Bliv hjemme med barnet. Jeg tager alene til min brors bryllup. Min mand kom hjem fra arbejde i går og opførte sig mærkeligt. Jeg spurgte ham om brylluppet, og han kiggede straks ned. Han sagde, at han tager alene afsted til brylluppet…. – Hvad med mig? Jeg var helt overrasket. Og min mand sagde til mig: “Skat, jeg fik næsten ingen løn i januar. Så jeg tager nok alene til brylluppet. Du passer på barnet. Der sker ikke noget. Jeg er væk i tre dage, skal bo på hotel, have noget at spise. Og selvfølgelig købe en gave til brudeparret.” Vi var en ung familie. Vi boede i en etværelses lejlighed. Min svigermor havde givet os lejligheden. Jeg var på barsel. Min datter var næsten to år gammel. Jeg havde ikke travlt med at komme tilbage på arbejde. Jeg havde nemlig ingen til at passe min datter. Mine svigerforældre havde stillet lejligheden til rådighed, så ja – tak for det. Familieforhold. Min mor tog sig af sig selv og havde ekstra job. Hun sagde med det samme, at hvis jeg havde akut brug for børnepasning, f.eks. hvis jeg skulle på arbejde, ville hun selvfølgelig komme. Men at købe en ny kjole og få farvet hår? Glem det. Så passer hun ikke mit barn for min skyld. Jeg kender godt min mors karakter. I øvrigt rejser hun til udlandet hvert år. For ikke at nævne, at hun tilbringer alle weekender i skønhedssaloner og spa. Der var ikke tale om nogen nødsituation i vores familie. Når min mand er hjemme, kan jeg tage mig lidt af mine egne ting. Sandt nok, min mand er ikke meget for det, og tillader mig kun sjældent og kort at tage ud. Så kom invitationen til bryllup. Min mands lillebror skulle giftes. Det krævede, at vi rejste til en anden by i tre dage. Så jeg gik til min mor og bad hende passe sit barnebarn. Det er jo trods alt et vigtigt arrangement. Kun tre dage. Min datter er desuden en stille pige, skriger ikke og laver ikke ballade. Min mor nægtede længe, men tog til sidst tre dages fri med et suk. Jeg blev rigtig glad – for jeg var noget træt efter to år hjemme med barn. Mindst til brylluppet kunne jeg slappe lidt af… Men mine drømme faldt fra hinanden efter min mands udmelding. For mig var det en vigtig begivenhed. Jeg havde ammet barnet et år uden nærmest at forlade huset. Og så viste det sig, at ingen ville passe hende. Imens gik min mand ofte ud til firma-arrangementer og på forretningsrejser. Jeg kendte selvfølgelig ikke hans bror så godt. Jeg havde kun set forlovede på et billede. Jeg blev virkelig ked af det. Men min mand ville ikke forstå mig. Han syntes, alt var okay. – Jamen skat, for det første, så er din mor ikke meget for at tage vores datter hjem til sig. Lad hende slappe lidt af, mens du bliver. Hvorfor gøre nogen utilpas? Hvis hun ikke vil passe hende, så lad være. Du kender jo ikke min familie tæt. Hvad skal du til brylluppet for? Dit job er at blive hjemme og passe barnet. Jeg tager af sted og kommer hjem igen. Så besluttede jeg, at ingen skulle tage nogen steder! Hvorfor skal min mand bestemme over mit liv? Og hvad synes du – hvem har ret her? Personligt synes jeg, både pigens mor og hendes mand er lige lovlig friske. Selvfølgelig har en mormor ikke pligt til at passe barnebarnet. Men hun kunne da tænke lidt på sin datter også. Og hendes mand forstår hende ikke. Hun har viet så meget tid til deres datter. Hun trænger i dén grad til en pause. Han burde forstå det, hvis han virkelig elsker sin kone… Pigen i situationen er forståeligt nok trist. Hun er helt afhængig af sin mand. Der er ingen, der kan hjælpe hende. Det kunne være spændende at høre, hvad læserne mener. Vi håber, pigen får sat foden ned og vist manden, at hendes mening også tæller. Kære kvinder, glem ikke – vi bor i et frit land! Man må godt sige sin mening – der sker ikke noget. Det er jo ikke sådan, at manden vil skilles bare fordi konen stiller krav. Og hvis det alligevel sker, var følelserne nok ikke ægte. Vi bør respektere hinanden og glæde dem, vi elsker.

Bliv hjemme med barnet. Jeg tager alene til min brors bryllup.

Det var for mange år siden, da min mand kom hjem fra arbejde en kold januar eftermiddag og var lidt mærkelig i blikket. Jeg lagde straks mærke til det, for noget lå og ulmede under overfladen.

