Brev til far
Du er godt nok en sjov fætter, Viggo! Det havde jeg ikke ventet af dig! Solvej gad ikke holde facaden mere og tørrede næsen i ærmet på sin bluse.
Den fine bluse havde hendes mor syet til hende. Trukket et stykke silke frem fra skabet, sukket lidt over at bruge det på datteren og ikke sig selv, men så sat sig hen til symaskinen med et nik.
Tøsen voksede jo til. Hun skulle også se ud af noget. Hvem lægger mærke til hende, hvis hun går i sjusket tøj?
“Hun skulle bare have ladet være med at gøre sig så umage Hvad nytter det?” tænkte Solvej, mens hun så efter sin første kærlighed.
Denne kærlighed marsjerede væk fra Solvej i solidt soldatertrit og så sig ikke tilbage en eneste gang.
Så uendeligt sårende!
Solvej hulkede endnu en gang, men huskede hurtigt, at hun havde mascara på, den som moren havde forbudt, og derfor måtte hun virkelig holde tårerne tilbage.
Viggo, Vigge, Vigsen
Elskede, eneste! De havde blot fået tildelt et halvt år med lykken. Solvej havde talt. Siden den dag de mødtes, var det præcis seks måneder.
Bare seks måneder, men så meget var sket
Viggo vendte sig trods alt om, men Solvej lod som om hun ikke så det.
Hvorfor skulle hun også? Hun kom til ham med sådan en nyhed, og han vender ryggen til? Han kan bare smutte! Sømand pjat! Han skal bare have havet og friheden! Har man set mage! Ja, så farvel med dig! Hun er ikke et barn! Hun skal selv nok føde og opdrage uden at spørge om lov! Det er alt for meget ære til ham!
Solvej var vred, men et tyndt, hvinende lille dyb af skuffelse kradsede indeni.
Hvordan kunne det være? Han sagde jo, at han elskede hende, lovede hende alt, hvad hun kunne ønske! Sagde, de skulle giftes Og så? Stak han af, straks hun fortalte, at hun ventede et barn?
Nå “fortalte”
Hun sagde, at hun regnede med mere end tilfældige weekendsammenkomster, og han svarede, at havet ventede. At han ikke havde tænkt sig at ændre kurs for hendes skyld. Sagde, at hvis hun elskede ham, måtte hun jo pakke tøjet og tage med.
Men hvordan skulle hun kunne forlade moren? Og med stor mave ovenikøbet? Til den anden ende af landet, hvor hun kender ingen og intet?
Nej, nej! Ikke tale om!
Solvej rejste sig fra bænken, glattede kjolen og satte håret. Hendes tre hår var godt nok tynde, men en perms lagde dem alligevel pænt. Moren havde ret udseendet betyder meget. Se på Viggo, ikke køn at se på. Får man næsten ondt af! Men pigerne gik stadig i spåner over ham. Fordi han var klog, sjov, og kunne tale alvorlig snak, ligesom en, der havde læst. Selvom han kun havde syv års skolegang! Men alligevel Forholdsvis dannet.
Men Solvej var heller ikke ligefrem akademiker. Hun havde en teknisk uddannelse, og det var det. Nægtede at læse videre, selvom hendes mor pressede. Faktisk blev de så uvenner, at de ikke talte sammen i en måned! Hvornår var det nogensinde sket før?
Men Solvej syntes jo hun forstod, hvad der var bedst. Hvad havde hun af den uddannelse, når hun allerede nu tjente godt som tømrer på byggepladsen! Og hun sendte penge hjem, og havde også nok til sig selv.
Moren havde tilgivet hende og taget hende ind igen. Det er jo det mødre gør. Men Hvad siger hun, den dag hun finder ud af, at der skal nye generationer til? Bliver det ballade?
Det var naivt at tænke, det ikke ville ske.
Moren skreg så det gjaldede, at alle nabokonernes tyltepuder kom flyvende. Men forklarede dem intet, sendte dem bare ud igen. Det var da ikke andres sager, sagde hun. Familie skal klare familie uden fremmede ører og næser.
Hvordan er det sket, min pige? Har jeg ikke sagt, at du skal vente til efter brylluppet? Hvem vil nu have dig? Ja, ham Viggo! Det havde jeg aldrig troet! Så rar han så ud Men det er det, slanger kan også smile! Men intet! Han skal få med mig! Så snart han får at vide, han skal have børn, så stikker han af?
