Brev til far
Du er godt nok en sær én, Anders! Det havde jeg aldrig ventet af dig! Kirstine glemte alt om pæn opførsel og tørrede næsen i ærmet på sin bluse.
Blusen var syet af hendes mor. Hun havde fundet et stykke silke frem fra skabet, sukke lidt over at den ikke blev til noget til hende selv, og sat sig så ved symaskinen.
Pigen var jo blevet stor. Man skulle jo have lidt ordentligt tøj på. Hvem kiggede også på én, hvis man så ud som du og jeg?
Mor kunne bare have ladet være med at gøre sig umage alligevel Hvad hjalp det? tænkte Kirstine, mens hun så efter sin første store kærlighed.
Den kærlighed marcherede væk fra Kirstine med friske skridt, som var han stadig til aftrædelse i Livgarden og han kiggede sig ikke én gang over skulderen.
Det var simpelthen for nedslående!
Kirstine snøftede lydløst endnu en gang, men kom i tanke om sin mascara, som hun trods mors forbud havde lagt, og hun gjorde sig hurtigt hård gråd var ikke en mulighed.
Anders, And, Anders lille
Den elskede. Den eneste. De havde fået præcis et halvt år sammen. Kirstine havde talt efter præcis seks måneder fra den dag, de havde mødt hinanden.
Kun seks måneder og dog var der sket så meget…
Anders vendte sig alligevel om, men Kirstine nægtede at give ham den tilfredsstillelse at bemærke det.
Hvor vover han? Hun har sådan en nyhed at give ham og han trækker bare på skuldrene?! Så kan han have det så godt! Sømand, skulle han være! Det store hav og friheden det var det, han ville have. Jamen, farvel til dig! Hun skulle nu nok klare den selv. Hun ville både føde og opfostre barnet og hun ville aldrig bede om lov! For meget ære for sådan én!
Kirstines vrede brændte, men inderst inde klynkede sorgen som et knasende, tyndstrenget vindpust.
Hvordan kunne han? Han havde sagt, at han elskede hende, havde lovet hende alt, at de skulle giftes… Men så da hun fortalte, at hun ventede barn…
Nå, fortælle og fortælle… Hun havde sagt, hun forventede mere end hans weekendbesøg, men han sagde, at havet ventede på ham. Han agtede ikke at lægge sine planer om for hendes skyld. Hvis hun elskede ham, kunne hun jo bare komme med.
Med hvad? Med mave og det hele tværs over landet, væk fra mor, familie og alt hun kendte?
Nej, det blev ikke til noget!
Kirstine rejste sig fra bænken, glattede sin nederdel og rettede lidt på håret. Hun havde ikke meget af det men en permanent kan gøre underværker. Mor havde ret: Udseendet betød meget. Se bare på Anders ikke køn, men alle pigerne var vilde med ham. Han var både klog og sjov og kunne snakke alvor, som var han uddannet. Og han havde dårligt nok femte klasse! Alligevel klog…
Det kneb også for Kirstine med det boglige. Hun havde lige akkurat fået sin eksamen fra teknisk skole, og nægtet at læse videre trods sin mors bønner. De talte ikke sammen i næsten en måned efter det. Sådan var det nu engang.
Men Kirstine klarede sig jo. Og det var penge i hånden, byggepladsen betalte godt. Mor fik penge tilsendt, og Kirstine havde selv nok.
Mor blev også blød om hjertet igen sådan er en mor nu engang. Men hvad ville hun sige, når hun fandt ud af, hun skulle være mormor? Det ville blive et skænderi.
Ikke længe efter slog det ned som et lyn.
Mor råbte så højt, at naboerne kom rendende. Ikke at de fik noget svar mor sendte dem skyndsomt væk: Familien skal selv tage sig af sine sager.
Hvordan kunne du dog, datter? Jeg sagde jo, du skulle vente til brylluppet! Hvem vil have dig nu? Ih altså, Anders! Det havde jeg ikke ventet af ham han virkede ellers så ordentlig! En slange! Nå, og da du fortalte ham om barnet, så stak han bare af?
