Bitterhed i sjælens dyb: “Det er længst tid siden, internatet savner dig! Forlad vores familie!” råbte jeg febrilsk med bævende stemme. Dima, min fætter, var genstand for min rasende frustration. Som barn elskede jeg ham – lyse hvedehår, blå øjne, godt humør – alt det var Dima. Familiens sammenkomster var ikke det samme uden ham; af alle mine fætre holdt jeg mest af ham. Dima kunne snakke sig fra alt og var dygtig til at tegne. Jeg gemte hans tegninger som skatte i mit skrivebord. Han var to år ældre end mig. Da han var 14, døde hans mor pludseligt. Pludselig stod spørgsmålet: Hvad skulle der ske med Dima? Hans far havde en ny familie og ville ikke tage ham ind. Resten af familien trak på skuldrene – de havde travlt med deres egne liv. Mine forældre, trods to børn selv, blev Dimas værger, for hans mor var min fars lillesøster. Først var jeg glad for at have Dima hos os, men allerede første dag lagde jeg mærke til, at noget var forandret. Da mor prøvede at trøste ham og spurgte, hvad han ønskede sig, svarede han straks: “Et elektrisk tog.” Det var dyrt, men han fik det – og derefter kom flere ønsker: båndoptager, cowboybukser, mærkejakke. Mine forældre tilgodeså ham på vores bekostning. Da Dima blev 16, begyndte han at flirte – også med mig, hans kusine. Jeg var sportslig og slap fri, men vi endte ofte i skænderier. Om det sagde jeg aldrig noget til mine forældre. Efter jeg satte ham på plads, fandt han hurtigt nye piger, mine veninder, som kæmpede om hans opmærksomhed. Dima stjal også – min sparegris blev tømt, og han nægtede alt uden at blinke. Han ødelagde familiefreden, og jeg råbte til sidst, at han skulle forlade os. Dima blev et ikke-emne for mig, og først senere fandt jeg ud af, at familien kendte hans sande natur. Senere fandt Dima sammen med Katja fra sin nye skole, og de fik en datter; Katja fandt sig i hans løgne og utroskab. Dima blev sendt i militæret i Kazakhstan, fik endnu en familie der og blev boende efter tjenesten, da han fik en søn der. Katja rejste efter ham og lykkedes at få ham hjem til Danmark igen. Mine forældre fik aldrig tak for at tage ham ind. Nu er Dima 60 år, kirkegænger, og har fem børnebørn med Katja. Alt virker godt, men bitterheden over alt det, Dima har gjort, sidder stadig fast… Det er en slags bitter honning, jeg ikke kan få ned.

BITRE TÅRER I SJÆLENS DYB

For længst skulle du have været på børnehjem! Forsvind ud af vores familie! skreg jeg, stemmen knækkede i arrigskab.

Genstanden for min dybeste foragt var min fætter, Jesper.

Gud, hvor holdt jeg af ham som barn! Lyseblondt hår, klare blå øjne, altid på spil det var Jesper. Familien samledes tit rundt om det pyntede bord til fødselsdage og helligdage. Af alle mine fætre var det altid Jesper, jeg faldt for. Han kunne sno tale som flettede kurve, og så tegnede han ovenikøbet fantastisk. Ofte kradsede han fem-seks skitser ned på en aften med blyant, let og hurtig. Jeg sad målløs og beundrede de smukke streger, gemte dem i skrivebordsskuffen, hvor jeg passede godt på min fætters kunst.

Jesper var to år ældre end mig.

Da min fætter blev fjorten, døde hans mor min faster ganske uventet en nat. Så stod hele familien med det tunge spørgsmål: Hvem skal tage sig af Jesper? Først var der opkald til hans biologiske far, men ham var ikke let at finde. Forældrene var længe skilt, og faren havde ny familie han ville ikke ryste den i grundvolden.

Resten af slægten trak på skuldrene og mumlede om egne bekymringer deres børn, deres liv. Slægtninge er der ikke meget ved, når det virkelig gælder.

Mine forældre, som allerede havde to børn, tog Jesper ind som plejebarn. Min far kunne ikke svigte sin lillesøster.

I starten blev jeg helt glad over, at Jesper skulle bo hos os. Men

Allerede den første dag mærkede jeg, at noget var forandret. Mor, der bare ville mildne chokken for Jesper, spurgte:
Er der noget, du kunne tænke dig? Sig til, du skal ikke holde dig tilbage.
Jesper sagde straks:
Jeg vil have et modeltog.

Den slags legetøj var ikke billig, og jeg blev stødt over ønsket. Jeg tænkte: Din mor er lige død, det vigtigste menneske i dit liv er væk og du drømmer om et tog? Sådan kunne jeg slet ikke forstå det.

Mine forældre købte straks modeltoget. Og så begyndte det at eskalere Køb et båndoptager, cowboybukser, en lækker jakke
Det var 80erne. De ting kostede ikke bare penge man kunne knapt finde dem. Men mine forældre opfyldte JESPERS ønsker, selvom det gik ud over os andre. Jeg og min bror protesterede ikke, vi forstod det jo.

Da Jesper fyldte seksten, begyndte han at interessere sig for piger. Han blev en rigtig charmeur og mere end det: Han begyndte endda at flirte skamløst med mig, sin kusine. Men jeg, som gik til håndbold og var vant til at klare mig, glædede mig aldrig for hans tilnærmelser. Vi røg tit i store skænderier, og jeg græd mig tit i søvn. Mor og far fik aldrig noget at vide den slags problemer deler børn nødigt med forældre.

