Mikkels brev og skæbnens gave
Mads kører i elevatoren uden at ane, at denne helt almindelige tur vil blive til et møde, der skal vende hans vinter på hovedet. I hjørnet står en ung kvinde i en grå jakke og holder en femårig pige i hånden. Pigen stirrer på Mads med store blå øjne og smiler pludselig bredt.
“Skrider du på arbejde?” spørger hun uden forbehold.
“Ida, man siger ’de’ til fremmede,” retter moren roligt og smiler undskyldende til manden.
Mads smiler tilbage og nikker.
“Ja, jeg skal på kontoret.”
“Har du allerede skrevet et brev til Mikkel?”
Han griner. Han troede ikke på de historier engang som barn, men det vil han ikke sige til den lille. Hun rækker ham stolt et krøllet stykke pap. Han putter det i lommen uden at tænke over det og siger farvel, før han træder ud i kulden.
Hele dagen prøver Mads at glemme mødet – han arbejder hårdt, skubber tankerne om sin eks-kæreste væk, hun som lige pludselig sagde nej til brylluppet. Han flyttede til en anden by for at starte forfra. Men selv i stilheden i sit nye hjem kan han ikke undertrykke smerten.
Om aftenen, mens han går gennem de sneklædte gader, husker han papiret. Han tager det op og læser den børneskrevne besked: “Vær altid glad og aldrig trist!” En varme spreder sig i ham. Han sætter kortet på hylden, så han kan se det hver dag.
Et par dage før nytår ringer han til sin udlejer for at finde ud af, hvor den lille pige bor. Birthe fortæller glædeligt, at pigen og hendes mor bor lige ovenpå, og at moren hedder Anne.
Senere banker Mads på døren. Anne stivner af overraskelse, da hun ser ham.
“Undskyld,” siger han forlegent, “jeg kommer for at se Ida. Det viser sig, at Mikkel er på besøg på mit arbejde midlertidigt. Han bad mig levere et brev til hende personligt.”
Pigen springer frem bag sin mor:
“Jeg vidste, han ville sende dig! Vent, jeg skal hente noget!”
Et øjeblik efter kommer hun tilbage med en stor konvolut pyntet med snefnug og hjerter. Der står: “Til Mikkel personligt!”
“Du må ikke vise det til mor! Ellers går det ikke i opfyldelse!”
“Jeg lover, brevet kommer frem,” smiler Mads.
Hjemme kan han ikke lade være med at åbne det: “Kære Mikkel! Jeg hedder Ida. Jeg har været en flink pige. Jeg vil rigtig gerne have en stor blød teddybjørn. Og… en ny far. For jeg har ingen.”
På nytårsaften står Mads igen foran deres dør. Anne åbner og står målløs – der står han med en kæmpestor lyserød bjørn i hænderne.
“Mikkel bad mig give denne til den flinke pige Ida,” siger Mads.
Ida hopper af glæde, krammer først sin mor og så Mads.
Anne inviterer ham ind til festen. Ved bordet spørger Ida pludselig:
“Hvad med mit andet ønske?”
“Det andet… det er lidt sværere,” nøler Mads.
“Hvad bad du ellers om?” spørger Anne forsigtigt.
“Jeg bad Mikkel om en ny far. Men hvis han ikke har nogen lige nu, måske så bliver du?”
Ida gæsper sødt og falder i søvn med bjørnen i favnen.
De to voksne sidder tavse over deres tallerkener, rødmer og smiler. Udenfor dækker sneen alt som et blødt tæppe, og for første gang i lang tid er der virkelig varmt i lejligheden.