Kirstine var i tvivl: Skulle hun fortælle moren hele sandheden? Det betød ikke så meget Anders var alligevel langt væk.
Ja, mor. Det var sådan.
Ak, min stakkels pige… Hvordan skal det dog gå?
Åh, hvem er vi? Vi skal nok klare det, mor! Hvis du hjælper mig den første tid, så tør jeg godt føde mit barn.
Hvor skulle jeg ellers gå hen? Hvilken mor forlader sit barn, når hun har brug for hjælp?
Kirstine lukkede øjnene et øjeblik og lettelsen bredte sig i brystet: Vi skal nok klare det, Anders! Du kan sejle din vej, hvis havet koster dig mere end dit barn!
Tiden gik, og Kirstine huskede mindre og mindre, hvordan samtalen egentlig var forløbet. Hun overbeviste endda sig selv om, at hun havde sagt det lige ud til Anders og fået næsen knust i svaret. Vreden og sorgen flettede sammen en varm, uanselig knude i brystet, der nu og da mindede hende om sig selv.
“Hov, se nu på hende der. Hendes pige ligner sin far på en prik lille djævel, snurrer rundt og gør livet besværligt! Vent du bare, din datter stikker også af en dag ligesom han. For sådan er det, når man ikke kan værdsætte og elske! Sådan noget lærer man aldrig! Æblet falder ikke langt fra stammen…”
Og måske var det derfor, at Anna, Kirstines datter, var vokset op i den ubrydelige tro, at det kun var mormor, som elskede hende, og det ikke engang hele tiden. Hun kunne være varm og god, men hvis naboerne grinede bag ryggen på dem, så skubbedes Anna væk:
Gå ind til mor, lille hjerte. Lad hende trøste dig, åh Gud, hvorfor vi sådan skal straffes… Hvad har vi da gjort?
Indtil hun var tre, troede Anna faktisk, at “straf” og “ulykke” var hendes navne. Kun i de stille stunder mellem skænderierne kaldte moren hende for Annemette.
Kom herhen, min pige, lad mig flette dit hår! De er ikke som mine… De er så tætte, ligesom hans… Han havde også mørkt, stærkt hår og øjne blå som Vesterhavet, som han stak af til… Du ligner ham… Du er smuk, men du vil aldrig finde lykken…
Hvorfor ikke? Anna spidsede læben altid klar til at græde.
Bare fordi!
Morens stemme knækkede, og Anna forstod hun skulle ikke spørge mere. Det var bedre at smutte ud til mormor, gemme ansigtet i det duftende forklæde og græde lidt. Først over sig selv, så over sin mor og til sidst også over mormor. For mors skam, det var mormor, der bar på den.
Hvad var det egentlig for en skam? Det forstod Anna først langt senere. Til sin ti-års fødselsdag begyndte tingene at ændre sig. Moren blomstrede pludselig op og flyttede til byen hun ville skabe sig et nyt liv.
Anna blev tilbage hos mormor.
Ikke at hun savnede moren frygteligt. Moren havde før været væk i lange perioder, mens hun arbejdede og sagde: “Der er jo nogen, der må fodre et farløst barn!” Men det var alligevel noget andet. Moren kom altid tilbage, glad og træt. Hun havde gaver og tøj med, krammede Anna, skældte lidt mormor ud:
Mor, hvorfor er hun så mager? Nu siger folk, hun ikke får noget at spise!
Det er jo din skyld, barnet spiser daggamle rundstykker! Hun snapper bare en bid brød og så er hun mæt! Hvis du var hjemme, ville hun spise som folk! Jeg har jo også gården og dyrene, og så ungen oveni! Skal jeg klage, så kom hjem og pas dit barn!
Hvorfor dog? Hun er jo stor nok! Lad nu være at skælde ud, mor! Se, hvad jeg har med til dig!
