Efteråret tøvede med at forsvinde. Det sagde langsomt farvel til byen og efterlod tæpper af røde og gule blade, gennemskinnet af solens kolde strejf. Luften var klar og klingende – den lugtede allerede af vinter. Træernes grene blev mere og mere bare, men her og der klamrede de sidste modige blade sig fast, som om de nægtede at give op.
»Sensommerblomsterne og høstblomsterne visner,« tænkte Mette, mens hun gik mod sin blomsterbutik. »De sidste vaktere af efterårets skønhed.«
Hun havde altid kaldt astrene for sensommerblomster og krysantemum for høstblomster. Blomster var hendes kærlighed, hendes væsen, hendes åndedrag. Mens andre piger legede med dukker, samlede hun buketter, arrangerede kroner af blade og tegnede blomsterkranse. Hendes drøm blev virkelighed – hun åbnede sin egen blomsterbutik, og nu begyndte hver dag med duften af roser, farverne fra gerberaer og den friske aroma af eukalyptus.
»Blomster er ikke bare en forretning. Det er livet. Det er mig selv,« sagde hun til vennerne.
Mette boede i Århus, i et roligt kvarter tæt på en gammel park. Hun var niogtyve. Hun levede sammen med sin datter, Freja, der gik i 2.g og var klog, drømmende og fast besluttet på at komme på universitetet til sommer.
Med sin mand havde hun kun levet sammen i tre år. Han var ikke gået til en anden kvinde – han var gået tilbage til sin mor. Simpelthen. Roligt, som om de tre år slet ikke havde eksisteret. Han kunne ikke lide blomster. Kaldte dem »kosteskafter« og brokkede sig over, at »alle vindueskarme er propfulde.« Men Mette kunne ikke leve uden blomster – hun havde brug for at se livet, dufte det, føle bladenes varme under sine fingre.
»Ikke flere mænd, før Freja er voksen. Hvis nogen skal komme ind i mit liv, skal det være en, der også elsker blomster, eller i det mindste ikke hader dem,« besluttede hun fast.
Hendes kærlighed til blomster kom fra hendes mormor. Om sommeren boede hun på landet nær Silkeborg, hvor markerne strakte sig til horisonten, og blomsterenge lignede tæpper med himmelske mønstre. Hver dag samlede hun buketter, og mormor undrede sig:
»Mette, hvem har lært dig at sammensætte dem så smukt?«
»Ingen, mormor. Det kan jeg bare. Jeg elsker det. Når jeg bliver stor, åbner jeg en butik, og så kommer du på besøg.«
»Det tror jeg på, skat. Du har det fra den side af familien. Din oldefar samlede urter, han kendte alle blomsterne – hans bog ligger på loftet,« sukkede mormor.
Bogen fandtes virkelig – slidt og gammel, men magisk. Mette lærte den udenad, og allerede som teenager kendte hun alle lokale planter. I skolen fik hun topkarakterer i biologi, og da hun blev student, vidste hun: hendes liv skulle handle om blomster.
Hendes mor delte ikke denne passion. Hun foretrak agurker og tomater i haven, mens Mette insisterede på at plante nættergal og petunier, hvor hun kunne vriste en lille plads til sig.
»Hold blomsterne væk fra haven,« knurrede mor. »Jeg skal have gulerødder her!«
Faren lo bare og blinkede: »Vores lille blomsterpige vokser sig stor.«
Efter gymnasiet søgte Mette ikke videre på universitetet – og det sørgede hun ikke over. Hun tog en floristuddannelse og fik job i en blomsterkiosk. Årene gik. Manden kom – og forsvandt. Freja blev større, og endelig åbnede Mette sit eget lille blomstersted. Senere blev det en rigtig butik. Forældrene hjalp til, og på åbningsdagen græd hun af lykke.
»Mor, jeg gjorde det. Det her er mit.«
Fra da af fyldtes hendes liv endnu mere af kronblade, grønne blade og taknemmelige kunder.
En dag kom en elegant kvinde ved navn Hanne ind i butikken, kiggede sig omkring og sagde:
»Kunne du pynte en restaurant til min datters bryllup? Jeg har fulgt med dig længe – dine buketter er som noget fra et eventyr.«
Mette sagde ja. Ikke for pengene – for sjælen. Hun skabte det hele med kærlighed: pastelfarvede kompositioner, levende blomsterguirlander, diskrete detaljer. Da Hanne så lokalet, stod hun et øjeblik målløs:
»Hvor er du talentfuld… Tak. Du aner ikke, hvor meget det rører mig.«
Rygtet om blomsterpigen Mette spredte sig hurtigt. Der kom bestillinger til bryllupper, jubilæer, udstillinger. Butikken blev hjertet i kvarteret.
Og så en dag trådte en mand ind – omkring femogfyrre, atletisk, behagelig, høflig.
»Hej. Er du Mette? Jeg har brug for en buket. En speciel en. En, der får en kvinde til at smile med det samme.«
Hun så grundigt på ham. Skarpt skårne træk, et selvsikkert blik. Og noget i stemmen fangede hende.
»Er det til din kærlige, din mor eller din datter?«
»Til min mor. Hun fylder femoghalvfjerds. Jeg vil gerne give hende noget varmt.«
Mette lavede en smuk buket med roser, gerberaer og eukalyptusgrene – levende, åndende.
»Tak,« sagde han. »Jens. Rart at møde dig. Jeg håber, vi ses igen.«
Tre dage senere kom han tilbage.
»Mette, havde du glemt mig? Jeg har tre grunde. Min mor elskede buketten – du ramte plet. For det andet – jeg kan godt lide dig. Og for det tredje – vil du med ud og drikke kaffe? Hvis du vil.«
Hun smilede forlegent.
»Det vil jeg gerne. Hvorfor ikke?«
På cafOg mens de sad der med deres kaffekopper og smilet lysede i deres øjne, vidste Mette, at livet endelig havde fundet den rigtige farve.