Solvej grublede. Skulle hun fortælle moren det hele? Nej, så blev hun ædt rå. Så Lad det ligge, hun skylder mindre, så.
Ja, mor, sådan var det.
Åh, min stakkels pige Hvordan skal vi nu klare os?
Jo jo! Vi skal nok klare den, mor! Om du ikke forlader mig og hjælper til i starten, så tør jeg godt føde.
Jeg forlader dig aldrig! Hvilken mor gør det, hvis barnet har brug for hjælp?
Solvej lukkede øjnene et sekund og sukkede dybt og lettet.
Sådan, Viggo! Vi klarer os uden dig! Sejl nu bare ud, hvis havet er vigtigere end dit barn!
Efterhånden glemte Solvej detaljerne af snakken med Viggo. Hun var tilmed sikker på, at hun virkelig havde fortalt ham det. Og derfor havde hendes vrede og skuffelse slået sig ned indeni, snoet sig som to slanger og iblandt fniste de spydigt:
Se bare! Datteren ligner sin far! Samme lille djævel! Snor sig, driller dig! Du kan fortælle hende alt, men hun spørger alligevel, hvorfor hendes far aldrig er der. Og hun stikker af fra dig en dag ligesom han. Alt fordi hun aldrig lærte at elske og værdsætte! Æblet falder sjældent langt fra stammen
Derfor voksede Alma, Solvejs datter, op med en fuldstændig overbevisning hun blev kun elsket af sin mormor, og endda kun nogen gange. Mormoren nusser, trøster, men så snart naboerne griner, skubber hun Alma væk:
Gå nu til mor! Lad hende pjaske over dig, min stakkel Hva har vi dog gjort for at skulle straffes sådan, Herre Gud?!
Indtil hun blev tre, troede Alma faktisk, at “stakkel” og “straf” var hendes navne. Ligesom Alma. Mor brugte det navn, når hun en sjælden gang havde et blødt øjeblik og største lidt ømhed.
Kom herover, min pige! Lad mig ordne dit hår! Så fine fletninger Dem har du ikke fra mig Tykke og mørke, som ravnens fjer! Lige som din far Han havde også mørkt, tæt hår. Og øjne blå som Storebælt, han rejste ud til Du er ham opad stolpe Dog du er blevet kønnere! Men lykke får du ingen
Hvorfor ikke? småsurede Alma, på grådens rand.
Fordi det bare er sådan!
Mors stemme knækkede, og Alma forstod man skulle ikke spørge om mere. Det blev for dyrt. Gik bare hen til mormor, stak næsen i et forklæde, der duftede af frikadeller og suppe, fældede en lille tåre, først for sig selv, så for mor, til sidst også lidt for mormor. For det var mors skam, men det var mormor, der bar rundt på den.
Hvad skammen egentlig var, og hvorfor man overhovedet skulle bære sådan noget, forstod Alma først langt senere. Hun var knap fyldt ti, da hendes mor pludselig blomstrede op, blev smukkere end nogensinde, og forsvandt til byen for at bygge et nyt liv.
Alma blev tilbage hos mormor.
Det var ikke så underligt igen. Mor havde ofte lagt Alma hos mormor, når hun tog til storbyen for at tjene penge “så der var mad på bordet uden en far til at hjælpe.” Men dette føltes anderledes. Når hun tidligere vendte hjem, var hun glad, men træt. Kom med poser fyldt med gaver og nyt tøj, pillede lidt ved tyndheden og højden på Alma, og skældte så på mormor:
Mor, hvorfor er hun så tynd? Folk begynder at snakke, at vi ikke giver hende mad!
Hun spiser jo ingenting, din datter! Har prøvet alt muligt, men hun tager kun et stykke brød, så er hun mæt. Hvis barnet har sin mor, så ville hun nok spise. Jeg har da rigeligt at lave! Kvæget, butikken og huen af for børnebarn! Skæld ikke ud kom hellere hjem og tag dig af hende!
Hvorfor nusse om hende, mor? Hun bliver jo snart stor! Lad nu, vi ikke skal skændes se hvad jeg har med!
