»Hold da op, hvem er du?« spurgte en dyb mandestemme fra soveværelset, da Mette åbnede døren til sin lejlighed.
»Det er faktisk mit spørgsmål,« svarede hun. »Hvad laver du i mit soveværelse?«
I døråbningen dukkede en blondine op i en silke-kåbe med en overlegen smil. »Årh, så det er dig, Mette! Bjarne har fortalt så meget om dig,« sagde hun. »Jeg er Lise, din kærestes søster.«
Efter en lang arbejdsdag havde Mette kun drømt om et varmt bad. I stedet stod hun nu overfor en uventet gæst.
»Bjarne er min kæreste, ikke min mand,« rettede Mette. »Og jeg husker ikke, vi har aftalt dit besøg.«
Bag blondinen kiggede en forlegen ung mand frem. »Vi er kommet til byen på ferie,« afbrød Lise ham. »Min bror sagde, vi kunne bo hos jer i en uge.«
Mette gik ud i køkkenet og så et kaos af beskidt service og mademballage. »Spændende, hvornår Bjarne har haft tid til at sige det. Han nævnte ikke et ord om gæster i morges.«
»Åh, du er så alvorlig!« Lise tog en flaske vin fra køleskabet. »Bjarne gav mig nøglen for en måned siden. Jeg troede, I havde snakket om det, men hvis ikke, jamen så er det vel ligegyldigt.«
»Nej, vi har ikke snakket om det. Og hvorfor er I i vores soveværelse og ikke i gæsteværelset?«
Lise trak på skuldrene: »Gæsteværelset er så lille, og jeres seng er konge-size. Bjarne sagde, I kunne sove på den udtrækssofa et par dage.«
Mette huskede den ubehagelige aften, hvor hun mødte Bjarnes familie, hvor hans mor og søster viste deres foragt åbenlyst.
»Jeg er ked af at skuffe dig, men det her er min lejlighed, mit soveværelse og min seng,« sagde Mette bestemt. »Bjarne bor her på min invitation.«
»Nå, så rygterne passer,« fnøs Lise. »Mor sagde, du holder ham i kort snor.«
»Hør her, jeg er træt. I må gerne blive i gæsteværelset i nat. Men vores soveværelse skal ryddes.«
»Vi venter, til Bjarne kommer. Han kan nok forklare dig, hvor uhøfligt det er at stille krav,« svarede Lise hånligt.
Da Bjarne kom hjem, løb hans søster straks hen til ham med klager: »Bjarn! Din kæreste vil smide os ud af soveværelset!«
»Mette, hvad sker der?« spurgte han forvirret.
»Hvorfor gav du din søster nøglen til min lejlighed?« spurgte hun roligt.
»Vores lejlighed, Mette. Jeg bor her, husker du nok?«
»Jo. På min invitation. Men det giver dig ikke ret til at uddele nøgler uden at spørge mig.«
På altanen begyndte Bjarne med et bebrejdende blik: »Hvad er der gået af dig? Det er min søster. Jeg lovede, de kunne bo her.«
»Og derfor tog de vores soveværelse?«
»Hvad betyder det? Sengen er større. Vi kan sove på gæsterummet et par dage.«
»Problemet er, at du gav nøglerne til min lejlighed uden mit samtykke.«
»Niels er ikke en fremmed! Han er Lises kæreste.«
»Jeg har aldrig mødt ham før! Og din søster kender jeg knap nok.«
»Så du har bare altid hadet min familie?«
Fra stuen lød Lises stemme, der brokkede sig til deres mor: »Hun prøver at smide os ud! Bjarne forklarer hende lige, hvordan tingene skal være.«
»Mette, lad os nu være fornuftige,« sagde Bjarne. »Det er kun en uge. Hvis vi skal giftes, må du lære at give efter.«
Han gik ind i lejligheden igen, efterlod hende alene. Hun så, hvordan han lo med sin søster, uden at kigge på hende.
Mette gik ind. De tre på sofaen lagde ikke mærke til hende.
Pludselig knækkede noget inde i hende. To års forhold, alt det givende og ofrende – det flimrede forbi.
»Ud af min lejlighed!« sagde hun lavt, men fast.
Alle tre stirrede på hende.
»Hvad?!« spurgte Bjarne.
»Jeg sagde: Ud! Alle tre.«
»Bjarn, få din hysteriske kæreste under kontrol,« grinede Lise.
Men Mette var allerede på vej ind i soveværelset. Hun greb Lises kuffert, slæbte den til hoveddøren og smed tøj, makeup og sko efter den.
»Hvad fanden laver du?!« skreg Lise.
Mette åbnede døren og skubbede kufferten ud på trappen.
»Du er sindssyg!!!« råbte Bjarne. »Stop nu!«
»Nej, det er dig, der er sindssyg, hvis du tror, din søster kan nedgøre mig i mit eget hjem. Nu er det din tur,« sagde hun til Bjarne.
»Mette, lad os snakke om det,« bad han.
»Der er ikke noget at tale om. Jeg har fattet det. Min mening betyder ingenting for dig.«
Hun gik ind i soveværelset og begyndte at pakke hans ting. Skjorter, bukser, ure – alt landede på trappen.
»Du er vanvittig!« skreg Lise, mens hun samlede sine ejendele.
»Du kan ikke bare smide mig ud,« sagde Bjarne målløs. »Vi skulle giftes!«
»Tak Gud, at vi ikke nåede det. Jeg fortjener et menneske, ikke en egoist. Du kan bo hos din søster.«
Hun smækkede døren for dem.
En halv time senere, da skrigene på trappen var stilnet, bestilte Mette en middag fra sin yndlingsrestaurant. Da hun åbnede døren for buddet, så hun Bjarne og Lise stå på trappen og glo på hende med had i blikket.
Hun tog imod maden, takkede buddet og lukkede døren uden et blik til dem.
Ved bordet med sin yndlingsmad og en film på tv’et tog hun en slurk vin og forstod, at hun ikke følte sorg, men frihed. »Mærkeligt,« tænkte hun, »at miste et forhold og finde sig selv samme dag.«
Hun smilede til sit spejlbillede i vinduet og løftede glasset: »For mig.«
»I kærlighed er respekt det vigtigste. Uden det er selv den stærkeste passion bare en flygtig interesse.« — Honoré de Balzac.
