Natten var allerede dyb, men Ellen kunne ikke sove. Hun vendte sig fra den ene side til den anden, indtil hun endelig besluttede at gå ud i køkkenet for at drikke vand og berolige sig. Huset var stille, kun urets tikken brød tavsheden. Pludselig blev stilheden revet i stykker af høje bank på døren.
Ellen stivnede af chok. På denne tid kom der aldrig nogen. Hendes hjerte hamrede. Hun kælede omkring sin morgenkåbe og gik hen mod døren. På trappen stod naboens datter, Fie, med sin lillebror, den toårige Mikkel, i armene.
„Godaften, tante Ellen,” hviskede Fie med skælvende stemme. „Jeg tror, der er sket noget med mor… Hun… derinde…”
Ellen forstod det med det samme. En knugende smerte greb hendes bryst. Hun løb over gaden til Lises hus — børnenes mor. Døren stod på klem. Indenfor herskede en ulækker stilhed. Hun trådte ind i soveværelset — og vaklede tilbage ved synet.
Lise var ikke mere…
Ellen stod lamslået, troede ikke sine egne øjne. Som i en drøm vaklede hun hjem igen. I køkkenet sad Fie sammenkrøbet som en bold, mens Mikkel sov ved siden af. Pigen løftede blikket og spurgte, stille, men uhyggeligt voksent:
„Er mor død?”
Ellen brød sammen i gråd. Hun greb Fie og holdt hende tæt. Så græd de sammen. Fie hviskede blot:
„Stakkels Mikkel. Han er så lille. Uden mor bliver det svært for ham…”
Lise blev begravet af hele landsbyen. Hun havde ingen familie. Faren til børnene kendte ingen. Efter begravelsen blev Fie og Mikkel taget til børnehjemmet.
Et halvt år gik. Ellen vendte tilbage til sit gamle liv, men om aftenen forflyttede hendes tanker sig altid til de to. Hun besøgte dem, tog slik og legetøj med. Hver gang hun så Fies sørgmodige øjne, måtte hun bide tænderne sammen for ikke at græde.
Hun vidste det: Hun kunne tage dem hjem. Hun ville gerne. Men frygten for ansvaret, pengene, alderen, tanken om at fejle — den kvælnede hende.
Ellen var en ensom kvinde. Hun havde været gift engang, men ægteskabet gik i stykker. Længe prøvede hun at blive gravid — forgæves. Manden forlod hende, da det stod klart, de ikke kunne få børn. Siden lukkede hun sig inde. Ingen fik adgang til hendes hjerte. Mænd eksisterede ikke mere for hende. Arbejdet blev hendes tilflugt. Udenfor stod hun stærk og selvstændig, men nattens mørke hørte hendes gråd.
Hendes liv flød roligt. Arbejde, hjem, haven. Søsteren Kirsten boede i en anden by. De havde et godt forhold, men skænderier opstod — Kirsten ville ikke have børn, og det irriterede Ellen, som ville give alt for at blive mor.
En dag gik Ellen ind i den lokale købmand. I køen stod gammel Erik, en respekteret ældre mand i byen. Han genkendte hende med det samme.
„Nå, lille ven, hvordan går det med de små? Du besøger dem vel?”
„Jeg kommer forbi… De har det svært, gamle Erik, men hvad kan man gøre?”
„Stakkels forældreløse… Men du er jo ikke en fremmed for dem. Familie, trods alt.”
„Hvad mener du?” spurgte Ellen forvirret.
Det viste sig, at Lises mor var en fjern slægtning til Ellen’s tante. Ikke tæt familie, men tæt nok til at ansøge om forældremyndighed.
Nu var der ingen tvivl. Ellen gik i gang med papirerne. Det tog næsten et år. Dokumenter, bekræftelser, undersøgelser… Men hun gav ikke op.
Da alt var på plads, kom Fie og Mikkel hjem — nu til Ellen’s hus. Pigen klyngede sig til hende, og den lille dreng ville ikke forlade hendes side. For første gang på mange år følte Ellen sig ikke som en ensom kvinde, men som en mor. En rigtig mor.
Fra den dag ændrede alt sig. Latter fyldte huset igen, små fødder løb hen ad gulvet. Ellen græd ikke længere om natten — hun lavede mad, hjalp med lektier, læste godnathistorier. Og vigtigst af alt: Hendes hjerte fandt kærligheden igen. En kærlighed der brændte, der fik hende til at skælve. Den slags der aldrig dør.
Og oftere og oftere følte hun, at også lykken i kærlighed måske var lige rundt om hjørnet. At der var en mand, som hun kunne give sin varme, og som kunne give dem begge tryghed.
Men selv hvis det aldrig skete — hun var allerede lykkelig. Hun var ikke længere alene. Hun var mor. Og det var det, der betød noget.
