– Lærke, har du tabt forstanden helt? – Sofie smækkede hånden ned i bordet så koppernes chiner knagede. – Han bruger dig jo som en fodmåtte! I dag kommer du, i morgen måske ikke, dagen efter skal du pludselig være klar igen!
– Du forstår bare ingenting, – svarede Lærke træt mens hun rørte sukkeret i kaffen. – Søren har travlt med arbejde, møder hele tiden. Når han finder tid, så ses vi.
– Faldt ned med hans arbejde! – Veninden blev helt rød i hovedet. – Du er seksogtredive, Lærke! Hvor længe vil du være hans nødløsning?
Lærke rynkede panden. Sofie udtrykte altid tingene ligeud. Og hun havde desværre ret. Sandheden prikkede bare så meget, at den helst måtte ignoreres.
– Hvad skal jeg ellers? – spurgte hun sagte og stirrede ud ad cafévinduet. – Smukke kvinder er der masser af, men jeg… er helt almindelig. Men praktisk. Jeg laver ikke scener, stiller ikke krav, kræver ikke opmærksomhed.
– Søde du, hør dog efter dig selv! – Sofie greb hendes hånd. – »Praktisk«! Er du en gulvspand? Du har universitetsuddannelse, godt arbejde, ejelejlighed. Du er kvik, rar, pålidelig…
– Men ikke smuk, – afbrød Lærke med et bittert smil. – Mænd vælger jo først og fremmest med øjnene, det ved du godt.
Sofie sank ned på stolen og rystede på hovedet. Tyve års venskab, og veninden anerkender stadig ikke sin egen værdi. Siden universitetet har det været på samme måde – altid i skyggen af flotte piger, klar til at tilpasse sig, imødekomme, ikke fylde.
– Kan du huske Ole fra universitetet? – spurgte Lærke pludselig.
– Ja da, – Sofie blev på vagt. – Hvad med ham?
– Jeg var vild med ham dengang. Tre år løb jeg efter ham, hjælp ham med notater, opgave i seminarerne. Han lagde knap nok mærke til mig. Men da den… hvad hed hun… Pernille Hansen dukkede op, begyndte han med det samme at kredse om hende.
– Det er hundrede år siden! – Sofie slog hænderne sammen.
– Men for mig er det som i går, – smilede Lærke trist. – Det lærte mig livets regel: Smukke får alt med det samme, mens resten må være nyttige. Praktiske.
– Men Lærke, det Ole… han blev jo til… hvad? En alkoholiseret taber! Og din smukke Pernille blev gift tre gange og skilt lige så mange. Hvor blev de af? Og hvor er du?
– De lever, – svarede Lærke sagte. – Jeg tilpasser mig.
I det øjeblik ringede telefonen. Lærke kiggede på skærmen og blev straks levende.
– Hallo Søren? Ja, jeg har fri. Selvfølgelig kommer jeg. Om en time? Fint, jeg venter.
Sofie stirrede forfærdset som venindens ansigt forvandledes – en barnlig lyst straalede i blikket, klar til at stikke af ved første signal.
– Lærke, lad være, – hviskede hun. – Sig du har travlt.
– Jeg kan ikke, – Lærke pakkede allerede tasken. – Han har kun to timer fri mellem møder. Vi har været så længe væk fra hinanden.
– Det er fem dage siden!
– Det føles langt, – gentog Lærke stædigt og rejste sig.
Sofie blev tilbage og så ud ad vinduet på venindens fjernende skikkelse. Hvad var der sket med hende? Hvornår blev denne kvik, talentfulde kvinde til et tilbehør til andres liv?
Engang var det anderledes. På universitetet manglede Lærke måske skønhed, men hun var festens sjæl. Hun organiserede vandreture, hjalp alle med studierne. Drengene elskede hende – ikke som kvinde, men som bedste veninde. »Lærke-bro« kaldte de hende, og hun stolte dengang på det.
Efteruddannelsen fik hun økonomistilling i et respektabelt firma og avancerede hurtigt. Købte lejlighed og bil. Forældrene stolede – hun havde skabt sig et liv. Men kærlighedshistorien ville ikke godt.
Første alvorlige forhold kom som otteogtyveårig. Arbejdskolle
Men fra nu af lader hun ikke sig selv underkaste og begynder i stedet sin egen rejse mod selvstændigglæde.