Og hvad skal jeg med de gaver? Åh, min pige, hellere du blev hos os! Mit hjerte er slidt op. Jeg savner dig
Mors ansigt blev mørkt, og Alma krøb forsigtigt i et hjørne. Det blev snart skænderi.
Nå nå, du savner os? Tror du ikke jeg gør? Jeg er stadig ung og køn, men hvad har det hjulpet? Lever som en gammel enke! Og du skælder mig ud! Så mister man helt lysten til det hele! Mor, kun du forstår hvad jeg bærer Havde jeg bare vidst, hvad han stak af med, så havde jeg aldrig sluppet ham!
Det hjælper ikke at bide sig selv i albuen nu, min pige!
Mor!
Hvad? Du har jo fået et barn så opdrag det! Vil du ikke, så skriv til faderen! Måske tager han Alma?
Skulle jeg give hende til ham? Han ville ikke vide af hende! Skal han så komme og hente det færdige arbejde? Ikke tale om! Jeg har slidt på byggepladsen for at opfostre hende selv! Han skal ikke tage æren!
Ja, så skal du heller ikke beklage dig! Barnet hører det hele! Tænker du ikke på, at det er hårdt for hende at høre hendes far er en nar, og mor trækker læsset selv?
Hun må lære, at livet ikke altid er sødt! Nogen gange rammer det som en hammer i hovedet! Så! Vi snakker ikke mere om det! Og mor, du skriver ikke til Viggo! For jeg kender dig!
Mormoren holdt ord i det mindste et stykke tid.
Alma gik og forberedte sig til afsluttende skoleår, da der pludselig kom nyt fra byen. Moren havde født en lille dreng men kun en uge senere døde hun, uden at få talt med nogen.
Og med det forblev Almas begyndelse skjult bag syv segl, var det ikke for hendes stædighed.
Da hun først havde hørt det, tog mormor afsted til byen, lod Alma tilbage med besked om at passe huset.
Der er ikke tid til tårer nu, min pige, sagde mormor og strammede sit sorte sjal. Hvordan skal vi nu leve? Hvad skal vi gøre?
Jeg går ud og arbejder, mormor!
Det skal vi nok snakke om, når vi har fået styr på den lille. Hans far ville godt tage ham, men vil ikke selv kæmpe med det. Kan vi klare det, Alma?
Har vi noget valg? Jeg voksede jo næsten også op uden mor. Skal han på børnehjem? Det kan vi ikke være bekendt!
Jeg ved det Men jeg er bange, Alma. Ved ikke, hvor længe jeg kan hænge i.
Da mormor tog til byen, rodede Alma hele huset igennem. Nu var mors gamle forbud jo alligevel lige meget.
De måtte finde faren. Uden hans hjælp klarede de det ikke.
Hun vidste, hvad hun skulle gøre. Helt fra barn havde hun, uden at kunne stave, tegnet små breve til sin far, gemt for alle andre. Tegninger, der fortalte ham om den nye kat eller hvordan hun og mormor lavede frikadeller. Senere begyndte hun at skrive breve til ham usikre bogstaver og noterede glæder, sorger, skuffelser og små sejre i dem.
Nu skulle hun skrive det vigtigste brev af alle.
Adressen fandt hun til sidst. Moderens gamle, slidte kuvert, skjult så godt. Hvis ikke Alma ved et tilfælde havde tabt en ramme med et gammelt billede, havde hun aldrig fundet det. Glasskår fløj, da fotografiet røg på gulvet. Da hun fejede glasset, så hun hjørnet af en hvid, snavset kuvert.
Hvad er det? Alma trak den ud under billedet og begyndte at græde. Mor! Hvorfor gjorde du det her mod mig? Hvad har jeg gjort dig?
Hun blev siddende længe på gulvet og talte med sin mor om alt, hun havde på hjertet, bad om tilgivelse uden at vide for hvad.
Det lettede ikke.
