Han hedder Henrik. På billederne fremstod han som en ganske almindelig mand omkring midt i trediverne, pæn klædt, uden nogen påfaldende detaljer. I beskrivelsen af hans profil stod der tanker om bevidsthed, personlig udvikling og søgen efter en ægte, levende sjæl. Allerede der burde man have været på vagt: Livserfaringen har lært mig, at jo højere en mand taler om den rigtige kvinde, desto større er sandsynligheden for, at han leder efter den mest bekvemme model, som hverken vil forlange eller kræve noget.
Vi skrev sammen i et par dage. Henrik opførte sig ordentligt, men nogle gange kom der mærkelige udsagn. Særligt elskede han at filosofere over, at danske kvinder efter hans mening er ødelagt af penge.
De vil kun have restauranter, ferie til Mallorca og nye iPhones, skrev han. Ingen gider bare tale om sjælen, bare gå en tur og snakke.
Jeg, som har lært at være høflig, nikkede dog kun i tankerne og trak samtalen forsigtigt over i andre retninger. Man ved aldrig hvad folk har været igennem; måske er det ekskonen, der har drænet ham for både bolig og illusioner. Jeg forsøger ikke at konkludere alt for tidligt.
Og så foreslog han, at vi skulle mødes. Problemet var bare dette: Der var isnende koldt udenfor. Ikke bare symbolsk vinter, men faktisk minus tyve grader ifølge termometeret, og kraftig vind gjorde det endnu værre. DMI varslede orange fare, og beredskabet sendte anbefalinger ud om, at man helst skulle holde sig hjemme, medmindre det var højst nødvendigt.
Lad os mødes i Botanisk Have, skrev Henrik. Vi kan gå en tur og lære hinanden at kende, helt uden forstillelse.
Henrik, svarede jeg, det er minus tyve grader, vi bliver til isskulpturer på ti minutter. Skal vi ikke bare tage en kaffe et sted?
Svaret kom promte.
Jeg går ikke i caféer, det gør kun kvinder, der forventer at blive forkælet og have det betalt for sig. Jeg leder efter en livspartner, som kan tage både ild, vand og frost med mig. Hvis det betyder noget for dig, at jeg bruger et par hundrede kroner på dig, så passer vi ikke sammen.
Min nysgerrighed trumfede fornuften. Jeg ville gerne møde denne renhedsfanatiker, for hvem en americano udgør selve definitionen af økonomisk afhængighed.
Fint, skrev jeg. Botanisk Have kl. 19.00 ved hovedindgangen.
Forberedelsen tog sin tid. Jeg fandt termotøj frem, en varm trøje, og til sidst min skisættet. På fødderne kom støvler med kraftige såler og uldsokker, på hovedet en stor pelslue.
I spejlet så jeg en person, der var klar til et arktisk vinterekspedition.
Nu må du holde fast, Henrik, sagde jeg til min spejlbillede, og gik ud i den frosne aften.
Præcis kl. 19.00 stod jeg ved indgangen til parken. Kulden tog straks på kinderne det eneste, der stadig var ude. Sneen knirkede under fødderne, og der var ikke en sjæl omkring: normale folk inklusive det, Henrik kaldte forkælede kvinder havde tydeligvis valgt varmen.
Henrik stod allerede ved indgangen. Han havde bare et tyndt efterårsfrakke på, skiftede fra fod til fod, hoppede lidt og pustede desperat på hænderne. Næsen var bleg og hans ører var ildrøde.
Jeg gik hen til ham.
God aften, sagde jeg dæmpet bag mit tørklæde.
Han så på mig, tydeligvis med forventning om at få øje på en sart fe i nylonstrømper, der ville stå og fryse, så han kunne føle sig som en beskytter. Men i stedet stod der en person, som mest lignede en redningsmand på Grønland.
Hej, sagde han og klaprede med tænderne. Du har… virkelig taget forberedelserne alvorligt.
Du sagde jo ild, vand og frost, så jeg tænkte vi starter med kulde. Skal vi så gå og trække lidt frisk luft?
15 minutters berømmelse
Vi begav os ind i haven. Det blev straks en af de mest mærkelige dates jeg nogensinde har haft.
Hvordan synes du vejret er? spurgte jeg høfligt.
Det frisker op, pressede han frem. Hans ansigt havde næsten opgivet at bevæge sig, det var kun de blå læber, der viste noget liv. Jeg kan godt lide vinter, den viser hvem der har ryggrad.
Enig, nikkede jeg. Forresten, nu vi taler om pamper-typer. Fortæl mig din teori hvorfor er kaffe lig med grådighed?
Det gjorde tydeligvis ondt for ham at tale frosten brændte i halsen men standhaftighed kræver ofre.
Fordi stemmen rystede, forhold skal bygges på interesse for hinanden, ikke for penge. Hvis en kvinde ikke engang kan gå en tur uden at kræve mad, så er hun bare en forbruger.
Og hvis en kvinde bare ikke har lyst til at få lungebetændelse? spurgte jeg, mens jeg rettede min hætte.
Det er bare undskyldninger, svarede han hårdt og snøftede højlydt. Hvis man vil, så finder man muligheder; det handler bare om at tage nok tøj på.
Det har jeg jo så gjort, sagde jeg, mens jeg viste mit omfangsrige silhuet. Men dig, du har måske glemt det. Er du sikker på, at du ikke fryser?
Jeg har det fint! snappede han, selvom han rystede så voldsomt, at det var svært ikke at lægge mærke til i halvmørket.
Ti minutter senere nåede vi den centrale plads i haven. Der stod en lukket kaffebod. Henrik så på den med en sørgmodighed, man kunne kalde heroisk.
Skal vi tage hjem? foreslog han. Det blæser mere nu.
Nej dog! sagde jeg opmuntrende. Vi er jo lige begyndt! Du ville lære min sjæl at kende. Lad os tale om litteratur. Kan du lide Jack London? Han har en fantastisk novelle To Build a Fire, hvor hovedpersonen fryser ihjel, fordi han undervurderer kulden.
Det blik han sendte mig, havde intet med sjælevandring at gøre.
Du, jeg må gå, afbrød han. Jeg har… nogle vigtige ting jeg skal nå.
Hvilke ting? Vi havde jo planlagt at bruge aftenen sammen.
Arbejde. Kom lige i tanke om, jeg mangler at sende en rapport.
Klokken otte, fredag aften?
Ja! næsten råbte han.
Han vendte sig pludseligt om og hastede imod udgangen. Jeg gik langsomt efter, og nød faktisk øjeblikket: min overlever holdt præcis femten minutter.
Han sagde ikke engang farvel ved metroen forsvandt bare ned i den varme tunnel. Jeg håber virkelig, det ikke kun var hans fingre der tøede op dernede, men måske også hans forestillinger. Det er dog nok tvivlsomt.
Jeg tog hjem, lavede en kop varm te og slettede chatten med Henrik. De femten minutter var ikke spildte; de var faktisk en glimrende vaccination mod skyldfølelse og en reminder om, at egenomsorg ikke gør en kvinde til en forkælet pamper.