Hvem har brug for dine gaver? Det var bedre, du var herhjemme! Det gør ondt i hjertet. Jeg savner dig…
Moren blev mørk, og Anna gemte sig i krogen vidste, at nu blev det skænderi.
Åh ja?! Du savner mig?! Tror du ikke, jeg savner noget? Jeg er ung og smuk, hvad hjælper det, når man lever som en eneboer! Og så skal du skælde ud, til jeg får lyst til helt at give op! Mor, hav lidt barmhjertighed! Jeg har allerede slæbt denne byrde i mange år… Hvis jeg havde vidst, at det blev sådan, havde jeg aldrig ladet ham gå!
Vad hjælper det at gå og fortryde, barn?
Mor!
Hvad så? Du har født et barn så opdrag det! Eller send det til faren, måske vil han tage sig af hende?
Give Anna til ham?! Aldrig! Han ville ikke engang høre om hende! Nej, Anders får ikke en datter forærende på et sølvfad! Ikke for alt, hvad jeg har knoklet for!
Så holdt du bare op med at klage! Dit barn hører det jo! Tror du ikke, det sårer? At kende sandheden om en far, der bare gik…
Så må hun blive såret! Livet lærer os ikke kun søde ting! Nu stopper vi! Og du rører ham ikke! Jeg kender dig…
Mormor holdt, hvad hun lovede indtil videre.
Anna var ved at gøre sig klar til eksamen, da der kom nyt fra byen. Moren havde født en dreng, og en uge senere døde hun, uden at nogen forstod hvorfor.
Hemmeligheden ville måske være gået i graven, hvis ikke Anna var stædig.
Da mormor tog til byen for at ordne alting, forlod hun huset uden Anna, men med strenge anvisninger: pas nu på alt!
Nu må vi tænke på livet, lille ven… mormor trak sjalet tættere om sig. Hvordan skal vi nu klare os? Jeg aner det ikke…
Mormor, jeg kan arbejde!
Vent lidt med det. Vi skal lige finde ud af det med den lille. Faren har taget ham, men han vil ikke tage ansvaret. Og jeg… Klarer vi den, Anna?
Har vi andet valg? Jeg voksede jo op uden mor! Skulle han på børnehjem? Det kan jeg ikke…
Jeg ved det godt… Men jeg er bange, Anna. Jeg ved ikke, hvor længe jeg kan holde ud…
Mens mormor var væk, gennemrodede Anna hele huset. Hun måtte finde sin far uden hans hjælp ville de ikke komme gennem det.
Hun havde vidst hele tiden, hvad hun ville gøre. Allerede som lille tegnede hun ‘breve’ til far, gemte dem for mor og mormor, tegnede om katten, eller hvordan mormor lærte hende at bage boller. Da bogstaverne kom til, skrev hun breve og gemte dem under sengen, fyldt med glæder, sorger, sejre og nederlag.
Nu skulle hun skrive det vigtigste brev. Det, hun faktisk ville sende.
Hun fandt adressen. Den gamle, slidte kuvert havde moren gemt så godt, at Anna aldrig havde fundet den, hvis ikke en billedramme var væltet. Da hun forsigtigt samlede glasskår op fra det gamle fotografi af mor, dukkede kuverten op.
Hvad er det? hviskede Anna, trak den frem og begyndte at græde. Mor, hvorfor gjorde du det her mod mig?
Længe sad hun der, talte ud til sin mor og undskyldte sig, uden egentlig at vide for hvad
Det føltes ikke spor bedre.
Undskyld, mor, men jeg kan ikke høre på dig mere. Du ville ikke have, at jeg skulle kende min far… Men jeg har brug for ham! Mormor siger selv, at hun ikke kan holde til det hele for evigt… Hvis han er så slem, som du sagde så må jeg se det selv. Hvis han ikke er… Ja, undskyld, mor, men jeg tror ikke rigtigt på dig. Du sagde altid, far var ond, men hvad med dig? Hvorfor fik du mig, hvis du ikke ville elske mig? Hvorfor alt det opofrelse? Ja, kald mig bare utaknemmelig… Men kan du forstå, hvor ondt, det gør ikke at blive elsket?! At minde om en, man aldrig har mødt? Hvorfor skulle jeg være som ham? Jeg vil bare se ham! Høre, hvad han har at sige.