Undskyld mor, men jeg kommer ikke til at lytte til dig denne gang. Du ville ikke have, jeg skrev til far Men jeg har virkelig brug for ham nu! Mormor siger ikke vil leve evigt Og hvis han er så slem, som du sagde, vil jeg hellere vide det med sikkerhed og så klare mig selv. Men hvis ikke? Jeg tror dig ikke helt, mor. Du har råbt, at min far er slem, men samtidig Hvorfor fik du mig, hvis du aldrig rigtig kunne elske mig? Den slags heltemod fører ikke til noget Og ja, jeg ved hvad du vil sige jeg er utaknemmelig. Sådan må det være! Men ved du, hvor ondt det gør, ikke at blive elsket? Når man kun får at vide, man ligner én, man aldrig har kendt? Hvordan skal jeg vide, hvordan han er? Derfor tag det ikke ilde op! Jeg vil møde ham! Og høre, hvad han siger til mig!
At den, der engang sendte brevet, kunne være flyttet havde hun ikke skænket en tanke.
Hun tænkte ikke, hun handlede.
Aftenen og det halve af natten sad hun med papiret og kradsede tre linjer ned, der rummede det hele. Hendes skuffelse, bøn om hjælp, og det lillebitte håb om, at faren ville høre hende.
Brevet sendte hun næste morgen, på vej til skole. Da hun kom hjem, stod mormor der med en nu urolig, lillebitte baby.
Ja, Alma det er Anders. Din lillebror snøftede mormor og vendte sig bort, mens hun pakkede den lille ind.
Mormor, hvorfor er han så lille?
Du var endnu mindre.
Virkelig?
Ja, og se hvor stor du er nu. Ham skal nok blive stor, han også.
Mormor, hvad med faren?
Han sagde han vil hjælpe, men ikke tage ham. Han har ikke tid, siger han.
Bedre end intet, sagde Alma, så mormor måtte smile ved hendes ordvalg.
Ak, Alma! Kan vi klare ham?
Hvordan ikke? Helt ærligt, mormor! Kig på Karla hun har ni børn og klager ikke! Hun lover at komme med både bleer og tøj, når hun får tid. Hun siger, det meste er næsten nyt, da tvillingerne voksede alt for hurtigt. Passer det, mormor?
Ja, min pige. Børn vokser hurtigt. Lige før holdt jeg din mor sådan i armene Nu er hun væk.
Men mormor, græd nu ikke! Så begynder jeg også! Og denne her fyr hvad skal der til, for at han tuder? Han er våd?
Sulten, måske. Det er efterhånden spisetid Åh ja, nu må vi gå i gang!
Mormor travede rundt og stak Alma babyen.
Hold ham bare! Du er stærk, min pige! Han bliver sikkert ligesom dig.
Alma stod helt stille.
Her lå altså beviset for, at hun ikke var alene længere. Så mange år havde hun drømt om en, der virkelig havde brug for hende. Mormor og mor havde deres egne måder, men dette var noget andet.
Mor sagde altid: Når du bliver gift, er vi ligesom væk for dig!
Men Alma havde altid drømt om, at de boede alle sammen. Som Karls familie, hvor alt var rodet og larmende, men varmt og rart. Hvor børn pilede rundt og tre generationer var samlet under et tag.
Karla boede med både sine forældre og svigerforældre, kaldte dem alle bare “mor-far”. Hun styrede huset solidt, vidste, at børn skulle være glade, og hendes mand bakkede hende op. Kom der ufred, stoppede han det straks:
Så, nu bliver vi gode venner! Man skændes ikke i familien!
Det huskede Alma. Sådan skulle det altså være. Familie er vigtigt!
Synd hun kun havde mormor og sin mor. Tænk hvis der var flere
Nu var det sket
Og selv om den lille bare var nogle uger gammel og snart skreg, forstod Alma det øjeblik han var hendes, og omvendt. Lige meget hvor stor han blev, ville han altid være hendes ansvar og glæde.
Hun lærte hurtigt at passe ham. Karla stak engang hovedet ind, svøbte hurtigt Anders ud og ind, og grinede:
Nå, lille soldat! Brøler du? Det er godt! Så får du stærke lunger! Nå Alma, sådan gør man! Det er ikke svært. Alle damer klarer det her, og det gør du også! Jeg skal vise dig at bade og passe ham, mormor er væk?
Hun tog til byen for at ordne papirer til os. Hun viste mig alt, men jeg ville også lige spørge dig, hvordan man gør
Hvad var der galt med mormors råd? Karla kneb øjnene sammen.
Det er ikke for at genere nogen, Karla! Mormor siger selv, hun næsten havde glemt det, fordi det er så længe siden, hun selv havde en baby.
