Børnene kom på besøg og kaldte mig en dårlig husmor.
Det var dagen før min fødselsdag, at jeg begyndte at forberede maden til festen. Jeg bad min mand, Jørgen, om at skrælle kartoflerne og snitte salaten, mens jeg selv stod for at stege kødet og bikse de andre retter sammen. Jeg syntes, jeg havde fået stablet et rigtigt hyggeligt, vellavet måltid på benene, som hele den store familie kunne nyde. På selve fødselsdagen gik Jørgen og jeg hen til bageren tidligt om morgenen for at købe en stor, frisk lagkage, som jeg vidste barnebørnene ville elske.
Først kom min søn Anders med sin kone og lille Viggo. Lidt efter trådte min ældste datter, Karen, ind ad døren med sine to piger, og til sidst dukkede mellemste, Bodil, op sammen med hendes mand og unger. Vi sad alle omkring bordet, det klirrede med skeer og gafler, og der var god stemning. Alle spiste godt til og virkede tilfredse. Barnebørnene blev så mætte, at de smurte deres fedtede hænder på tapetet, og de voksne fik drysset på dugen. Da vi satte os med kaffen, sagde Karen pludselig:
Du har da godt nok ikke stillet meget frem på bordet Vi har spist, og hvad så?
Hendes ord ramte mig. Selvom der blev grint, bed det sig fast. Jeg pakker altid gerne lidt mad til børnene, men det er ikke nemt at lave mad til en hel flok. Mine gryder er små, og jeg har kun ét gammelt komfur. Og jeg kan jo ikke bruge hele min folkepension på én fest.
Tag dig nu ikke af det, min pige, sagde Jørgen sagte ude i køkkenet, mens vi hentede lagkagen. Alt smagte jo dejligt, så de fik nok bare ikke så meget, som de ville. Du kan jo bare dele dine opskrifter med dem næste gang så kan de selv lave mad! Og egentlig bør de tage lidt med selv, til så stor en familie og kun os to gamle.
Når jeg tænker tilbage, kan jeg både smile og ryste på hovedet. Sådan husker jeg det, og sådan har det altid været i vores danske hjem.
