbevisende, men Helenes intuition sagde, at noget var galt. Det var sjældent, at Jonas prøvede så ihærdigt at overtale hende til noget. Det var endda ham, der havde insisteret på, at de snart skulle giftes.
Men hun lod som om, hun troede på ham.
Efter den samtale blev Jonas nærmest den perfekte kæreste. Han lagde mere mærke til småting, som han ellers havde overset som om han ville gøre det godt igen. Han spurgte altid, hvad hun havde lyst til i Netto han vaskede altid selv op Men han gik rundt og så surmulende ud. Ikke bare tankefuld sådan rigtig mut, og om natten lå han og stirrede i loftet og sagde bare: Det er ingenting, jeg er bare træt, når hun spurgte.
Helene forsøgte ikke at presse på. Senere, senere, senere hviskede en stemme inde i hende.
Et par uger senere blev de inviteret til middag hos Jonas forældre. Helene prøvede at slippe udenom. Hun havde slet ikke lyst til at skulle derud. Og Jonas sagde ikke længere et ord om bryllup og hun var sikker på, hans forældre ville spørge til det, og det ville bare blive akavet.
Men de tog derud.
Selvfølgelig kom emnet på bane.
Hvornår glæder I os med bryllup? spurgte hans mor, da faren gik ind for at se Tour de France i tv, Vi har allerede fundet sted til festen. Bord til tyve. Hvilken dag passer bedst?
Jonas sad med samme modløse ansigt som Helene. Der var ikke noget at bestille. Der blev ikke noget.
Mor, vi har jo sagt Vi har udskudt det, sagde han hæst.
Udskudt? Hvorfor nu det? Er det pengene, det skorter på? Jonas, hvorfor har du ikke tænkt på det noget før?
Efter middagen, mens mændene gik i gang med væguret, der endnu ikke var sat sammen, gik Helene ud på badeværelset.
Der var pinligt rent, ikke et hår på gulvet. Selv tandpastaen stod i et skab i soveværelset. Helenes svigermor slæbte altid cremer og shampoo frem og tilbage. Helene forstod aldrig, hvordan hun gad.
Da hun tørrede ansigtet med håndklædet, blev hun pludselig opmærksom Man kunne høre alt i det badeværelse. Jonas var gået tilbage i køkkenet for at tale med sin mor. Og Helene hørte
Jonas, har du tænkt dig at gå fra Helene?
Helene frøs i bevægelsen. Hørte hun rigtigt? Hun lyttede intenst med øret limet til væggen.
Mor, vi har jo bare udskudt det. Vi er ikke gået fra hinanden.
Udskudt det er da bare en undskyldning! sagde Lene, hans mor. Jeg kan se, du har det skidt. Hvad skal du med hende? Hun bliver aldrig en rigtig kone. En kone skal kunne finde sig i tingene, og hun Hvorfor gifte jer, hvis I alligevel bliver skilt efter et år?
Mor, jeg elsker hende, sagde Jonas stille.
Helene mærkede et lille stik af varme.
Men så sagde hans mor noget, der forandrede alt:
Elsker du hende? Hun er snu, Jonas. Jeg har sagt det før. Hun har drejet dig væk fra os. Du hjælper ikke din søster mere, du kommer ikke på besøg Hun ændrer dig, og ikke til det bedre.
Helene stod fastklæbet til væggen, mens hun følte vægten af svigermoderens mistænksomhed. Hvornår havde hun dog sat Jonas op imod hans familie? Hun havde altid været så høflig over for hans forældre selv da Svend, hans far, hånede hendes nye frisurer. Det gjorde hende ondt, men hun sagde aldrig noget.
Det var faktisk hende, der ofte havde opmuntret Jonas til at tage mere hjem, fordi hun vidste, hvor meget familien betød for ham.
Og pludselig forstod hun: Det handlede ikke om penge. Det var hans mor, Lene, som ikke ønskede et bryllup.
Helene gik ud i stuen igen.
Nå, Helene kom ud! Vi snakkede lige om, at I ikke skal trække det ud med vielsen. Man kan jo ikke leve som kærester for evigt.
Hvor hensynsfuldt.
Selvfølgelig, Lene, sagde Helene. Vi udskyder ikke særlig længe. Vi skal bare lige spare lidt op, og så er det rådhuset. Er det ikke rigtigt, Jonas?
Jo, Helene, vi er næsten gift allerede, sagde han.
På vej hjem i bilen den aften prøvede Jonas at tage hende i hånden, men Helene trak sig lidt væk. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle starte samtalen. Kunne det overhovedet betale sig at spørge? Hvis Jonas ikke havde slået op, selvom hans mor krævede det, så måtte han jo holde af hende Men han havde aflyst brylluppet.