Da jeg til sidst satte grænser, gik han straks videre til mine veninder, der mere end gerne sloges om hans opmærksomhed.

Men Jesper stjal også uden blusel, uden frygt. Jeg havde en lille sparegris, hvor jeg lagde mine penge til mors og fars gave. En dag var den tom! Jesper nægtede alt, som om han ikke havde rørt en femøre men han så mig direkte i øjnene, rødmede hverken eller. Mit hjerte gik fuldstændig i stykker. Hvordan kan man? Stjæle fra sin egen familie, man bor sammen med? Jesper slog revner i alt, hvad vores familie var bygget på. Jeg blev vred, trak mig ind i mig selv, mens Jesper så oprigtigt uforstående ud. Han forventede, vi alle sammen skyldte ham noget. Jeg endte med at hade ham. Så råbte jeg det, jeg længe havde holdt tilbage:

Forsvind ud af vores familie!

Jeg skældte Jesper ud, brugte alle de ord, mit raseri kunne samle sammen.
Mor måtte trøste mig, før jeg faldt ned igen. Siden den dag eksisterede Jesper ikke længere for mig. Jeg holdt mig på afstand, lod ham bare passere. Først senere fandt jeg ud af, at de andre i familien godt kendte Jespers sande ansigt. De boede tættere på og havde set det hele. Vi boede langt væk, så mine forældre så ikke det, de andre så.
Jesper lærere havde også advaret mine forældre: Det var ikke et let barn at tage ansvaret for han ville bare ødelægge også deres børn.

I hans nye gymnasieklasse fandt Jesper sammen med en pige, Lone. Hun blev forelsket for livet, giftede sig med ham lige efter studentereksamen og fødte ham en datter. Lone holdt ud alt: utroskab, løgn, de mange humørsvingninger. Som man siger: Gift dig for kærlighed, og du får dobbelt så meget at kæmpe med.
Jesper udnyttede Lones kærlighed, som holdt fast i ham med alt, hun havde.

Senere blev Jesper indkaldt til Forsvaret, og han kom til Grønland. Der fik han en ny familie. Hvordan? Tja, Jesper havde gjort det klassiske under sine udstationeringer. Da han blev hjemsendt, blev han i Grønland han havde fået en søn. Lone tog senere derop og fik ham kæmpet med hjem til Danmark igen på trods af alt.

Mine forældre hørte aldrig et tak fra Jesper. De gav ham hus og varme, men han tog det som en selvfølge.

Nu er Jesper 60 år, og han går i folkekirken. Sammen med Lone har han nu fem børnebørn.
Alt ser fint ud udefra men den bitre smag fra mit forhold til Jesper er der stadig
Selv i den sødeste honning kan der ligge galde.

Rating
Mirabile dictu
Bitterhed i sjælens dyb: “Det er længst tid siden, internatet savner dig! Forlad vores familie!” råbte jeg febrilsk med bævende stemme. Dima, min fætter, var genstand for min rasende frustration. Som barn elskede jeg ham – lyse hvedehår, blå øjne, godt humør – alt det var Dima. Familiens sammenkomster var ikke det samme uden ham; af alle mine fætre holdt jeg mest af ham. Dima kunne snakke sig fra alt og var dygtig til at tegne. Jeg gemte hans tegninger som skatte i mit skrivebord. Han var to år ældre end mig. Da han var 14, døde hans mor pludseligt. Pludselig stod spørgsmålet: Hvad skulle der ske med Dima? Hans far havde en ny familie og ville ikke tage ham ind. Resten af familien trak på skuldrene – de havde travlt med deres egne liv. Mine forældre, trods to børn selv, blev Dimas værger, for hans mor var min fars lillesøster. Først var jeg glad for at have Dima hos os, men allerede første dag lagde jeg mærke til, at noget var forandret. Da mor prøvede at trøste ham og spurgte, hvad han ønskede sig, svarede han straks: “Et elektrisk tog.” Det var dyrt, men han fik det – og derefter kom flere ønsker: båndoptager, cowboybukser, mærkejakke. Mine forældre tilgodeså ham på vores bekostning. Da Dima blev 16, begyndte han at flirte – også med mig, hans kusine. Jeg var sportslig og slap fri, men vi endte ofte i skænderier. Om det sagde jeg aldrig noget til mine forældre. Efter jeg satte ham på plads, fandt han hurtigt nye piger, mine veninder, som kæmpede om hans opmærksomhed. Dima stjal også – min sparegris blev tømt, og han nægtede alt uden at blinke. Han ødelagde familiefreden, og jeg råbte til sidst, at han skulle forlade os. Dima blev et ikke-emne for mig, og først senere fandt jeg ud af, at familien kendte hans sande natur. Senere fandt Dima sammen med Katja fra sin nye skole, og de fik en datter; Katja fandt sig i hans løgne og utroskab. Dima blev sendt i militæret i Kazakhstan, fik endnu en familie der og blev boende efter tjenesten, da han fik en søn der. Katja rejste efter ham og lykkedes at få ham hjem til Danmark igen. Mine forældre fik aldrig tak for at tage ham ind. Nu er Dima 60 år, kirkegænger, og har fem børnebørn med Katja. Alt virker godt, men bitterheden over alt det, Dima har gjort, sidder stadig fast… Det er en slags bitter honning, jeg ikke kan få ned.