Min svigermor og sparsommelighed flyder sammen som én underlig sky i mit drømmelandskab. Hun siger, der er ingen grund til at købe noget til den nyfødte, når hele familien har store børn og kan donere aflagte bodystockings og små trøjer. Jeg kan næsten mærke, hvordan det føles at modtage det tiende arvestykke. Derfor har jeg ikke lyst til det her rod.
Vi boede først i et lejet rækkehus, hvor svigermor var sjældent til stede. Men så fik vi vores eget hjem i Hellerup, og straks blev hun projektleder på alt, hvad vi skulle renovere. Hun sagde, at fliserne skulle lægges af hendes gamle ven fra Vejle, og at hendes onkels fætter elektrikeren ville ordne ledningerne. Hun insisterede på, at det var dumt at betale for fagfolk.
Resultatet af hendes håndværkere kan kun beskrives som drømmelogik: ujævne gulve der bølger som Vesterhavet, stikkontakter der taler med hinanden. Jeg har set, hvordan svigermors eget hus ligner et landskab af snublerier, hvor hun vælter rundt på de skæve fliser. Da jeg sagde nej, kaldte hun mig grisk og påstod, at jeg splittede vores danske kroner som møl i forårsnatten.
Da vi ville skifte møbler ud, startede næste akt i cirkus. Svigermor ringede rundt til alle slægtningene fra Skagen til Odense, og pludselig stod der gamle sofaer, kommoder og plettede tæpper uden for vores hoveddør. Da jeg afviste dem, skældte hun ud og sagde, at med sådan en attitude ville vi hurtigt gå fallit.
Min mand, Mads, holdt heldigvis med mig. Vi havde gode jobs og kunne sagtens indrette vores hus ordentligt for egne penge. Vi valgte vores egne ting, uanset hvor meget svigermor stampede med fødderne.
Må jeg lige sige: jeg er ikke en snob. Min søster, Birgitte, giver mig tit sit pæne tøj, og jeg elsker det. Men jeg vil ikke have alt muligt skrammel bare fordi det er gratis. Til mit barn vil jeg hellere købe få, gode ting, som er rare og smukke.
“Du spilder penge!” jamrede svigermor. “Vi har et hav af børn i familien!”
Jeg vidste, at de fleste af de sager havde løbet deres sjove rejse gennem ti forskellige hjem. Da jeg så dem, tænkte jeg, at de kun duede til at pudse vinduer med. Alt var fyldt med pletter, lapper, huller og mangler knapper.
En anden slægtning kom med en barneseng den blev tidligere brugt af en fætter i Horsens. Sengen havde ingen sider, og hendes mand blev sat til at sømme noget kluntet sammen. Jeg tog den med til vores sommerhus på Fyn og købte en ordentlig vugge til os.
“Se nu på jer! De rige københavner-folk,” hvæste svigermor og hævede stemmen fra drømmetågerne. “Du bruger penge, som om de vokser på bøgetræet. Bare vent, når du går på barsel så vil du se, at du burde have lyttet til mig, i stedet for at vende næsen i vejret!”
Det gør mig ikke noget, om svigermor føler sig krænket eller ej, for i drømmen har jeg retten til at passe godt på min datter, Astrid. Og hvis økonomien knækker, ved jeg, at mine forældre aldrig slipper mig. Jeg dør ikke af at undvære de fejlpropper, og ingen gavepakke kan erstatte god, dansk ro i sindet.
