Brude forstod ikke længere at sige “tak”
“Anna, har I noget mad?” spurgte Mette hurtigt. “Jeg er så sulten, det er helt forfærdeligt. Og jeg har travlt i dag. Vi skal nå alt muligt, nu hvor det er Kvindernes Kampdag. Pigerne venter også på mig, vi har planer om at tage i byen i aften.”
“Ja, det er en festdag, du har helt ret. Vores dag. Her, det er til dig, kære,” sagde Anna og rakte Mette en lille, fin æske med et armbånd, som Mette havde ønsket sig i årevis.
Hun havde bare aldrig haft råd til at købe det selv. Hendes løn forsvandt altid hurtigt. Først skulle hun have nye, smarte støvler, så var der håret, der skulle ordnes, og venner, der ville ud og spise eller drikke kaffe. Man skal jo ikke nægte sig selv lidt luksus i livet.
Anna kendte til Mettes ønske og ville gerne gøre hende glad. Hun følte sig forbundet med hende, næsten som en datter. Anna havde altid drømt om at have en datter ud over sin voksne søn. Så da Kasper introducerede sin kæreste Mette for familien, følte Anna, at hendes ønske blev opfyldt. Anna elskede hende af hele sit hjerte og forkælede hende.
Anna elskede den skrøbelige pige ikke fordi Mette var noget særligt eller særlig venlig eller elskværdig. Nej, Anna var bare sådan. Hun elskede sin søn så højt, at hun også elskede alt og alle, der havde med ham at gøre. Mette havde været sammen med ham i tre år, og Anna gjorde altid sit bedste for at inkludere hende i familien.
Men én ting havde Anna ikke tænkt over: mennesker kan være egenkærlige. Og de vænner sig hurtigt til det gode i livet. Hvis man ofte gør noget godt for dem, begynder de at tage det for givet. De glemmer at sige tak, og med tiden begynder de at tro, at det er helt normalt at få alting serveret på et sølvfad.
Sådan gik det også med Mette.
Fra første dag besluttede Anna, at Mette skulle føle sig velkommen i familien. Anna og hendes mand, Lars, Kaspers far, var flyttet ud af byen til et smukt hus. En dag, få uger efter deres første møde, inviterede de Mette til at overnatte…
Fra den dag boede Mette stort set hos Kasper, uden at spørge om lov fra hverken ham eller hans familie. Det føltes som om, det bare var naturligt.
Ingen klagede åbent over det, men nogle gange ønskede Kaspers forældre lidt alenetid, eller bare tid med deres søn, som en familie.
Mette havde det godt i deres hjem, det var noget helt andet end den lille lejlighed, hun delte med sin mor og mormor. Huset var fantastisk, alt var perfekt til en komfortabel tilværelse. Køleskabet var altid fyldt med alverdens lækkerier. Og det bedste var, at hun ikke skulle gøre rent. Anna tog sig af alt det huslige med glæde.
Mette blev også altid inviteret med til sociale sammenkomster, også til venindebesøg i en naboby. Annas veninde Lene tog altid godt imod hele familien. Her blev der sørget for lækre middage, bløde senge og god underholdning. Selvfølgelig var alt det også for Mette. Hun blev hurtigt en del af familien.
I Lenes familie blev Mette også godt modtaget, og hun kunne godt lide at være der. De sørgede for alting for hende. Det føltes som et eventyr.
I de tre år, Mette tilbragte med Kaspers familie, nåede hun også at flyve til eksotiske destinationer to gange – helt gratis – og besøgte adskillige sommerhuse uden nogensinde at betale, eller engang tilbyde at dele udgifterne.
Det er værd at bemærke, at hun aldrig købte ind til huset, end ikke til en enkelt dessert til kaffen.
Det kunne se ud til, at Mette nød at være en del af en elskværdig familie, der var så åbenhjertig og generøs. Men nej, hverken Anna, Lars eller Kasper kunne forestille sig noget negativt om Mette. Hun var altid glad og åben, og ingen mistanker opstod før den skæbnesvangre Kvindernes Kampdag.
