Min bror vil ikke sende vores mor på plejehjem og vil heller ikke tage hende hjem til sig, fordi han siger, han ikke har plads!
De sidste tre måneder har min bror virkelig irriteret mig med sin opførsel. Efter at vores mor fik et slagtilfælde, stod det klart, at hun havde brug for konstant pleje. Hun glemte ting hele tiden, og der var altid behov for nogen hos hende. Det krævede konstant overvågning – det var som at tage sig af et barn. Jeg arbejder og har mit eget hjem og familie. Hvordan skal jeg få det til at hænge sammen? Jeg foreslog at anbringe hende på et plejehjem, men min bror beskyldte mig for at være hjerteløs. Samtidig ville han ikke tage hende hjem til sig, fordi han angiveligt ikke har plads, og desuden bor han i sin kones lejlighed.
Vi havde tidligere et tæt familieforhold. Vi var en standardfamilie på fire personer. Der er kun et års forskel mellem min bror og mig, og vores mor fødte os sent i livet. Jeg er nu 36 år, og min bror er 35. Vores mor er allerede 72 år gammel. Så længe vores far levede, var alting godt.
Men så flyttede min bror til en anden by for at studere, og han blev der, giftede sig, mens jeg blev i vores hjemby. Først boede vi med vores forældre, men senere flyttede min mand og jeg til en lejet lejlighed. Vi planlagde at købe vores eget sted senere og få børn.
For kun 2 år siden døde vores far, og vores mor blev meget trist og savnede ham. Pludselig blev hun ældet med mange år. Hun var syg og fik et slagtilfælde for seks måneder siden. Vi troede allerede, at hun ikke ville klare den, men lægerne fik hende tilbage fra dødens rand. Først talte hun meget lidt og kunne ikke bevæge sig. Senere blev det bedre, men de mentale problemer forsvandt ikke.
Lægerne siger, at det er irreversible konsekvenser, så nogen skal tage sig af mor. Min mand og jeg flyttede ind hos min mor. Jeg skiftede job, gik over til at arbejde hjemmefra, så jeg kunne være tæt på hende. Vi kunne ikke lade hende være alene, og når hun kunne bevæge sig, blev det endnu sværere.
Hun taler uforståeligt, bliver forvirret, og når hun går, skal vi løbe efter hende og kan ikke få hende til at vende hjem. Hun græder og siger, at hendes mand venter på hende et sted. Kort sagt, det er sværere end at tage sig af et barn. Jeg er begyndt at sove dårligt, fordi jeg frygter, at hun pludselig går væk. På grund af denne situation kan jeg ikke engang arbejde ordentligt og har svært ved at koncentrere mig. Min mand foreslog at anbringe hende på plejehjem.
Det er meget dyrt, men hvis vi begge arbejdede normalt, ville vi have råd til det. Jeg har også en bror, som burde bidrage. Det ville være rimeligt.
I lang tid kunne jeg ikke beslutte mig, men indså, at der ikke var nogen anden udvej. Hvor længe kan dette fortsætte? Hun ville jo have døgnpleje og medicinsk støtte der. Jeg gik derhen og fandt ud af alt. Det er meget dyrt, men jeg så ingen anden løsning.
Så ringede jeg til min bror og fortalte ham alt som det er. Jeg håbede på hans forståelse. Han må da forstå situationens alvor, men i stedet blev han vred.
– Er du blevet gal? Hvordan kan du overhovedet tænke på at sende vores egen mor på plejehjem? Alle der vil være fremmede for hende. Hvordan ved du, hvordan de vil behandle hende? Du er hjerteløs! – råbte han i telefonen. – Eller prøver du bare at overtage hendes hus?!
Jeg forsøgte at forklare ham, men han ville ikke høre noget. Jeg gav op og føler, at jeg ikke har flere kræfter. Jeg gentog samtalen, men min brors mening ændrede sig ikke.
– Jeg vil ikke gøre det mod vores mor. Hun fødte og opfostrede os. Vi boede i hjemmet, og hun klagede aldrig over, at det var hårdt med os. Vi skylder hende begge noget, men det er kun mig, der skal tage byrden. Hvis du ikke er tilfreds med min løsning, kan du jo tage vores mor med hjem til dig. Vis os dit generøse sindelag – sagde jeg.
– Du ved, jeg bor med min kone i hendes lejlighed. Hvordan kan jeg forvente, at hun skal tage sig af sin svigermor?
– Min mand kan tage sig af sin svigermor, hvorfor kan din kone ikke?
– Du og din mand bor i vores mors hus, så det betyder noget for jer.
Jeg sagde til min bror, at jeg ville forlade vores mor. Så må han og hans kone flytte ind og betale hendes gæld. Min bror tøvede og sagde, at han arbejder og ikke kunne flytte. Han sagde det kun for at slippe for ansvar.
Jeg lever i et mareridt. På den ene side ved jeg, at jeg bare skal sende hende på plejehjem, det ville lette alles liv, men samtidig er jeg bange for at føle mig som en utaknemmelig datter. Min mand støtter mig og vil også gerne sende mor afsted. Der vil hun få pleje, og vi vil få vores liv tilbage.
Jeg besluttede at vente en uge. Hvis min bror ikke kommer, vil jeg gøre, hvad der er bedst for alle. Jeg vil skrive hende op til et plejehjem. Alle kan give mig råd, men kun jeg ved, hvor svært det er at tage sig af en syg pårørende alene. Lad min bror komme med undskyldninger over for familien – jeg har fået nok af dem.
