Bliv hjemme med barnet. Jeg tager alene til min brors bryllup.
Min mand kom hjem fra arbejde i går, og han opførte sig ret underligt.
Jeg spurgte ham ind til brylluppet, og straks kiggede han ned. Han sagde, at han ville tage alene til brylluppet…
Hvad med mig? udbrød jeg overrasket.
Så sagde min mand: Skat, jeg fik nærmest ingen løn her i januar. Så jeg tager nok afsted alene til brylluppet. Du passer barnet. Det sker der ikke noget ved. Jeg er væk i tre dage, skal bo på hotel og have noget at spise undervejs. Og selvfølgelig skal jeg købe en gave til brudeparret.
Vi var en ung familie, der boede i en etværelses lejlighed. Min svigermor havde givet os lejligheden. Jeg var på barsel, og min datter var knap to år. Jeg skyndte mig ikke med at komme tilbage på arbejde. Der var ingen, jeg kunne overlade min datter til. Svigerforældrene hjalp os med tag over hovedet, så som man siger – tak for det.
Min egen mor klarede sig selv og tog ekstra vagter. Hun sagde altid, at hvis det var helt nødvendigt, hvis jeg skulle på arbejde, ville hun selvfølgelig komme og passe på barnebarnet. Men at købe en ny kjole til mig eller betale for frisøren, det kunne jeg glemme. Sådan nogle ting ville hun ikke tage fri for at hjælpe med.
Jeg kender min mors temperament udmærket. For øvrigt tager hun hvert år til udlandet. Hun tilbringer også de fleste weekender i wellness og på massageklinikker.
Vi har aldrig haft store uforudsete problemer i familien. Når min mand er hjemme, kan jeg få styr på mine sager. Dog er han ikke meget for, at jeg tager ud, og det sker højst sjældent og kun i korte perioder.
Så kom bryllupsinvitationen.
Min mands lillebror skulle giftes. Vi skulle en tur til Århus og være der i tre dage. Jeg gik til min mor og bad hende passe sit barnebarn. Et bryllup er jo en stor begivenhed. Det var kun tre dage, og min datter er en rolig pige, hun hverken skriger eller hyler.
Min mor tøvede længe, men sukkede og tog tre dages fri fra arbejde. Jeg blev rigtig glad trods alt havde jeg nu været hjemme med barn i to år. Bare tanken om at slappe lidt af til et bryllup var skøn…
Mine drømme bristede dog, da min mand meldte ud.
Det her var for mig en vigtig begivenhed. Jeg havde ammet og passet barn i over et år uden at komme ud af huset. Hver gang jeg havde bedt om hjælp, trak alle sig. Min mand derimod tog tit til firmaarrangementer eller på forretningsrejser.
Selvfølgelig kendte jeg ikke hans lillebror så godt. Jeg havde kun set hans forlovede på et billede.
Jeg blev meget ked af det. Men min mand ville slet ikke forstå mig. Han syntes, alt var, som det burde være.
Hør nu, skat, din mor gider jo faktisk ikke have vores datter på besøg hjemme hos sig. Hun kunne få lov til at slappe lidt af og så bliver du hjemme. Hvorfor gøre nogen utilpas, hvis de ikke har lyst til ansvaret? Hvis hun ikke vil, så lad være. Og du kender jo ikke rigtigt min familie. Hvad skal du så med den tur? Din opgave er at blive hjemme og passe barnet. Jeg tager afsted og kommer hjem igen.
Jeg besluttede mig for, at ingen af os ville tage af sted. Hvorfor skal min mand bestemme, hvad jeg skal?
Hvem har egentlig ret i det her?
Personligt synes jeg, både pigens mor og hendes mand opfører sig ret egoistisk. Jovist, en mormor har ingen forpligtelse til at passe sit barnebarn, men hun kunne også tænke på sin datter.
Og manden forstår overhovedet ikke sin hustru. Hun har givet så meget af sig selv for deres datter. Hun har også fortjent en pause.
Han burde forstå det, hvis han virkelig elsker hende…
Pigen i denne situation føler sig trist og magtesløs. Hun er helt afhængig af sin mand. Der er ingen, der hjælper hende.
Det ville være spændende at høre, hvad andre ville gøre. Man kan kun håbe, at pigen finder mod til at tage snakken med sin mand og give udtryk for, hvordan hun har det for det fortjener hun.
Kære kvinder, husk nu, at vi bor i et frit land! Du må gerne sige din mening, intet dårligt vil ske. Det er ikke sådan, at din mand nødvendigvis forlader dig, fordi du siger fra. Og selv hvis det sker, var kærligheden næppe ægte.
Vi skylder hinanden respekt og at gøre hinanden glade. Livets glæde vokser, når vi hjælper og giver plads til hinanden også midt i hverdagens travlhed.
