― Emil, har din veninde Signe været forbi igen? ― spurgte Line, mens hun kiggede ind i det halvtomme køleskab. ― Normalt forsvinder al maden efter hendes besøg.
― Ja, hun kom forbi, ― svarede Emil. ― Hun klagede igen over, at de ikke har penge. Jeg kunne ikke bare sende hende af sted med tomme hænder, hun er jo min søster.
― Gav du Signe også penge?
― Ja, nogle tusinde kroner. Signe sagde, at Asger igen har problemer på arbejdet, og de har ikke engang penge til huslejen, ― sagde Emil lidt flovt.
― Jeg kan godt forstå det… Jeg forstår bare ikke, hvorfor hun giftede sig som 20-årig. Hvorfor advarede din mor hende ikke?
― Du kender jo Signe. Når hun har sat sig noget for, kan man ikke stoppe hende. Det skal nok gå; hun skal bare vænne sig til det.
Line sukkede tungt. Selvstændighed er godt, men Signe havde indtil nu levet på familiens regning.
* * *
Asger var også en ung fyr, der lige var begyndt at tjene penge, og han skyndte sig ikke med at give sin kone gaver. Signe ville ikke arbejde og mente, at Asger skulle sørge for alt.
Signes og Emils mor, Bente, holdt også med datteren. Hun så, at de unge manglede penge, og hjalp altid økonomisk, og krævede, at Emil også hjalp.
― Hun er en ung pige, hun skal se godt ud, ― sagde Bente. ― Signe har ikke fundet det rette job endnu, og Asger er lidt nærig. Så det er vores ansvar at hjælpe.
Emil hjalp, så meget han kunne. Men Line blev hurtigt træt af det. Hun forstod ikke, hvorfor noget af Emils løn skulle gå til Signe. De boede selv i en lejebolig og sparede til en bolig, alt imens hans søster også skulle hjælpes.
* * *
En dag kom Line hjem og fandt sin svigermor og Signe på besøg. De snakkede hemmeligt med Emil, men stoppede når hun kom ind. Line kunne se, det var en vigtig diskussion. Hun spurgte:
― Må jeg vide, hvad I planlægger? Jeg tror, I igen vil have økonomisk hjælp fra os.
― Du tager fejl, ― lo Bente. ― Det her er vores families anliggende, det har ikke noget med dig at gøre.
Line trak på skuldrene og gik i køkkenet for at lave aftensmad. Kort efter kom Signe efter hende, åbnede køleskabet uden at spørge, og sagde skuffet:
― Hvorfor er der så lidt mad? Line, har du været i supermarkedet?
― Ja, det har jeg, ― svarede Line irriteret. ― Lønnen kommer først om to dage, så jeg købte kun det nødvendige. Hvis du er sulten, kan jeg varme lidt suppe til dig.
― Nej tak, det vil jeg ikke have. Jeg bruger gerne penge på mad og bestiller både pizza og sushi, og Asger og jeg elsker at gå på café.
― Kan Asgers løn virkelig dække sådan et overdådigt liv? Du klager ofte over manglende penge.
― Jeg beder bare mor og Emil om penge. Det er normalt i en familie at hjælpe hinanden.
Snart gik Bente og Signe. Og Line spurgte straks Emil, hvorfor de kom forbi.
― Mor planlægger at sælge sommerhuset og ville spørge mig om en tjeneste. Hun vil give pengene til Signe. Hun er ung, og skal have en god start i livet.
― Hvad mener du? ― undrede Line sig. ― Er det ikke uretfærdigt, at alle pengene går til din søster? Som din kone er jeg imod det. Jeg tvivler på, at de penge vil blive brugt fornuftigt.
― Line, det er bedst, du holder dig udenfor, ― sagde Emil irriteret. ― Sommerhuset er mammas, og det er op til hende at beslutte.
Emil gik ind i et andet rum. Han mente, morens beslutning var rigtig og var stolt over sin gavmildhed over for Signe.
* * *
Snart blev sommerhuset solgt. Line vidste, hvordan det ville ende: Signe ville ikke bruge pengene fornuftigt. Cafeer, mode og elektronik gik til en skøn livsstil.
Da pengene slap op, gik Signe igen til sin mor og klagede:
― Mor, nu har jeg igen ingen penge! Jeg vil tage kørekort og købe bil! Har vi intet tilbage at sælge? Nogle forældre køber lejligheder til deres børn…
Bente blev lidt chokeret over denne udtalelse. Hun havde ikke forventet, at datteren ville bruge pengene så hurtigt. Efter at være kommet sig lidt, sagde hun:
― Signe, vi har ikke mere at give. Jeg troede, du ville bruge pengene klogt. Du må finde et job som bogholder, som du har uddannet dig til.
― Jeg vil ikke være bogholder! Jeg vil ikke sidde ved en computer hele dagen og ødelægge mit syn! Min mand skal forsørge mig, og det skal du også. Jeg er kun 20! Vil I bare lade mig klare mig selv?
― Vent lidt, ― beroligede Bente hende. ― Hvad med at spørge Emil om et lån? De sparer op til et huslån og har nok lidt.
― Tror du, de giver meget? Line er nærig, selv med mad. Men godt, at Emil altid hjælper.
― Så lad os tage over til dem! ― sagde Bente bestemt. ― Du skal ikke bekymre dig, de kan ikke sige nej til mig.
