“Barok, kom her med det samme!” Emil stormede ud af bilen og løb hen til hunden, der lå ved vejkanten. Men Barok rejste sig ikke, gav ikke engang hale. En knusende fornemmelse ramte Emil – hunden var død. “Hvad skal jeg sige til mor?” tænkte han og bøjede sig over den livlose krop, mens uønskede tårer dryppede ned på hundens grå snude.
Den gamle hund, Valdemars mor Gerda havde, havde altid hadet hans kone, Lise. Allerede fra første stund. Der kom et lavt knurren fra ham, når hun gik forbi, og han trommede med halen mod terrassedækket. Lise var altid på vagt over for hunden og havde en stille afsky for ham.
“Dit værdiløse monster… Hvis det var op til mig, var han blevet aflivet for længe siden!” truede hun Barok.
“Lise, hvad siger du dog? Måske kan han ikke lide din parfume, eller måske irriterer dine høje hæle ham. Han er en gammel hund, og gamle væsener har ofte deres luner,” forsøgte Emil at berolige hende.
Gerda sagde ikke noget, men hendes blik var fuldt af misbilligelse. Hvis bare den fornærmende tøs vidste, hvad Barok egentlig betød. Han havde givet langt mere glæde end Lise nogensinde kunne.
Gerda blandede sig ikke i sin søns liv. Selv da han introducerede hende for sin forlovede, Lise, sagde hun ikke noget negativt. Selvom hun ikke brød sig om hende. Der var noget falsk og kunstigt over Lise – en smil, der ikke varmede.
“Mor, hvad synes du om Lise? Hun er smuk, ikke?” spurgte Emil engang.
Gerda svarede kun: “Du vælger din egen kone… Det vigtigste er, at du er glad med hende. Jeg vil altid støtte jer.” Derefter krammede hun ham og gav ham et moderligt kys.
Efter brylluppet flyttede de ind i Lisens lejlighed, som hun havde arvet. Emil besøgte sin mor i landsbyen sjældent, selvom han savnede hende. Lise nægtede at tage med – hun foretrak komfortabel ferie, og han gad ikke skændes. Men en sommer ønskede hun pludselig at prøve landlivet.
“Jeg læste på nettet, at økoturisme er godt for helbredet. Byen er fyldt med stress… Og så er det trendy! Men det er dyrt, så jeg tænkte på din mors hus,” sagde Lise, mens hun pakkede.
Emil var glad. Han havde savnet hjemmet, og hvis “økoturisme” var undskyldningen, var han med. Han arbejdede fjernbetjent, så de tog afsted nogle dage senere.
Gerda tog imod dem med åbne arme.
“Endelig kommer I! Her er lige så godt som alle jeres Tyskland og Spanien.”
“Jeg ville nu ikke sammenligne…” sukkede Lise. “Forresten, Gerda, har I dyr? Økoturisme handler om autentisk landliv.”
Gerda forstod ikke helt, hvor Lise ville hen, men svarede: “Der er Barok og en flok høns. Vi havde en ged engang… Den døde i fjor.”
Lise sendt hunden et hadefuldt blik og krøllede læben.
“Jeg tænkte på nyttige dyr! Ikke denne hundepensionist. Jeg er faktisk overrasket over, han stadig lever.”
“Men jeg har en stor have! Masser af arbejde, hvis du vil opleve ægte landliv,” svarede Gerda hurtigt.
“Mor, vi begynder i morgen,” sagde Emil. “Jeg ordner brænde, reparerer hegnet… I nat skal vi sove.”
Han løftet kufferterne og bar dem ind. Lise trippede efter, mens hendes hæle sank ned i jorden. Da hun nåede terrassen, løftede Barok hovedet og knurrede dybt. Lise gispede og gemte sig bag Emil, der klappede hunden.
“Barok, er du sur på Lise? Hun mente det ikke ondt…”
Hunden logrede med halen for sin gamle ven.
Næste dag viste Gerda Lise rundt.
“Her er hønsehuset, æbletræerne, ribsbuske… Og min have. Den skal lige luge.”
Men Lise kunne ikke skelne ukrudt fra grøntsager.
“Se – det her er gulerødder, og det der er løvetand. Riv det op!” sagde Gerda.
“Jeg har set løvetand før! Men alt andet grønt ligner hinanden!” snappede Lise.
Hun svettedes, hendes dyre træningsdragt blev snavset, og hendes manicure gik i stykker. Efter en times arbejde gjaldt hendes ryg ondt.
“Nok for i dag! Det her er ikke sundt – det er slaveri!”
“Jeg ville vise dig hønsene…” sagde Gerda.
“I morgen!” stønnede Lise og halte mod huset. Barok lå stadig på terrassen og blottede tænderne, da hun passerede.
“Den hund hader mig! Han er farlig!” klagede Lise om aftenen.
“Barok har aldrig bidt nogen! Han viser bare, at han stadig kan passe på huset,” svarede Emil.
Lise rullede med øjnene.
Gerda prøvede en dag at få dem til at forlige sig.
“Prøv at klappe ham. Så forstår han, du er venlig.”
“Er I blevet vanvittige? Det er en hund – ikke et menneske!”
Gerda sukkede. Barok havde altid kunne mærke, hvem der var falske.
En nat kunne Lise ikke sove og gik ud for at nyde stilheden. Stjernerne lyste, men pludselig hørte hun en lyd fra buskene – og et brøl. Hun vaklede tilbage og faldt ned i en grøft fuld af brændenælder.
“HVORFOR gik du ud i mørket?!” råbte Emil, da han hjalp hende op.
“Hvorfor prøvede din “venlige” hund at æde mig?!” hvæsede Lise, rød af raseri og nældebrændinger.
“Han advarede dig bare…”
Lise sagde ikke mere, men hun glemte ikke Barok. Næste dag betalte hun en lokal mand for at køre hunden væk.
“Bare sørg for, at han ikke finder hjem igen!”
Manden nikkede. Arbejde var sjældent i landsbyen, og penge lugtede aldrig.
“Emil, har du set Barok? Han plejer ikke at gå langt…” spurgte Gerda næste morgen.
De ledte hele dagen, men Barok var sporløst forsvundet.
“Han var gammel… Måske gik han væk for at dø,” sagde Lise.
“Barok var mere end en hund,” græd Gerda. “Hvis ikke han havde reddet dig som barn, havde vi måske mistet dig… Emil, husker du ikke dine ar?”
“Du sagde, det var forbrændinger…”
“Der var brand i huset. Du var fem. Jeg var på arbejde, og din bedstemor passede dig. Barok trak dig ud, men din bedstemor nåede han ikke…”
Emil rystede på hovedet. “Jeg havde glemt det.”
Lise rullede med øjnene og gik ind.
Emil fulgte efter. “Lise… Ved du noget?”
Hun prøvet at undvEmil tog Baroks gamle halsbånd og hængte det over sengen, hvorfra det ville vogte over dem alle, for nu vidste han, at nogle venskaber aldrig slipper taget, selv når vejene skilles.