Ja ja! Det er friskt i min hukommelse! Karla lo. Jeg har jo også tvillinger.
Derfor tænkte jeg, du kunne lære mig håndgrebene. Jeg er lidt bange, Karla. Han er så lille!
Du klarer det, Alma! Karla foldede bleen sammen. I gamle dage havde du haft to allerede. Det skal nok gå!
Alma så nøje, men tænkte, at hun slet ikke var klar til selv at få børn. Bleer og flasker var ikke alt Man skulle da kunne elske. Men hvordan?
Det fik Anders hurtigt lært hende. Alma fløj hjem fra skole for at være sammen med ham! Hans første tandløse smil var ikke til mormor, men til Alma. Og hendes navn kom før alt andet.
Amma! brølede den buttede dreng, stavrende gennem gården, da hun kom hjem.
Jeg er her, min ven! Kom til mig!
De små arme klemte om hendes hals og Alma smeltede og kyssede de klistrede kinder.
Hvor har du nu rodet rundt? Hvorfor er du beskidt? Nu går vi ud og vasker dig!
Med Alma tog Anders alt med. Også sæbe. Mormor lo ad jagten på den undvigende baby:
Slange! Se du får fat, ellers slår han næsen!
Alma glemte helt brevet til faren. Der kom aldrig svar, og hun regnede tavsheden som et svar. Hun må ikke betyde noget.
Skuffelsen nærede sig på hendes indre, men dovnede hurtigt. Hun havde for travlt. Alle tanker drejede sig om Anders.
Mormor snakkede af og til om gymnasium, men Alma ville ikke høre.
Du ved jo, det er umuligt! Hvis jeg flytter til byen for at læse, hvem skal så passe på jer? Nej, det er slet ikke til diskussion!
Mormor insisterede, Alma blev vred. Mon ikke, hun kunne finde arbejde i landsbyen? Landbruget manglede folk, og det lille supermarked, som Karla og hendes mand havde åbnet, ledte hele tiden efter hjælp. Karla havde sagt, hun kunne få job så snart hun ville.
Men mormor lyttede ikke.
Alma! Forstår du slet ikke? Din mor endte her og nu dig! Jeg gør det for din skyld!
Mormor, jeg forstår, men du skal ikke narre mig! Der er vigtigere ting end uddannelse!
Netop i den brusende diskussion dukkede den, hun aldrig troede hun ville se, op.
Det var sent. Hun kom hjem med Anders fra Karlas. Han var træt, småvrissede, men trak hende mod lågen:
Amma! Løft!
Så hun løftede ham op og smilede det kommanderende og morsomme “løft!”.
Hun åbnede lågen, tog et par skridt, og standsede brat. På verandaen stod en fremmed mand på en gammel taburet og roder med en pære, der aldrig havde virket.
Dér! Sådan, for pokker! mumlede manden tilfreds, da pæren lyste op, og han hoppede ned.
Først nu fik han øje på Alma og Anders, der stirrede.
Min pige …
Viggo trådte nærmere og uden at ryste favnede begge.
Min egen
Alma så forbløffet tårerne i hans øjne.
Undskyld, min pige! Jeg vidste ikke, du fandtes! Din? Viggo nikkede mod Anders, der spændt betragtede den underlige mand. Giver du ham til bedstefar? Kom her, min ven!
Nu vågnede Alma og forstod, hvem han var.
Nej, nej! Ikke min! Øh, ikke min søn! Far, det … Det er mors … Det er min bror, Anders …
Aha! Viggo trykkede den lille ind til sig. Anders begyndte ikke engang at gøre modstand, men klyngede sig til den fremmede mand.
Han stikker!
Så skal jeg nok barbere mig, min ven! Kom, min pige, lad os gå ind. Myggene bider én i stykker herude!
Åen er tæt på, far
Ja. Det kan jeg huske.
Mormor sendte Alma et blik, der antydede, at voksne havde talt ud og freden var genskabt. Så Alma behøvede ikke at være vred mere.
Hvilken forskel gør det, hvad der var før? Familien voksede, og det måtte hun tage som et held.
Hun så, hvordan Anders snoede sig omkring Viggo og vidste sådan blev det. Nu var der endelig en mand i huset, og det var godt.