Den dag havde Anna og Lene besluttet at fejre det sammen. Lene kom til byen, hvor Anna havde lejet et luksuriøst hotelsuite til at forkæle dem. Spa, poolbesøg og massage var en del af pakken, og de kunne invitere gæster indtil klokken elleve.
De to veninder nød dagen med champagne og grin til den lyse morgen, indtil idyllen blev brudt. Hvem andre end Mette? Det var næsten for godt til at være sandt.
“Anna, hej. Kasper sagde, at I er på spa? Må jeg komme forbi et øjeblik?”
Anna blev forvirret. To voksne kvinder, bedste veninder, måtte vel have lov at have lidt tid for sig selv. Men Mette var svær at sige nej til.
“Okay, kom forbi,” mumlede Anna tøvende.
“Venter vi på nogen?” spurgte Lene overrasket.
“Ja, Mette kommer forbi en kort stund.”
“Nå, jeg har en gave til hende, som jeg ville sende med dig, men så kan jeg aflevere den personligt.”
“Jeg har også min gave med. Jeg ville egentlig give den derhjemme… men pyt.”
Kvart over mødetiden stod Mette i døren.
“Nøj, hvor er her fint! Arbejder spaen stadig? Jeg har ikke meget tid.”
Mette smed hurtigt en badekåbe over skuldrene og begav sig ud for at slappe af.
Anna og Lene udvekslede et forundret blik, men trak på skuldrene og fortsatte samtalen. Middagen fra roomservice ankom kort tid efter, og den var overdådig med blandt andet østers, frugt og luksuriøse fiskeretter. Det var deres dag, så de skulle ikke spare på noget.
Mens vennerne nød maden, kom Mette tilbage.
“Hvad har vi så her? Det ser lækkert ud!” udbrød hun, og tog for sig af retterne uden betænkningstid.
Anna og Lene spændte igen i ansigtstrækkene, men besluttede at lade det passere. For at lette stemningen, gav Anna Mette hendes gave.
“Åh, den er lige, hvad jeg ønskede mig,” svarede Mette lidt utydeligt med munden fuld af østers.
Lene gratulerede også Mette og kyssede hende blidt på kinden. Men Mette svarede ikke med et tak eller en lykønskning. Det virkede, som om hun troede, dagen kun var hendes.
“Jeg må smutte nu. Pigerne venter, og jeg skal hjem og friske mig op,” sagde hun.
“Interessant, Mette. Ved du overhovedet, at Kasper venter derhjemme?” spurgte Anna.
“Jo, det ved jeg, men veninderne har allerede reserveret bord. Jeg vil gerne have det sjovt med dem i aften.”
“Kasper har lavet middag til dig. Og en gave. Det vil du kunne lide.”
Anna ville have sørget for, at gaven var en stor overraskelse, men Mettes reaktion gav hende en ubehagelig følelse. Mette havde muligvis glemt, hvordan man sagde tak.
“Kom nu, Mette. Giv også Kasper lidt tid. Han har ventet og forberedt sig. Han kan både køre dig til klubben og hente dig igen.”
“Det gør ikke noget. Jeg tager hjem til ham i morgen. Vores venner har inviteret os til at køre på motocross i morgen. Det har jeg længe ønsket mig.”
“Middag og gave?”
“Han kan spise middagen selv, og jeg henter gaven i morgen.”
Mette forsvandt lige så hurtigt som hun kom. Hun forlod Anna og Lene uden et ord til lykønskning eller gave til dem og fortsatte aftenen uden Kasper, der ellers ventede derhjemme. I det øjeblik indså Anna, hvad der lå bag.
Rummet blev stille.
“Anna, jeg vil ikke sige noget… men…” begyndte Lene.
“Jeg ved det, jeg har selv skylden. Jeg har været for generøs over for hende, så meget, at hun har glemt hvordan man siger ‘Tak’. Men hun har formået at lære, hvordan man udnytter andre.”
Veninderne lod ikke samtalen om Mette ødelægge deres aften.
Den næste dag ventede en seriøs samtale med Kasper…
