Mor Birthes stemorblomst
“Mon I denne gang bliver lidt længere end tre dage? I må godt slå jer lidt mere ned. Lene! Hvorfor er du så stille?”
“Bente Sørensen, tillykke med dagen endnu en gang! Pas på jer selv. Viggo og jeg ringer, så snart vi har planlagt noget.”
Lene lagde hurtigt på.
*Ad, hvor kan folks væremåde være ubehagelig,* tænkte hun med rynkede bryn. *Tilsyneladende en hyggelig samtale, svigermor ualmindeligt imødekommende, og endda på hendes fødselsdag — alligevel ville jeg bare afslutte det hele fra første sekund.*
Hun hadede tanken om at bruge deres kostbare ferie ved svigermorens sommerhus. Ferien var endelig faldet sammen med Viggos. Hverken hun eller drengene hørte til dér. Hun havde forsigtigt foreslået, de i stedet besøgte den jyske vestkyst. Men Viggo vægrede sig. Sådan var han opdraget. Ældre skal respekteres. Det var det rette at gøre forældre glade. Uforskammet ikke at komme.
“Lene, jeg ser dem kun én gang om året. Skal de slet ikke kende deres bedsteforældre? Drengene glemmer jo alt om dem.”
“Skal jeg sige det mildt muligt? Har du aldrig tænkt, det kun er *dig*, der har brug for de her besøg?”
Han stirrede forvirret. “Hvad mener du?”
“Dine forældre er vant til at være alene. De længes ikke efter drengene. De har det fint uden os.”
“Lene, hvad snakker du om?”
“Moderen din beder mig kun om én ting: billeder af drengene. Eller videoer af Niklas. Hun spørger aldrig, hvordan de har det i skolen, om de er syge. Hun vil bare flashe perfekte billeder til veninderne. En smuk facade. Problemerne under overfladen interesserer hende ikke.”
“Vi bor langt fra hinanden. De kan ikke hente dem eller passe Niklas. Hvis vi boede nærmere—”
“Min mor bor i Kolding. Alligevel tager hun toget ved den mindste krise. Hun har hentet Niklas fra børnehaven fire gange i år! Har din mor nogensinde haft så travlt?”
“Nej, din mor er en engel. Jeg erkender det gerne. Hun er vor redning i nødsituationer.”
“Netop. Når vi kommer, leger hun med dem hele dagen. Cykler, svømmer i fjorden, spiller fangeleg. Drengene elsker hende. Omsorg, varme, kærlighed. Sådan skal det være.”
“Lene, hvad vil du? Folk er forskellige. Din mor har al din fars energi. Mine forældre er ældre. En anden natur. Skal vi så aldrig besøge dem?”
Hun tav et øjeblik, bed sig i læben. Men ikke i år.
“Jeg føler mig ikke velkommen. Drengene heller ikke. Uro, ubehag.”
“Hvordan det? De har et smukt sommerhus, vi får egne værelser, det er rent og rart. Hvad mere skal der til?”
“Der findes et gammelt ordsprog, Viggo: *’Bløde lagener, askegrå at ligge på’*. Sådan føles det her sted.”
Han så chokeret ud. “Hvorfor har du aldrig sagt det? Jeg troede, I havde det godt her. Besøg mine forældre, få en god ferie — hvor går det galt?”
“Alt. Fra sekundet vi mæver ind i deres perfekte lille verden med alt vores støj, er deres ro ødelagt.”
“Lene, du overfortolker. Du blive så mistroisk med alderen.”
“Kære Viggo, du er altid travlt optaget derude. Hjælper med at hakke brænde eller reparere bådhuset. Men jeg ser det hele. Din mors bidende bemærkninger, din fars iskolde blik. Tror du, jeg kan lide det? Vi har været gift i ti år, men jeg tror aldrig, Bente Sørensen kan acceptere mig. Som om hun bebrejder dig at stifte familie.”
“Lene! Det må du ikke sige,” knurrede han utålmodigt.
“Vi rejser alligevel. Men vær opmærksom på det, der sker. Så forstår du nok.”
De enedes.
* * *
De næste dage pakkede Lene tasker for fem, mens Viggo gik sur som en edderkop. Ordenes gift sad dybt.
De fire timers kørsel mod Fyn. Lene skabte kunstig feriestemning med sange og leg med sønnern på bagsædet. Det gjorde ondt at såre ham, men tavsheden måtte brydes.
Hun gad ikke være den altid smilende svigerdatter længere. Den der lukkede øjnene for skarpe kommentarer om ungerne eller hendes manglende husmorskaber. Hun frygtede konflikten, men det havde kun givet Bente mod. Alt var forkert.
Unge for larmende? Lene opdragede dårligt. Viggo for mager? Maden var elendig. Hendes nederdel for kort — slet ikke alderssvarende. Bente fandt altid en fejl.
“Velkommen, kære mennesker!” Bente strålede i dørenen. “Kom indenfor, vi ventede!”
Viggo sendte Lene et sigende blik. *Se, hun er glad!*
“Søn, slæb tøjet ovenpå, ikke i hallen for guds skyld.”
Viggo adlød med væskuffernepper.
“Hvorfor følger I altid så megen bagage?” Bente knugede Lene i armen. “Kan du ikke pakke? Unødvendige ting! Viggo må slæbe det hele, og han arbejder hårdt nok for jer! Er du slet ikke rar ved ham?”
“Bente, det må
Bente, det må du sandelig ikke bebrejde mig, svarede Lene fast med blikket rettet mod svigermoderen, og Viggo greb endelig ind med en beslutsomt rystet håndbevægelse før familiebilen tidligt næste morgen forlod Fyn til rejse mod Blåvand på den dejlige vestkyst, hvor børnenes latter og saltvandsbølger fyldte hele ferien med lykkerus.