Senere skulle Alma erfare, at brevet ikke var forsvundet på posten, men var blevet leveret. Faren boede der ikke mere. Men den unge kvinde, der nu boede i lejligheden, havde brugt tid på at finde frem til den gamle lejer og give ham brevet. Det var ikke let. Da hun endelig fik kontakt, gik der måneder før Viggo fik det, for han var til søs.
Så snart jeg læste brevet, min pige, kom jeg! Jeg troede, jeg var alene i hele verden! Jeg skrev faktisk til din mor mange gange. Bad hende om at tænke sig om. Ville have familie.
Og hun?
Hun svarede én gang. Sagde, hun var gift og bad mig lade hende være. Så det gjorde jeg. Åh, min pige, hvis jeg havde vidst, hvad der var i gærde! Jeg var svømmet hjem, hvis det skulle være! Hvorfor får jeg sådan en gave? Det har jeg altså ikke fortjent! Vil du tage med? Jeg har en stor lys lejlighed i Aarhus. Man kan se havnen, og solnedgangen så man bare får lyst til at leve!
Far, jeg kan ikke
Hvorfor ikke?
For jeg kommer ikke nogen steder uden Anders og mormor! Det går ikke.
Hvem siger, I skal undvære nogen? Der er plads til alle. Du skal læse videre! Mormor kan passe Anders, vi får dig optaget.
Ja, og hvordan skal vi leve? Vi kan knap klare det som det er. Anders far betaler hverken bidrag eller hjælper. Han har glemt, at han har en søn. Det er over et år siden, vi har set ham. Kom kun én gang, ti minutter så var han væk.
Min pige, vil du gøre mig ked af det? Viggo rynkede brynene, og Alma måtte næsten le, der var så meget Anders over ham. Hvorfor ler du? Tror du ikke, jeg kan forsørge to kvinder og en dreng? Tro om! Pak tasken! Mormor har allerede sagt ja vi ventede kun på dig. Så vil du?
Ja, far. Jeg vil gerne
Alma krammede sin far, velsignede den dag, hun fik ideen at skrive. Så tog hun med ham mod havet, der trods sit navn aldrig var stille.
Og selv om hendes liv aldrig blev helt roligt, hverken et dansk sommerspejl eller verdens største storm, så vidste Alma, at hun havde fået en havn. En havn, hvor hun kunne finde varme og sikkerhed, uanset hvad der skete.
Og i den havn ville familiens lune, duften af mormors tarteletter (som Alma aldrig kunne lære at lave) altid være der.
Og der ville den pjuskede dreng vente på hende, hilse hende med sin lidt for unge, men allerede alvorlige stemme:
Hej! Far sagde, du kom i dag! Alma, jeg har savnet dig!
Og jeg dig, min ven Jeg dig Alma satte tasken fra sig. Havet duftede sprødt, og lyset i farens stue var varmt, blidt som favnen hun havde savnet. Bag sig hørte hun Anders hvine over en legobil, mormor sludrede med Viggo om gamle dage, og vinduerne stod på klem, så sensommerens luft gled ind.
Hun trak vejret dybt. Her var ikke kun tilgivelse, men for første gang også plads til håb. Forsigtigt mærkede hun sine egne skuldre de var lette nu, al byrden blev båret sammen.
Ud af køkkenet dukkede faren op med et viskestykke over skulderen.
Alma, vil du se solnedgangen med mig? Jeg har gemt den til dig.
Hun nikkede, og sammen gik de ud, op på taget af huset, hvor havnen glitrede og byen lå badet i kobbert lys. Det målte alt det, de havde mistet og vundet igen.
Alma satte sig. Faren pegede:
Se, skibene vender altid tilbage, min pige. Det gør du også. Her er du hjemme.
I stilheden, lige før aftenen blev til nat, forstod hun endelig: Man kan savne det, man aldrig har haft. Men man kan også bygge det selv stykke for stykke sammen med dem, der endelig venter på én.
Da mørket sænkede sig, og mormor kaldte på varme boller, lo Anders højt ind gennem vinduet. Alma rejste sig, gav faren et sidste klem, og tænkte, at uanset hvor vildt livet slog, ville hun altid vende hjem til havn, familie, og den slags kærlighed, der tåler tid, afstand og storme.
For nu hørte hun til. Andet havde hun aldrig bedt om.
