En gang imellem føler jeg, at mit liv ligner et kompliceret regnestykke, hvor jeg altid ender med at betale prisen. I dag sad jeg igen og tænkte over det hele efter endnu et optrin med min svigerdatter, Louise.
Louise er ikke bleg for at anklage mig for manglende varme, fordi hendes børn kun ser frisk frugt en gang om måneden, mens mine katte får kvalitetsfoder. Hun synes, jeg prioriterer mine dyr over hendes børn, og det siger hun direkte gerne midt i Netto. Men sandheden er jo, at børnene har både mor og far til at sørge for dem, mens mine katte kun har mig. Da jeg i sin tid sagde, at det måske var på tide for min søn og Louise at sætte lidt bremsen på i forhold til familieforøgelsen, fik jeg hurtigt at vide, at jeg skulle blande mig udenom. Så det gør jeg.
Brylluppet mellem min søn, Mads, og Louise stod, da hun allerede var gravid. De sagde begge, at det var kærlighed, og babyen bare var et lykkeligt tilfælde. Jeg var lidt skeptisk, men sagde ikke mere. Mads er jo voksen og må selv stå til ansvar for sine valg.
Inden barslen arbejdede Louise som kasseassistent i Føtex, men nærmest hele graviditeten gik hun sygemeldt hun syntes menneskekontakt og kunder var for hårdt. Hun er nok ikke den mest tålmodige sjæl, for at sige det mildt, og jeg tror hende, når hun siger, der ofte opstår konflikter. For mig gjorde det ikke så meget, hvordan hun var vi boede jo ikke under samme tag. Vi solgte min gamle ejerlejlighed, og for min andel købte jeg en lille etværelses til mig selv, mens Mads tog sin del og lagde den i en ny treværelses, han købte på andelslån tæt på.
Jeg prøvede at forklare ham, at det måske ikke var så smart at tage så stor en bolig på lån, men fik ikke hele historien før efter brylluppet. Siden måtte han betale det hele selv, for Louise var enten sygemeldt eller på barsel, og penge kom ikke rigtigt ind, men de røg hurtigt ud.
Jeg passede helt klart min egen butik. Sønnen havde nu valgt Louise, og hverken køkken eller bad skulle vi dele. Det var en stor lettelse.
Siden han boede tæt på, kom Mads ofte forbi efter arbejde og fik en gang aftensmad, for Louise brød sig ikke om madlavning hun sagde, hun ikke kunne klare lugtene. Det ville jeg ikke diskutere. Da det første barnebarn kom til verden, ville jeg gerne tilbyde min hjælp, men blev ret hurtigt sat på plads: Det klarer jeg selv. Jeg har nu både min egen mor og Google. Fair nok, så begrænsede jeg mig til at komme med lidt søde sager og gaver, og ikke mere.
Mads sled med både lån, barn og Louise der hjemme, men han klagede ikke. Han var bevidst om, at det var hans egne valg. Jeg gjorde mit for ham lavede mad og lyttede. Jeg sagde til ham, at det blev bedre, når Louise vendte tilbage på arbejdsmarkedet, og barnet ikke krævede hende konstant.
Men hun kom ikke tilbage. Da drengen var knap to år, ventede Louise sig igen. Jeg hentydede forsigtigt til, om ikke de var lidt for meget i gang med at løfte det danske fødselstal alene, men det faldt ikke i god jord. Bland dig udenom! Vi klarer os selv, og vi beder ikke om hjælp! sagde hun.
Mads mumlede noget om børnepenge og boligstøtte, at det da var en støtte. Måske, men jeg overlod dem til at tage deres egne beslutninger og lod kontakten til Louise falde helt til nul efter denne besked. Mads kom fortsat med den ældste forbi, men Louise holdt sig væk med den mindste.
Jeg passede mine egne ting, kattenes pels og deres gode foder. Søn og svigerdatter havde travlt med deres. Penge havde de stadig ikke mange af. Mads betroede mig ofte, at pengene ikke slog til, og at skænderierne om økonomi haglede. Men hvad pokker skulle jeg sige? Skil dig? Få en snak? Skift job? Sådan er livet ikke bare.
Da barn nummer to blev født, hørte jeg det knap nok; jeg blev end ikke inviteret på hospitalet. Det gjorde rigtig ondt, men jeg nægtede at tvinge mig på. Til den ældstes fødselsdag først da den yngste var syv måneder måtte jeg komme. Jeg medbragte gaver og lidt til kaffebordet, for jeg ved, at pengene er små. Men Louise gik omkring med et ansigt som om, jeg var luft.
I min alder løber jeg ikke efter unge kvinders anerkendelse. Jeg kommer, hvis jeg bliver inviteret ikke omvendt. Så kontakten til børnebørnene begrænser sig til den ældste, som Mads bringer forbi. Den lille har Louise ikke givet fri.
Og pengene? Nej, det er ikke blevet bedre, på trods af, at boligstøtten blev brugt på andelslånet. Mads nævner jævnligt, at der bliver flere og flere konflikter om pengene. Hun forstår sig ikke på økonomi, mener han, men han er jo heller ikke en direktør.
Forleden mødte jeg Louise i SuperBrugsen. Hun var tydeligvis gravid igen og så straks ned i min indkøbskurv kvalitetsfoder til kattene og friske tomater. Ja, jamen, selvfølgelig. Børnene får frugt én gang om måneden, men dine katte får det bedste foder, næsten hvæsede hun og trak den største af drengene med sig.
Hvem kan jeg takke for, at jeg har råd til at give mine husdyr ordentligt foder, mens mine børnebørn må nøjes? Hun ved selv, de har det stramt, lånet skal betales, og Mads har ikke den bedste stilling. Alligevel sætter hun stadig flere børn i verden. Hvorfor skulle jeg have dårlig samvittighed over det?
Måske forbryder jeg mig nu mod alle rigtige mormor-regler og bliver udelukket fra samvær. Men jeg vil ikke ofre alle mine penge og min ro for deres dispositioner. Det er mit liv, og det styrer jeg selv selvom det gør ondt at se, at både min søn og Louise ikke synes at gøre det samme. Det har jeg lært: Til syvende og sidst må vi hver især tage ansvar for vores egne valg. Også dem, der er svære at se i øjnene.