At han kunne være flyttet, slog hende slet ikke.
Hun handlede uden at tænke.
Hele aftenen og det meste af natten skrev hun flittigt og rev en side ud af en gammel skolehæfte: De tre linjer rummede alt, syntes hun vrede, håb og et råb om hjælp.
Hun postede brevet næste morgen på vej til skole. Da hun kom hjem, havde mormor hentet den lille dreng med hjem.
Her er han… Emil. Din bror…
Mormor snøftede og vendte sig væk, mens Anna nysgerrigt studerede den lillebror, hun ikke forstod.
Mormor, hvorfor er han så lille?
Helt normalt. Du var mindre, end han er.
Virkelig?
Ja. Og se nu på dig! Han vokser også op.
Ba, hvad med hans far…
Han siger, han nok skal betale, men vil ikke have ham hos sig. Han har ikke tid.
Nå, det er da ikke så ringe… Anna imiterede mormors særlige tone så godt, at mormor ikke kunne lade være at smile.
Åh, Anna! Klarer vi den, mon?
Hvordan ikke? Vi gør som alle andre med børn! Kamma Højbjerg har ni unger, og hun klager ikke det mindste! Hun vil endda give mig tøj, der er for småt til tvillingerne. Man når jo ikke at slide på tøjet, børn vokser så hurtigt. Er det ikke rigtigt, ba?
Jo, mit barn. Hurtigere end tiden selv. Jeg bar din mor sådan her for lidt siden og nu er hun væk…
Nej, mormor. Ikke græde! Så græder jeg også. Og så den lille også han ser allerede ud til at ville skrige… Hvad vil han? Er han våd?
Sulten nok. Hvad er klokken? Nå ja, tid til at spise!
Mormor gav Anna babyen.
Hold ham, ikke vær bange! Du er ferm med hænderne, barn! Gud give, han bliver ligesådan!
Anna blev helt stille.
Der lå han beviset på, at hun aldrig mere skulle være alene. Hvor tit havde hun ikke drømt om, at nogen havde brug for hende, som hun havde brug for dem? Mor og mormor talte ikke de havde deres egne tanker om behov og ansvar.
Du gifter dig væk og så ser vi dig ikke for bare brusende enge! sagde moren. Anna ville blot høre, at de ville holde sammen som en stor familie. Ligesom hos Kamma, hvor det altid var larmende, men varmt. Tre generationer samlet det gav børnene tryghed.
Kamma boede med forældre og svigerforældre, alle blev kaldt mor og far, og hun styrede huset med myndig hånd. Ansvar lå på hende, og manden bakkede op, og hvis der var skænderier, blev det stoppet straks:
Nu! Gør rent ikke råbe af familien!
Anna lagde det bag øret. Familie betyder alt!
Men de havde kun mormor og mor Indtil nu.
Emil, der bare var et par uger gammel og allerede kunne fylde huset med liv, betød alt. Hun havde ansvar for ham og nu havde de hinanden, for altid.
Anna lærte sin nye rolle hurtigt. Kamma stak hovedet ind, pakkede Emil ud, tog hans små arme og ben og fortalte: Nå, lille sprællemand du råber, og det er godt! Lungerne skal nok komme på plads! Anna, bare rolig, det her lærer du nemt. Jeg viser dig, hvordan du bade og pusler ham, resten klarer du selv. Hvor er mormor?
Hun tog ind til byen for at ordne papirene det skulle gøres hurtigt, så alt er i orden. Hun viste mig, hvordan man gør, men jeg ville lige spørge dig også…
Hvorfor det? Er mormors kundskaber ikke nok? Kamma rynkede brynene.
