De bladrede gennem livet
De boede altid sammen som tre: bedstemor Vera, mor Lene og Mette. Mette kunne ikke huske sin far, og engang spurgte hun Lene om ham, men moren krammede hende bare, og der kom tårer i hendes øjne. Så Mette spurgte ikke mere hun ville ikke gøre Lene ked af det.
“Jeg vil ikke gøre mor ked af det,” tænkte hun. “Hvad skal jeg med en far, når vi har det så godt bare som vi er?”
Men bedstemor Vera døde, da Mette blev ti, og så var det bare hende og Lene. Mette elskede at tegne. Hun havde gjort det siden hun var lille, overalt hvor der var plads. Lene lagde ikke mærke til det, men sagde bare:
“Pigen, du spilder papir i stedet for at lave lektier.”
I skolen roste tegnelæreren hende altid:
“Mette, hvis du bliver kunstner, får du en stor fremtid. Tro mig, jeg ved, hvad jeg taler om. Fortæl det til din mor.”
Men Lene tog det ikke seriøst:
“Hvad ved en almindelig tegnelærer? Lad hende nu bare hygge sig med det, så længe hun har noget at lave.” Alligevel købte hun alt, Mette havde brug for.
Mette var helt opslugt af sin hobby, især landskabsmalerier. Da hun skulle til at vælge uddannelse, besluttede hun sig for kunstakademiet, men Lene havde andre planer:
“Ikke noget med kunst du skal på lærerseminariet.”
“Mor, jeg vil ikke være lærer”
“Det er ikke dig, der bestemmer. Hvad er det for en karriere at være kunstner?” Mette turde ikke sige imod.
Som alle unge piger drømte Mette om sin prins. Hun forestillede sig, hvordan hun en dag ville møde ham smuk, høj og øm. Hun ville genkende ham med det samme.
Da eksamenerne nærmede sig, gik Mette ned til åen med sit staffeli for at slappe af. Kun der følte hun sig virkelig glad, når hun malede landskaber. På den anden side af åen var der en stejl skrænt, og ovenpå den en smuk fyrreskov. Nogle gange så hun fiskere der nogle i både, andre på bredden. Hun fangede det hele på lærredet, især skyerne, der spejlede sig i vandet.
En dag, mens hun malede, ville det bare ikke lykkes. Hun stirrede frustreret på maleriet.
“Farven skal påføres lettere og blødere. Du presser for hårdt, så skyerne bliver ikke levende Lærredet skal berøres let, se her.” Mette lyttet fascineret til mandens stemme. Han tog penslen fra hende, rørte let ved lærredet, og pludselig blev skyerne levende.
Men det var ikke kun skyerne, der bevægede sig også hendes hjerte hamrede vildt. Hun så op på den unge mand og stivnede. Det var ham, hun havde drømt om.
“Hej, hvad hedder du, smukke?” spurgte han. “Jeg er Anders.”
Mette stod som lammet, ordene sad fast i halsen. Men så hviskede hun:
“Mette.” Han rakte hånden frem, hun gav ham sin, og åh, vidunderligt Anders kyssede den, blidt og ømt. Ingen havde nogensinde gjort det før.
Fra den dag mødtes de ved åen. Han lærte hende malerteknikker, for han var kunstner selv. Han kom fra København og boede hos sin tante i den lille by. Han var færdig på kunstakademiet, men som så mange andre store kunstnere blev han ikke anerkendt. Der var bitterhed i hans stemme, når han sagde:
“Det er okay. De kommer til at fortryde det. Min tid kommer, og så skal de alle sammen indse, hvem de afviste!”
Mens han sagde det, holdt han om Mette, kyssede hende, og hun smeltede i hans arme. Sådan skete det mellem dem. Hun modsatte sig knap nok hun var helt forelsket i sin prins. Det skete et par gange mere, og så forsvandt Anders pludselig. Hun ventede på ham igen og igen ved åen, men hun kunne ikke få sig til at male. Hun ventede og ventede.
“Har Anders virkelig forladt mig? Er han taget for altid? Men han sagde, han elskede mig, at det var for evigt Han kan ikke bare tage afsted sådan” Hun tænkte det igen og igen, men til sidst indså hun, at han ikke ville komme tilbage.
Eksamenerne i skolen var næsten slut, og så var der studentergilde og optagelsesprøver. Mette havde ingen lyst til noget, men hun klarede sig fint hun havde altid været flink i skolen.
To måneder gik, og nu skulle hun til at tage til den nærmeste by for at aflægge sine prøver. Men så blev hun dårlig. Lene blev bekymret:
“Hvorfor er du så bleg, min pige?”
“Jeg ved det ikke, mor jeg føler mig svimmel”
Det skulle ikke blive til noget med universitetet, for det viste sig, at Mette var gravid. Lene blev rasende. Hun råbte, græd, stampede i gulvet og sagde til sidst:
“Jeg kender en læge. For en rimelig pris ordner han det”
Mette var rædselsslagen. Hun ville ikke miste barnet, selvom Anders havde svigtet hende.
“Mor, jeg gør det aldrig,” sagde hun bestemt.
“Det er ikke dig, der bestemmer. Vi har ikke brug for det barn. Kom nu, lægen venter os i dag.”
“Nej. Hvis du tvinger mig, løber jeg hjemmefra eller gør noget ved mig selv. Forstået?” Stemmen var så fast, at Lene blev bleg og ræd.
“Undskyld, min pige, undskyld,” græd hun pludselig. “Undskyld. Jeg opdragede dig alene, og vi kan også opdrage min barnebarn sammen.”
De blev forsonet, og Lene nævnte det aldrig igen. Tværtimod glædede hun sig til barnets fødsel. Endelig kom dagen, hvor Mette blev kørt til fødegangen.
Da hun vågnede på hospitalet, stod en ældre kvinde i hvid kittel ved siden af hende:
“Nå, det gik jo fint.”
“Hvem er du?” spurgte Mette. “Hvor er min lille pige?”
“Jeg er lægen. Pigen er ikke mere. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, men desværre overlevede hun ikke. Men du kan få flere børn.”
Mette skreg, men de gav hende en sprøjte, og hun faldt i en tung søvn. Senere insisterede hun på at komme til barnets begravelse. Hun så den lille kiste og græd. De viste hende endda den lille et billede, der blev hængende i hendes hukommelse for evigt.
Årene gik. Mette blev aldrig gift og blev heller ikke kunstner. Lysten til at male døde sammen med hendes datter. Tiden lægede såret langsomt. Hun blev uddannet som syerske og arbejdede på en tekstilfabrik.
Så blev Lene alvorligt syg. Mette plejede hende, skyndte sig hjem fra arbejde for at give hende mad. Men hun blev svagere og svagere, og en dag hviskede hun:
“M
