Børnene kom på besøg og kaldte mig en dårlig husmoder.
Dagen inden min fødselsdag begyndte jeg at forberede maden til fejringen. Jeg bad min mand, Henrik, om at skrælle grøntsager og skære salaten, mens jeg selv stegte kødet og lavede de andre retter. Jeg følte, jeg havde lavet et lækkert og velsmagende måltid, klar til at samle hele min store familie. På selve fødselsdagen gik Henrik og jeg om morgenen ned til bageren i Valby for at købe en stor, frisk lagkage, som jeg vidste, mine børnebørn ville elske.
De første gæster var min søn, Mikkel, med sin kone Katrine og deres søn. Kort efter kom min ældste datter, Rikke, med sine to børn, og til sidst min mellemste datter, Lærke, med sin mand og børn. Alle samledes omkring spisebordet, og der blev klirret lystigt med skeer og gafler. Alt så ud til at falde i god jord, og der var mad nok til alle. Børnene spiste så meget, at de satte aftryk af små, fedtede fingre på tapetet, og de voksne formåede at spilde på dugen. Da vi fik kaffe og kage, sagde Rikke:
Du havde nu ikke sat så meget frem på bordet, mor Vi har spist, hvad så?
Hendes ord ramte mig. Selvom de andre grinede af det og tog det som en spøg, blev jeg faktisk lidt såret. Jeg prøver altid at have lidt med til børnene, men det er svært at lave mad til så mange på én gang. Jeg har kun små gryder og en almindelig ovn, og jeg kan ikke bruge hele min folkepension på et enkelt selskab.
Tag det roligt, min ven, sagde Henrik lavmælt til mig ude i køkkenet, mens vi hentede lagkagen, maden var god, så de ville bare have mere. Du kan jo altid give dem opskrifterne, hvis de får lyst så kan de selv gå i gang. Ellers kan de tage noget med næste gang. Der er jo mange af dem, men kun to af os.
Jeg indså, at det ikke handler om, hvor meget der står på bordet, men om at vi samles, taler sammen og deler en stund. Mad er bedst, når vi nyder den i fællesskab. Det vigtigste i livet er sjældent mængden, men samværet og kærligheden.