Tænk ikke det værste, Kamma! Det er bare… Mormor siger selv, hun har glemt, hvordan de små er. Du husker det hele…
Selvfølgelig! Mine små er jo nærmest spædbørn stadig…
Du kan forklare det bedre. Jeg synes bare det hele virker så overvældende.
Du skal ikke være bange, Anna! Det klarer du! Kamma svøbte Emil ind. I gamle dage blev piger jo gift meget tidligt. Du havde haft to nu, hvis det var før i tiden. Det her lærer du!
Anna fulgte Kamma, men tankerne svirrede mor? Selvom hun ikke var klar til selv at blive mor, var det alligevel så stor en kærlighed, hun følte. Hun løb nu hjem fra skole Emil ventede! Hans første tandløse smil blev hendes. Af alle de første ord var det hendes navn, han lærte først:
Aja! lød det fra den buttede dreng, der vaklede gennem gården mod hende.
Her er jeg, min skat!
De små arme om halsen varmede Anna længst ind i hjertet.
Hvor har du gjort af dig, hvorfor er du beskidt? Vi må få dig vasket!
Emil fandt sig i alt, hun gjorde. Ja, endda at blive vasket. Mormor lo ad dem:
Han er nu en lille ål, Anna! Hold fast på ham!
Anna glemte alt om brevet til sin far. Der kom aldrig noget svar, så hun slog sig til tåls stilhed er også et svar. Han havde ikke brug for hende.
Det nagede, måske, lidt, men det gled hurtigt i baggrunden. Hele Annas tanker cirklede om Emil.
Mormor nævnte jævnligt uddannelser, men Anna nægtede.
Det giver jo ikke mening, mormor! Så skal jeg til byen! Hvordan skal I klare jer? Der er altid brug for folk her i byen både på gården og i butikken, som Kamma og hendes mand åbner. Kamma har endda sagt, jeg kan få job!
Men mormor ville ikke høre:
Anna! Din mor smed livet væk, nu vil du gøre det samme! Jeg gør det for dig!
Ba, du må forstå der er vigtigere ting end uddannelse!
Det var midt i den diskussion, han pludselig stod der. Ham, Anna var holdt op med nogensinde at regne med at se.
Hun kom hjem med Emil, der småbrokkede sig, men alligevel gik trægt med, vidende at med Anna måtte han give sig og gå i seng. Ved lågen rykkede han i hendes kjole.
Aja! Tag mig!
Hun løftede ham op. På vej op ad stien standsede hun brat. På verandaen stod en fremmed mand og roede med den gamle lampe, som aldrig havde helt virket.
Så, det var det! lød det tilfreds fra manden, da lyset tændtes, og han hoppede ned.
Først derefter så han Anna og Emil.
Datter…
Anders tog skridt hen mod dem, og uanset at Anna flyttede sig lidt, lukkede han hende og Emil ind i favnen.
Kære barn…
Anna så forundret, at han græd.
Tilgiv mig, jeg vidste jo ingenting om dig! Er det din? han nikkede mod Emil, der bare stirrede.
Dov dig sund, lille ven! Kom hen til bedstefar! Lad mig se dig!
Så gik det op for Anna, hvem han var.
Han er ikke min, hvor… hvad… han er min bror. Mammas dreng, Emil…
Nå, så det… Anders holdte drengen, der foldede sig om ham, så tæerne nærmest ikke rørte jorden.
Stikker!
Intet problem, lille ven! Jeg barberer mig! Anna, lad os gå ind. Myggene er værre end fiskere herude!
Åen er tæt på, far…
Det husker jeg…
Mormor så på Anna med et blik, der sagde, at de voksne havde talt sammen, og alt var ok. Og Anna kunne godt mærke, at hun ikke behøvede at være vred længere.
Det var ligegyldigt, hvad der var sket før. Det vigtigste var, at familien nu voksede. Og hun modtog det nye med taknemmelighed.
Hun så på Emil, der klamrede sig til far nu var der endelig en mand i hjemmet. Og det føltes rigtigt.