Du opførte dig mærkeligt, da din mor begyndte at tale om os, sagde hun og fulgte med i gadelygterne, der forsvandt i bakspejlet.
Gjorde jeg? Nej, hun pressede bare lidt med brylluppet og
Lad nu være. Hun presser dig ikke ind i noget bryllup. Hun er tværtimod imod vores bryllup. Hun sagde, at jeg har påvirket dig, og at vi burde gå fra hinanden.
Jonas hævede skuldrene bag rattet.
Så du hørte det? Helene, min mor er bare bange for at miste sin søn. Hun er ikke til at ryste af sig. Tag det ikke så tungt, det går nok over.
Helene tog sig ikke så nært ved hans mors ord kvinder som hende giver aldrig slip på drengen. Men hun blev bekymret over, at Jonas ikke tog hendes parti. Han havde bare siddet og sagt ja, uden at sige fra.
Brylluppet blev hængende som en sky over dem. Jonas gik stadig rundt og så ud som om han havde spist for mange citroner, og når Helene forsigtigt nævnte fremtidsplaner, gentog han altid: Måske senere
Så var der en dag, hvor Jonas glemte at låse sin mobiltelefon.
Jeg skal bare lige se, hvad klokken er, bildte hun sig ind. Jeg skal ikke læse beskeder. Bare et hurtigt blik
På forsiden stod sidste besked fra hans søster, Malene. Malene var kun to år yngre end Helene, men opførte sig, som om hun var tolv. Ingen uddannelse, ingen job, stadig hjemmeboende og lever af forældrenes penge.
Beskeden var ikke til at misforstå:
Typisk, jeg får ikke pengene. Du er godt nok under tøflen igen. Så bo bare med hende, hvis det åbenbart er vigtigere end familien.
Helene læste beskeden igen. Under tøflen igen.
Noget dukkede op i hukommelsen…
Inden brylluppet blev aflyst, havde Malene igen bedt om penge, og Helene havde ikke kunnet lade være med at sige:
Jonas, hun er 27, bor stadighjemme og tigger penge til at gå ud. Måske på tide, at hun finder et job selv? Vores økonomi kan ikke klare evige støttepakker.
Normalt havde Helene holdt sig ude, men Jonas havde selv sagt ja lidt tøvende, men dog: Ja, du har ret, Helene. Nu må det stoppe.
Nu forstod hun, hvem der havde sat Jonas familie op imod hende.
Hun tog Jonas mobil, kopierede beskeden, og sendte den til sig selv som bevis. Og lagde derefter telefonen præcis, hvor den havde ligget.
Jonas stod i entreen og børstede sneen af jakken:
Jeg har købt brød og din yndlingschokolade med nødder. Jeg kom til at tænke på, måske vi skulle tage ud og
Jonas, afbrød Helene.
Hvem ventede du ellers på? sagde han med et skævt smil.
Men Helene smilede ikke.
Hvad skriver Malene egentlig til dig? spurgte hun.
Jonas prøvede straks at være på forkant:
Kig du bare i min mobil, når jeg ikke er der?
Klassisk forsvar. Skub bebrejdelsen fra sig.
Det er ligegyldigt, hvad jeg gjorde, Jonas. Forklar det her.
Jonas blev helt stille, ansigtet trak sig igennem hele følelsesregistret.
Sikke noget pjat, Helene. Hun er stadig lidt barnlig. Hun bliver fornærmet over hvad som helst.
Hun blev fornærmet over hvad? At jeg bad hende tage sig sammen?
Ja, hun var vant til at kunne spørge sin storebror. Det er svært at vænne sig af med lette penge. Men det går nok over.
Er det hende, der har tændt dine forældre af på mig?
Tjah, sagde Jonas, Jeg prøvede at forklare dem, at pengene er vores, og Malene må lære det selv Men så gik min mor amok Helene har dig under tommelfingeren! Men sådan tænker jeg ikke
Men du aflyste brylluppet Okay. Hun har sat hele din familie op imod mig, jeg forstår. Så kan jeg ikke være sammen med dem. Men hvad med dig? Vil du overhovedet giftes med mig? Eller er du bare for bange for at sige nej til din mor?
Selvfølgelig vil jeg giftes med dig! Men ikke lige nu Måske lidt senere når der er ro på.
Det var svaret.
Jonas, jeg har indset noget Jeg vil ikke giftes med én, der ikke er sikker på sine følelser og bliver nervøs ved hver eneste bemærkning fra sin søster. Det var godt, vi aflyste brylluppet.