Da jeg spurgte ham ind til brylluppet, kiggede han straks ned i gulvet og sagde, at han ville tage til brylluppet alene …

Hvad med mig? udbrød jeg overrasket.

Min mand svarede: Søde, jeg fik ikke løn i januar, så jeg tænker, jeg kan kun tage af sted alene til brylluppet. Du må blive hjemme og passe lillepigen. Der sker jo ikke noget, det er kun tre dage, jeg skal bare bo på et mindre hotel, få lidt at spise, og jeg må jo også købe en gave til brudeparret.

Vi var et ungt ægtepar og boede i en lille etværelses lejlighed på Amager det var svigermor, der havde ladet os overtage den, så det var vi dybt taknemmelige for. Jeg var på barsel med vores datter, Lærke, som snart fyldte to år. Jeg havde ikke travlt med at komme tilbage på arbejde, for der var ingen til at passe hende. Min mors egne forældre havde deres, og min svigermor syntes, vi var heldige nok med tag over hovedet meget mere havde hun ikke at byde ind med.

Min egen mor klarede sig selv. Hun tog ekstra vagter nede i sygeplejen og sagde altid, at hvis jeg en dag kunne få job og virkelig manglede pasning, så skulle jeg bare sige til. Men at tage fri for at jeg kunne få farvet mit hår eller købe en ny kjole? Det kunne jeg godt glemme. Sådan var tonen dengang.

Jeg kendte godt min mors stolthed og stædighed. Hvert år tog hun på ferie til Spanien og plejede sig selv i weekenderne med massage og frisørbesøg. Hun havde nok i sig selv, og sådan har hun altid været.

Hos os var tingene stille og rolige. Der var ingen større konflikter. Når min mand Ola var hjemme, kunne jeg lige nå et ærinde eller to, men han var ikke meget for at give slip på rutinen, og jeg kom sjældent ud alene kun kortvarigt.

Men så kom invitationen til brylluppet.

Olas lillebror havde fundet sig en sød kvinde og ville giftes henne i Odense. Det var meningen, vi begge skulle rejse derover i tre dage. Jeg gik til min mor med bønner om at passe Lærke det var trods alt et bryllup og kun for tre dage, og vores lille datter var nem. Hun hverken skreg eller lavede ballade.

Mor var længe om at sige ja, men til sidst sagde hun med et suk, at hun nok skulle tage fri. Jeg blev simpelthen så lettet. Det var trods alt to år siden, jeg havde haft fri og mulighed for at opleve noget for mig selv bare sidde til et bryllup og glemme hverdagen lidt …

Men mine drømme blev knust af Olas besked.

For mig var det stort. Jeg havde ammet og passet hjemmet uden afbrydelse, og ingen ville hjælpe med Lærke. Imens var min mand ofte af sted til firmafester eller på forretningsrejser.

Jeg kendte ikke lillebroren eller hans forlovede ret godt jeg havde kun set et billede.

Jeg blev vred og ked af det. Men Ola holdt fast. Han syntes, det gav bedst mening sådan.

Se nu her, sagde han, din mor er ikke ligefrem begejstret for at tage Lærke. Hun har brug for at slappe af, at være lidt sig selv. Det er synd at gøre hende utilpas. Hvis hun ikke vil passe barnet, så lad være at presse hende. Og du kender ikke rigtigt min familie hvad får du ud af at tage med? Din opgave er at holde skansen herhjemme med Lærke. Jeg tager af sted og kommer snart hjem igen.

Så besluttede jeg indvendigt, at det ikke kunne være rigtigt, at han alene skulle bestemme, hvad jeg kunne og ikke kunne.

Og hvem havde ret? Det spekulerede jeg meget over dengang.

Min opfattelse har altid været, at både min mor og min mand var urimelige. Godt nok skylder ingen bedstemor at passe børnebørn, men lidt fællesskab og hensyn burde der også være plads til.

Samtidig forstod min mand slet ikke min verden. Jeg havde ofret så meget tid på Lærke og hjemmet, og jeg havde behov for luft, bare lidt.

Kærlighed handler om at forstå den andens behov …

Jeg kan huske, jeg følte mig så trist i de dage. Jeg var helt afhængig af Olas vilje og havde ingen at støtte mig til.

Hvad ville andre kvinder have gjort? Jeg ville ønske, jeg dengang havde haft modet til at fortælle Ola, hvordan jeg egentlig følte.

Kære kvinder husk, at vi bor i et frit land. Vi må have lov til at sige vores mening. Verden går ikke under, hvis vi stiller krav og hvis manden bliver vred og truer med skilsmisse, så var følelserne nok ikke ægte alligevel. Vi skal respektere hinanden og give plads til glæde.