Hvad synes I egentlig om at blive ringet op tidligt om morgenen? Meget tidligt.
For nylig er min kones svigerinde begyndt at ringe til os allerede klokken fem om morgenen. Min mands telefon var heller ikke på lydløs på det tidspunkt hans søster ringede nemlig også. Vi havde knap nok åbnet øjnene endnu. Det føltes virkelig som en uforskammet opførsel.
Da jeg tog telefonen, hørte jeg følgende:
Hvorfor sover I stadig? Vi tager afsted før klokken 11 på grund af nogle vigtige ærinder. Hold lige øje med børnene. De står ude ved jeres havelåge nu.
Inden jeg nåede at sige et ord, havde de lagt på.
Min mand og jeg kiggede helt målløse på hinanden. Hvilke børnebørn så tidligt, og hvorfor foran vores havelåge?
Min mand fik hurtigt tøj på og gik ud. Hundene var ved at gå amok der måtte altså være nogen udenfor.
Og ja, ganske rigtigt, tre af vores børnebørn stod på rad og række ude ved lågen. Jeg var fuldkommen chokeret.
Vi tog børnene ind og begyndte at ringe til deres forældre for at få klarhed over, hvad der foregik. Svarene vi fik var:
I elsker tydeligvis ikke jeres børnebørn nok! I hjælper dem hverken økonomisk eller køber gaver til dem. Så kan I da i det mindste tilbringe tid med dem. Vi har nogle vigtige ærinder. Nu har I chancen for at rette op på jeres ry overfor børnene.
Både min mand og jeg var rystede. Den mindste var ikke engang et år, og de havde hverken skiftet ble på hende eller sendt mad med.
Heldigvis har vi et døgnåbent supermarked her i Århus. Min mand skyndte sig derover og købte alt, børnene nu kunne få brug for. Vi måtte jo give dem noget at spise.
Det blev en lang dag. Børnene var umulige, de var overtrætte, ville ikke sove og græd meget. Det var ikke deres skyld ingen børn har godt af at blive vækket så tidligt.
Deres forældre kom først og hentede dem omkring klokken tre om eftermiddagen. Og det var kun fordi, vi havde ringet og rykket dem flere gange. Man føler virkelig ansvaret, når man har andres børn i huset.
Alligevel blev vi skældt ud for at have købt forkerte bleer og mad. Men de tog selvfølgelig tingene med sig hjem alligevel.
Nu ved vi ærlig talt ikke, hvordan vi kan beskytte os mod at dette gentager sig. Vi er ængstelige ved tanken om endnu en morgen, hvor vi vågner og ser børnebørnene stå klar foran lågen klokken fem. Jeg er stadig rystet efter den oplevelseEfter den oplevelse havde vi en alvorlig snak samme aften. Vi besluttede os for, at det var nok. Allerede næste dag meldte vi klart ud til familien:
Fra nu af vil vi meget gerne passe på vores børnebørn men kun hvis det bliver aftalt på forhånd. Ikke flere spontane morgener, ikke flere overraskelser foran havelågen. Vi tager kun imod de børn, vi er klar til at tage imod.
Det var ubehageligt at sige fra, men nødvendigt. Og for første gang i lang tid følte vi, at vi havde generobret vores hjem. Hver gang vi gik forbi havelågen, smilede vi til hinanden. For selvom det var svært, havde vi sat grænsen og det føltes som at få nøglen til vores eget liv tilbage.
Vi nyder stadig at have huset fuldt af børnebørn, men nu foregår det på vores præmisser, og vi sover godt om natten. Telefonen står på lydløs. Måske har vi ikke reddet verden, men vi har reddet freden i vores lille familie og det er mere end nok.
