At tænke tilbage på dengang, hvor vores datters bryllup nærmede sig, kan jeg tydeligt mærke den uro, der bredte sig blandt os. Jeg ved stadig ikke, om brylluppet nogensinde virkelig ville have fundet sted vi alle røg nemlig i totterne på hinanden, selv svigersønnen var ude af sig selv. Der var kun fjorten dage til brylluppet, da han begyndte at opføre sig mærkeligt, og jeg havde ondt af min datter, Anna.
Hvorfor er I blevet så uvenner? blev jeg spurgt.
Du tror det næppe, men det hele drejede sig om lejligheden, svarede jeg. Min mand Henrik og jeg havde sparet sammen gennem mange år, solgt vores gamle kolonihavehus ved Silkeborg Sø og bilen i garagen, bare for at kunne gøre unge Anna og hendes kommende mand, Christian, glade med en gave i form af en lejlighed i Aarhus. Hele herligheden blev skrevet i Annas navn, for de skulle jo giftes, og hvad betød ejerforholdet, når de nu hørte sammen?
Sådan tænkte både Henrik og jeg. Lejligheden var dog helt tom, og vi havde ikke flere penge til hverken istandsættelse eller møbler. Henrik sagde til Christian, at vi alle sammen kunne hjælpe med at klare det værste, så de kunne flytte ind snart muligt. Men Christian nægtede at hjælpe med at renovere!
Hvorfor dog det? lød det.
Fordi det ikke er hans lejlighed, forklarede jeg. Han ville ikke smide penge efter noget, han ikke ejede selv. Han mente, vi måtte stå for renoveringen, og han kunne muligvis købe et par småting, men ville ikke bruge det store.
Så lad dem da flytte ind, som det er, blev jeg foreslået, men det gik ikke. Alt manglede, installationerne skulle skiftes, gulve og vægge var ujævne og gamle vinduer klaprede så meget, at de bare burde pilles ud. Der skulle i det mindste en grundlæggende istandsættelse til. Mine krav var små, men ingen kunne leve sådan, især ikke nygifte. Christian havde ellers en god stilling i et større firma og tjente pænt, men pengene ville han hellere spare op til sin egen bolig en dag. Han frygtede at stå uden tag over hovedet.
Det føltes, som om han bare ville leve på vores regning. Han forventede, at vi selv dækkede alle udgifterne til lejligheden. Så sagde jeg til ham, at hvis han virkelig mente, det ikke var hans hjem, så måtte han betale husleje. Christian smilede bare og sagde ja, hvilket undrede mig.
Anna græd meget. Hun holder utrolig meget af ham, men vi kunne ikke se os selv skrive lejligheden i hans navn også. Nu sagde hun, hun ikke ville have hverken bolig eller renovering, men jeg kunne ikke lade være med at synes, det var forkert, at han intet ville investere i familien. Hvad ville fremtiden bringe? Allerede nu snakkede de om risikoen for skilsmisse og deling af formue, før de end var blevet gift.
Synes du, min kommende svigersøn burde investere i lejligheden? Planen var, at de skulle bo der, stifte familie og finde ro. Gør det nogen forskel, hvem der står som ejer, hvis det er dér, de skal skabe et hjem? Eller er hans holdning måske alligevel til at forstå? Hvad ville du have gjort i hans sted?