En time senere var Signe og hendes mor ved Emils lejlighed. Line fornemmede straks, at de ikke kom med gaver, men med noget i tankerne.
― Min søn, vi har en vigtig anmodning! ― sagde Bente nervøst, da hun kom ind.
Line blev anspændt. »Nu beder de om penge,« tænkte hun. Andet kunne hun ikke forestille sig.
― Hvad sker der?
― Signe vil købe en bil, men pengene fra sommerhuset er brugt, ― sagde Bente med en skyldig smil. ― Derfor tænkte vi, I måske kunne hjælpe.
Line kunne ikke tro det og spurgte igen:
― Hvad? Har du brugt alle pengene? Du fik jo en god pris. Signe, du må være mere forsigtig med dine udgifter!
― Du skal ikke fortælle mig, hvad jeg skal gøre! ― svarede Signe vredt. ― Jeg vil gå på caféer, skønhedssaloner, nyde livet med gode ting. Jeg vil ikke leve i fattigdom hele min ungdom!
― Har du nogensinde overvejet at arbejde? ― drillede Line. ― Det siges at hjælpe, så man ikke skal bede om penge.
Emil forsøgte at berolige alle for at undgå et skænderi:
― Vent, lad os tale om det. En bil har vi ikke penge til, men lidt kan vi måske hjælpe med.
― Godt klaret, søn! ― sagde Bente glad. ― Jeg vidste, du ville stå på vores side.
― Skal I ikke spørge mig? ― protesterede Line. ― Jeg nægter at sponsorere Signe. Hun har en mand, der må hjælpe. Så, jeg siger nej.
Emil kastede et flovt blik på sin mor og forsøgte at berolige sin kone:
― Line, hvad taler du om? Det er vores fælles penge, og jeg har også noget at sige. Mor beder kun om et lån, ikke en gave. De vil betale os tilbage.
― Selvfølgelig betaler vi tilbage! Tror du, jeg lyver? Jeg hjælper Signe og returnerer det hurtigt.
Line følte sig utilpas, som om hun ikke stolede på Bente. Men hun ville ikke sige farvel til de hårdt tjente penge.
― Nej, jeg tror ikke, vi kan hjælpe, ― sagde hun usikkert. ― Vi sparer op til et huslån, og det er vigtigere end en bil.
― Så går vi, mor, ― sagde Signe irriteret. ― De tænker kun på sig selv, vores problemer er ikke deres bekymring.
Signe gik, fuld af forurettelse. Bente fulgte hende, men gav ikke op så let og sagde til Emil:
― Emil, vi skal tale om det! Synes du ikke, din kone styrer dig?
Da døren lukkede, beskyldte Emil straks Line:
― Hvordan kunne du opføre dig sådan? Mor vil nu tro, vi ikke kan hjælpe. Betyder penge mere for os end familie?
― Er det virkelig en vanskelig situation? ― protesterede Line. ― Hjælper nogen os? Jeg er sikker, de ville ikke give en krone til os. Jeg er træt af historierne om Signe.
Et par dage senere blev Line og Emil forsonede. Line vidste ikke, at Emil løj. Han havde givet penge til sin mor, der skulle bruges til huset.
Bente var begejstret, da hun så Emil med kuverten:
― God dreng! Jeg vidste, jeg havde opdraget dig godt! Hjælp nu Signe, og så hjælper hun dig. Men sig intet til Line. I er unge og kan stadig spare op.
* * *
En dag scrollede Line i sociale medier og så Signes nye billeder. Signe, der kører en lille bil, strålede af glæde. Line syntes, det var underligt og spurgte sin mand:
― Emil, vidste du, Signe købte bil? Fik Asger penge? Hun har altid fået sin vilje.
― Ja, jeg ved, hun fik bil, ― sagde Emil uden at kigge på hende. ― Alle bidrog til den gave.
― Hvad mener du med “vi bidrog”? Gav du også penge? Hvorfor fortalte du mig ikke?
Emil sagde ingenting, og Line forstod det hele. Hun løb til skabet, hvor de sparede op, og opdagede i chok, at penge var væk.
― Hvad har du gjort? ― råbte hun. ― Jeg kan ikke tro det! Emil, hvordan kunne du?
For en gangs skyld blev Emil vred og råbte:
― Det rager ikke dig! Jeg styrer familien og bestemte det. Vi skal stadig spare til huslån, men Signe skal have bil nu. Hvis du ser sådan på min familie, må jeg overveje, om det her ægteskab er det rigtige.
― Nå, så det, mener du? Nej, Emil, det er mig, der skal overveje vores ægteskab. Jeg tager til min mor, og du skal give mig halvdelen af vores opsparing!
Line pakkede sine ting i hast. Hun var vred over Emils handling, men håbede, han ville stoppe hende og sige undskyld. Men Emil sad roligt og så TV.
― Så er det slut? Jeg går, Emil, ― sagde Line ved døren.
― Gå. Hvis du ikke ændrer dig, kan du blive væk, ― sagde Emil koldt.
Line tog hjem til sin mor og anmodede om skilsmisse en måned senere. Det var svært at leve med manglende respekt. Hun glemte ikke opsparingen og fik gennem en trussel om retssag Emil til at betale hendes halvdel. Måneder senere lo hun over skilsmissen grundet en andens frækhed.
