“Giv mig min søn tilbage. Jeg giver dig alt, hvad du ønsker,” hviskede Mette med svag stemme.
“Du behøver ikke bekymre dig om din far. Han er kun treogfyrre. Tror du, han vil sørge over din mor for evigt? Det tror jeg ikke. Ifølge statistikken er der flere ensomme kvinder end mænd. Der skal nok komme en eller anden ensom kvinde og tage ham under sine vinger. Så lad os tage til København. Lad din far ordne sit liv. Eller vil du have, at han skal være alene resten af sine dage?”
De boede i en lille by uden for København. Da pigerne gik i tiende klasse, blev Mettes mor ramt af en bil. Hun og hendes far tog det hårdt. Mette måtte overtage huslige pligter, men hun klarede det hele, faldt ikke bagud i skolen og fik gode karakterer til sin studentereksamen.
Lise havde altid drømt om at flytte fra den lille by til København og overtalte Mette til at følge med.
“Far har det stadig svært, han kan ikke acceptere, at mor er død. Hvad hvis jeg også forlader ham? Nej, jeg vil ikke efterlade ham alene,” insisterede Mette.
“Bare rolig, din far klarer sig. Han er kun treogfyrre. Tror du virkelig, han vil sørge for evigt? Det tror jeg ikke. Der er masser af ensomme kvinder derude, der gerne vil have ham. Så lad os tage til København. Lad ham få et nyt liv. Eller vil du have, at han skal være alene resten af sine dage?”
Lises hårde ord om faderen gjorde ondt på Mette. Men der var en kerne af sandhed i dem. Så Mette talte til sidst med sin far.
“Tag afsted, min pige. Jeg klarer mig. København er ikke så langt væk. Hvis du ikke kan lide det, kan du altid komme hjem igen. Hvad skulle du ellers gøre her?”
Så Mette tog til København med Lise. Hun var dygtig i skolen og kunne have læst videre, men Lise havde kun middelmådige karakterer. Mette ville ikke efterlade sin veninde, så de startede begge på seminariet sammen. De kunne altid tage en videregående uddannelse senere. De delte et værelse på kollegiet.
Først tog Mette hjem hver weekend, men efter nytår lagde hun mærke til, at hendes far var blevet gladere, velplejet, og der stod altid mad i køleskabet. Havde han virkelig lavet det selv?
Faren indrømmede generat, at det var naboerne, Hanne, der havde hjulpet ham. Mette beroligede ham og sagde, at hun var glad for, at han havde fundet en veninde. Hun forstod også, at Hanne holdt sig væk, når hun var hjemme.
“Hvorfor opfører I jer som børn? I kan sagtens være sammen – jeg har det fint med det.”
Men hun besøgte ham sjældnere for ikke at forstyrre.
Lise tog skolen let, springede timer over og tilbragte sine aftener i byen med forskellige fyre. Mette dækkede over hende og hjalp hende med lektierne.
“Har du helt glemt alt om skolen? Pas på, at de ikke smider dig ud eller at du bliver gravid. Er det det, du vil?”
“Du lyder som min mor. Bare rolig, jeg har styr på det. Børn er ikke en del af planen. Og hvad med dig og din Jakob? Går I stadig og holder i hånd?” grinede Lise.
Hun klarede sin andenårseksamen knap nok – takket være Mettes hjælp. Men hun så pludselig træt og distræt ud.
“Er der noget galt? Er du syg?” spurgte Mette på vej hjem til deres fødeby.
“Gravid. Det er der, der er galt,” indrømmede Lise.
“Jeg advarede dig! Hvad gør du nu?”
“Jeg får det fjernet. Hør, kan du låne penge af din far?”
“Er du sindssyg? Var I ikke forsigtige? Du sagde, du havde styr på det!”
“Skrig ikke så højt! Det var kun et par gange… Så vil du ikke spørge din far?”
“Nej! Det kan gøre dig steril. Fortæl det til din kæreste i stedet. Måske vil han gifte sig med dig.”
Lise bed sig i læben.
“Jeg har fortalt ham det. Han forsvandt med det samme. Min mor slår mig ihjel. Hun opdrog mig alene og sagde altid, at jeg ikke skulle gentage hendes fejl…”
“Hun vil nok blive vred, men når hun ser sit barnebarn, bliver hun blød igen.”
“Du kender ikke min mor. Først vil hun dræbe mig. Mette, hjælp mig!”
Mette sukkede. “Okay, jeg prøver.”
Hun kunne have lånt penge af sin far, men hun ville ikke hjælpe med at få en abort. Måske ville Lises moderinstinkt vågne. Hun kunne føde om foråret og så var der kun få måneder tilbage af uddannelsen. Mette ville hjælpe hende, og Lise ville takke hende senere.
Hun fortalte Lise sandheden – at hun ikke havde spurgt sin far om penge.
“Og du kalder dig min veninde! Forræder!” skreg Lise.
Men hun fik aldrig foretaget en abort. I en lille by ved alle hinanden, og hun turde ikke gå på sygehuset. Hendes mor ville høre om det. Da de vendte tilbage til København i september, var det for sent at gøre noget.
Lise kom ikke hjem i vinterferien – maven kunne ikke skjules længere. Men hendes mor dukkede pludselig uanmeldt op. Lise så hende i sidste øjeblik og gemte sig, mens Mette tog imod hende.
“Lise arbejder på et børnehjem for at få erfaring,” løj Mette.
Moren ville gerne se sin datter.
“De lukker ikke lige hvem som helst ind, og hun kan ikke bare forlade børnene.”
Moren blev skuffet, men efterlod en pose med smågaver og kørte hjem igen.
“Hvorfor gjorde du det? Hun er din mor. Se, hvor meget hun har taget med til dig. Du burde have fortalt hende sandheden,” sagde Mette bagefter.
“Ja, og så vil hun se min mave og gå fuldstændig amok! Jeg vil bare gerne have det overstået. Jeg efterlader ham på fødestuen. Hvad skal jeg gøre med et barn alene?”
“Du burde have tænkt på det før. Han kan høre dig!”
“Så tag ham selv, hvis du er så hellig!” råbte Lise. “Du er ikke moder Teresa!”
I slutningen af februar vågnede Mette af at Lise stønnede. Hun lå og vred sig.
“Er det begyndt?” Mette ringede efter en ambulance.
“Hør her, du får ikke lov at have barnet på kollegiet,” råbte vagtmanden efter dem.
Tre dage senere kom Lise tilbage – alene.
“Hvor er barnet? Efterlod du ham virkelig?” råbte Mette.
“Lad mig være!” Lise vendte sig mod væggen.
En uge senere pakkede hun sine ting og forsvandt. Mette ringede til hende, men Lise sagde bare, at hun havdeMette holdt fast i sin søn og vidste, at hun aldrig igen ville lade nogen tilrane sig det, der var hendes.
