Lille Mette blev født en kold vinterdag, mens store, bløde snefnug faldt udenfor. Hendes far, Mads, syntes, det var det perfekte navn.
“Lige så lys og blød som snefnugget,” tænkte han, mens han kørte til hospitalet for at møde sin kone, Lise, der netop havde født. Han vidste, der nu ville komme flere ansvarsområder.
Lise kunne også godt lide navnet, og det passede perfekt til deres lille pige med det lyse hår og de grå øjne.
Mette voksede op i kærlighed. Forældrene elskede hende højt, og far kaldte hende ofte for “Snefnug”. Hun gik i børnehaven og var snart seks år – helt voksen, syntes hun selv. Men naboens bedstemor, Fru Jensen, kaldte hende altid “lille skat”.
“Jeg er ikke lille,” protesterede Mette, men Fru Jensen smilede blot og nikkede.
En aften kunne Mette ikke sove. Hun lå stille i sin seng og lyttede til sine forældres samtale. Hun elskede at overhøre deres samtaler – det var altid så spændende.
Mor og far snakkede om mor graviditet. Alle vidste, at der snart ville komme en lillebror. Mette havde allerede fundet på et navn til ham: “Lille Bjørn”, fordi der var en dreng i børnehaven, der hed Bjørn, og pædagogen sagde altid, han var rigtig sød.
Forældrene talte om en kejsersnit. Mette hørte far sige:
“Jeg har hørt, at børne født sådan måske kan komme lidt bagefter i udviklingen. Og du bliver nødt til at indlægges tidligere. Hvem skal passe Mette?”
“Mads, lad os nu ikke bekymre os for tidligt,” svarede Lise.
Mette forstod ikke helt det med kejsersnittet – og så faldt hun i søvn.
Næste gang hun ikke kunne sove, hørte hun dem tale om hendes fødselsdag.
“Lad os købe et par guldøreringe til hende. Vi har allerede fået ørerne piercet,” sagde Lise.
“Er det ikke for tidligt at forkæle hende sådan?” tvivlede Mads.
“Nej, hun skal jo snart være storesøster. Jeg har allerede set nogle små, fine.”
Mette var lykkelig og faldt i søvn.
Tiden gik langsomt indtil fødselsdagen. Aftenen før sov hun hurtigt – i morgen var det store dag!
“Tillykke, skat,” sagde mor og rakte hende en lille blå æske, mens hun holdt sig om maven.
Far stod og smilede bredt.
“Tillykke, vores dejlige Snefnug!”
Men pludselig greb Lise sig om maven.
“Mads, start bilen! Vi skal på hospitalet. Hurtigt! Men lige forbi Fru Jensen først – Mette skal blive hos hende.”
Mette blev lidt sur. Det var hendes fødselsdag, og nu skulle hun pludselig til Fru Jensen? Hun besluttede sig for ikke at gå med – Fru Jensen kunne komme til dem.
Forældrene kørte, og Fru Jensen passede Mette. Men om aftenen sagde hun:
“Jeg orker ikke at gå frem og tilbage. Kom med hjem til mig. Når din far kommer, henter han dig.”
Mette protesterede ikke – det var blevet mørkt.
Far kom først næste morgen. Han så ud som et spøgelse.
“Hvad er der med Lise?” gispede Fru Jensen.
Mads nikkede bare, og tårerne strømmede. Han kunne ikke tale.
“Far, hvor er Lille Bjørn?”
“Han døde… sammen med mor,” hviskede han.
Den nat, hvor far ellers aldrig lod hende sove i deres seng, lagde han hende ind under dynen på mor plads. Det var det samme, mor plejede at gøre, når far arbejdede om natten.
Mette huskede ikke meget af begravelsen. Først kørte de til hospitalet, hvor hun ventede i parken, mens far gik ind. Så så hun sin mor ligge hvid og stille – Lille Bjørn var der ikke.
Efter begravelsen opdagede hun, at hun havde mistet en af øreringene. Det var et stort slag. Hun vidste ikke, hvor den var blevet af.
Tre måneder senere var Mads fuld af anger. Han havde fortalt ingen, at han havde afvist sin søn. Drengen levede, og afdelings lederen havde prøvet at tale ham til fornuft.
“Er De sikker? Vi kan godt beholde ham lidt endnu. Måske kan De finde en løsning – en barnepige eller bedstemor?”
“Jeg har en seksårig datter. Jeg kan ikke passe en baby alene. Jeg skal arbejde.”
“Det her vil De fortryde,” sagde hun strengt. “Hvad skulle han hedde?”
“Bjørn. Det var det, Mette ville.”
Nu kunne Mads ikke holde det ud. Han gik til hospitalet for at spørge, men afdelings lederen holdt sit ord – ingen oplysninger.
Han forlod stedet i fortvivlelse. “Kunne jeg ikke have klaret det alligevel? Naboen kunne måske have hjulpet…” Han skammede sig over, at nogen skulle vide, han havde opgivet sin søn.
Lige ved udgangen stoppede en sygeplejerske ham.
“Jeg ved noget om Deres søn.”
Håbet skød op i ham.
“Den nat Deres kone døde, fødte en anden kvinde. Hendes barn døde under fødslen. Da hun vågnede, gav de hende Deres søn i stedet.”
“Ved De, hvem hun er?”
“Nej, men jeg husker hendes navn – det var Mette.”
Mads gav hende nogle penge og gik dybt i tanker.
På vejen hjem så han et guldsmed forretning.
“Jeg skal købe en halskæde til Mette. Hun bærer den ene ørering om halsen – hun vil ikke skilles den af med.”
Indenfor stod en ung kvinde ved pantelåner disken.
“Jeg vil gerne pantsætte denne ørering. Den er ikke min – jeg fandt den. Jeg vil løse den ud senere.”
Hun rakte sit pas frem.
“Så, Mette Hansen,” lød stemmen bag disken.
Navnet fangede Mads’ opmærksomhed. Han så hende an – ingen barnevogn. På hendes hånd lå en ørering, nøjagtig som Mettes.
“Undskyld, min datter har mistet en ørering som den der. Må jeg købe den af Dem?”
Kvinden så forbløffet på ham.
“Jeg fandt den ved hospitalet i græsset. Jeg har brug for pengene.”
Han gav hende flere penge, end hun bad om.
“Tak,” sagde hun forvirret. “Jeg skal hjem – min søn er hos min roommate. Lille Bjørn er rolig, så jeg kunne lige løbe herhen.”
“Lille Bjørn? Hvor gammel er han?”
“Tre måneder. Sygeplejersken sagde, han lignede en lille bjørn, så jeg kaldte ham det.”
“Bor De alene?”
“På kollegie. Jeg er færdig på sygepleje skolen snart. Min far er streng – han kunne smide mig ud, hvis han vidste det. Men det er svært… vagterne broMads kiggede hende ind i øjnene og sagde blidt: “Kom med hjem til os, for jeg tror, din Lille Bjørn også er min søn.”