Senere ville Anna erfare, at hendes brev ikke var blevet væk, men sendt til adressen, hvor faren ikke længere boede. En kvinde, der fandt brevet, brugte sin tid på at finde den rette. Først efter måneder nåede brevet frem, og Anders var ude at sejle.
Så snart jeg fik dit brev, kom jeg! Jeg troede, jeg var alene i verden. Skrev flere gange til din mor bad hende tage sig sammen. Jeg ville have en familie.
Hvad svarede hun?
Hun skrev én gang at hun var blevet gift og ikke ville forstyrres. Så holdt jeg op… Hvis jeg havde vidst, at det var sådan, var jeg svømmet hjem! Gud, hvilken lykke det har jeg slet ikke fortjent! Kommer du ikke med mig? Jeg har en stor lejlighed i Svendborg, du kan se havnen fra vinduet!
Far, jeg kan ikke…
Hvorfor ikke?
Jeg tager hverken af sted uden Emil eller mormor! Sådan er det bare.
Hvem har sagt, at de ikke skal med? Der er plads til jer alle. Og du skal læse videre, barn! Mormor bliver hjemme med Emil, og du får din uddannelse.
Jamen, hvordan skal vi klare os? Vi har det svært nok! Emils far hverken betaler eller hjælper. Det er som om, han aldrig har haft en søn. Han har kun været her én gang. Ti minutter, så var han væk.
Vil du gøre mig til grin? Anders rynkede brynene, og Anna kunne ikke lade være at grine han lignede Emil, når han blev sur. Hvad fniser du ad? Kan jeg ikke brødføde to kvinder og en knægt? Fornærmer du mig! Pak nu! Mormor har sagt ja det eneste, vi manglede, var dig! Og nu siger du ja, ikke?
Ja, far. Ja…
Anna krammede faren, velsignede den dag, hun fik tanken om at skrive til ham. Så rejste hun med ham til havet, der trods navnet aldrig ville blive stille.
Anna ville aldrig få et stille liv. Storme og rolige dage ville komme, men hun vidste: Hun havde nu en havn at søge tilflugt i.
En havn med varme, familie og duften af friskbagt rosenbrød, som hun aldrig lærte at bage, trods mormors forsøg.
Og der venter hende en vild dreng, der hilser hende hjem med en stemme, der nu lyder dyb:
Hej! Far sagde, du ville komme! Anna, jeg har savnet dig!
Og jeg dig, min skat Jeg har savnet digAnna satte tasken fra sig og gik langsomt det sidste stykke op mod huset, hvor lyset strømmede ud gennem vinduerne og blandede sig med aftenduggen. Ved havedøren stod Anders, ældre nu men smilet var stadig det samme, trygt og varmt som sensommersol efter regn.
Emil løb hende i møde, store fødder og grin, og mormor hævede sig tungt fra stolen og spredte armene.
Velkommen hjem, barn, sagde hun stille.
Inde i stuen duftede det af kaffe, saltvand og roser i vase genkendeligt og nyt på én gang. Anna så rundt på sin familie, alle de brudte grene og forvredne rødder, der havde fundet sammen til noget stærkt og levende igen.
Hun lagde armen om Emil og trak mormor tættere ind til sig. Anders rakte en kop frem og knipsede mod vinduet, hvor mågerne kredsede lavt og skreg deres vilde frihedsskrig som om de røbede en sandhed kun familien forstod:
At stormene altid vil vende tilbage, men at livet netop derfor mærker sødest, når man samles i ly af hinanden.
Anna så på dem, hun elskede og mærkede, at hun nu for første gang tilgav ikke bare sin mor og sin far, men også sig selv: For sin længsel, sin stædighed, og for endelig at tro på sit eget værd.
Hun smilede. Her hørte hun til, nær havet, blandt folk der lovede mere med handling end med ord.
Og udenfor bredte natten sig, mørk og beskyttende, rundt om huset, hvor et lille fællesskab sad, rakte ud over tidens gamle sorg og sendte blide breve af glæde mod morgenrøden.
