Sedlen på køleskabet
Birthe Mikkelsen vågnede klokken halv syv, som hun altid gjorde. Udenfor var det endnu mørkt, men hendes indre ur havde virket perfekt i fyrre år. Hun rejste sig, trak sin morgenkåbe på og slæbte sig ud i køkkenet for at sætte vand over.
På køleskabet lå et stykke papir, fastgjort med en mariehøne-magnet. Mærkeligt, det havde ikke været der aftenen før.
Birthe tog sedlen og tændte lyset. Håndskriften var ukendt, kejtet, som om den var skrevet af en, der ikke var vant til at skrive med den hånd.
“Kære Birthe. Undskyld forstyrrelsen. Jeg er din nabo fra lejligheden overfor. Mit navn er Signe. Det er lidt pinligt, men jeg har ikke andre at spørge. Må jeg låne lidt sukker? Jeg giver det tilbage. Lejlighed 47. Mange tak. Signe Poulsen.”
Birthe rynkede panden. Naboen fra lejlighed 47? Men der boede jo familien Nielsen med børn. Hun kendte alle i opgangen udenad, havde været tillidskvinde i ti år.
Kedlen begyndte at pibe. Hun lagde sedlen fra sig og begyndte at lave morgenmad. Der var en underlig følelse i hendes mave. Hvordan var denne Signe kommet ind i lejligheden? Og hvorfor havde hun ikke hørt, at Nielsens var flyttet?
Efter morgenmaden klædte Birthe sig på og gik ud i opgangen. Hun standsede uden for lejlighed 47 og lyttede. Stilhed. Ingen børnestemmer, ingen larm. Kun den svage summelyd fra en tv.
Hun trykkede nervøst på ringeklokken.
“Hvem er det?” lød en hæs kvindestemme.
“Birthe fra lejlighed 48. Er det dig, der skrev sedlen om sukkeret?”
Låsen klikkede, og døren åbnede sig på klem. I sprækken viste sig et stykke rynket ansigt og et vagtsomt øje.
“Er det dig, Birthe?” spurgte den fremmede mistroisk.
“Ja. Er du Signe Poulsen?”
“Ja, ja. Kom indenfor.”
Kæden blev taget af, og døren åbnede sig. Birthe trådte ind i lejligheden og blev forbavset. Møblementet var helt anderledes. Ingen legetøj, ingen lyse tapeter eller familieportrætter. Alt var enkelt, rent, men gammeldags.
“Sæt dig ned,” sagde kvinden og pegede på sofaen. “Vil du have en kop te?”
“Tak, det vil jeg gerne.”
Birthe studerede værtinden. Signe Poulsen så ud til at være omkring halvfjerds, måske lidt ældre. Gråt hår sat i en pæn knold, dybe rynker i ansigtet, men øjnene var klare og opmærksomme.
“Undskyld forstyrrelsen,” begyndte Signe, mens hun håndterte tepotten. “Jeg løb tør for sukker. Det er svært at komme i butikken, mine ben er ikke, hvad de har været.”
“Ingenting at undskylde. Men sig mig, hvor er Nielsens henne? Er de flyttet?”
Signe standsede med tekop i hånden.
“Nielsens? Jeg kender ikke nogen Nielsens.”
“Hvor længe har du boet her?”
“Åh, femten år måske. Måske længere.”
Birthe følte en svimmelhed. Femten år? Det kunne ikke passe. Hun havde set Nielsens for bare en uge siden. Moderen med den lille pige i barnevognen, den store dreng, der løb ved siden af.
“Signe, hvordan kom du ind og satte sedlen på mit køleskab? Jeg låser altid min dør.”
Den ældre kvinde blinkede forvirret.
“Sedlen? Hvilken seddel?”
“Den, du efterlod i morges. Om sukker.”
“Jeg har ikke skrevet nogen seddel. Hvad taler du om?”
Birthe tog den mystiske seddel op af lommen og viste den til naboen.
“Her. Den er underskrevet med dit navn.”
Signe tog papiret, studerede det længe, mens hun følte efter bogstaverne med fingeren.
“Jeg ved det ikke,” sagde hun til sidst. “Den er ikke fra mig.”
“Men her står der Signe Poulsen.”
“Ja, Poulsen er mit navn. Men jeg har ikke skrevet denne seddel.”
Birthe følte sig mere og mere forvirret. Naboen virkede oprigtig, men hvem havde så skrevet sedlen? Og hvordan var den endt på hendes køleskab?
“Hør,” sagde hun og rejste sig, “jeg henter sukkeret til dig. Behold sedlen, måske kommer du i tanker om noget.”
“Mange tak. Du er meget venlig.”
Birthe vendte tilbage til sin lejlighed med endnu flere spørgsmål. Hun hældte sukker i en glasbeholder og bragte det til naboen.
“Signe, må jeg spørge dig om noget?”
“Selvfølgelig.”
“Kan du huske familien Nielsen? Far, mor, to børn. De boede i denne lejlighed.”
Den ældre kvinde rystede eftertænksomt på hovedet.
“Nej, det kan jeg ikke. Men… vent. Jeg tror, der har boet nogen her før. Men jeg husker det ikke klart. Hovedet er ikke, hvad det har været.”
“Har du kontakt til andre naboer?”
“Nej, næsten ingen. De er unge, har travlt. Kun Jens fra stueetagen kommer forbi med mad.”
Birthe kendte Jens. Han havde boet i opgangen længe, måske kunne han hjælpe.
“Tak for sukkeret,” sagde Signe. “Jeg giver det tilbage.”
“Det behøver du ikke. Det var så lidt.”
Birthe gik ned til første sal og bankede på Jens’ dør. Den gamle mand åbnede hurtigt.
“Nå, Birthe! Kom indenfor. Vil du have kaffe?”
“Nej tak. Jens, hvem bor der i lejlighed 47?”
“Hvem? Signe Poulsen bor der. En fin dame, men hun er meget syg.”
“Hvor er Nielsens henne?”
“Hvilke Nielsens?”
“Dem, der boede der før. Familien med børn.”
Jens så bekymret på hende.
“Birthe, er du okay? Der har ikke boet nogen Nielsens i vores opgang. Signe har boet der i tyve år.”
“Men jeg har set dem! For nylig!”
“Du har måske forvekslet dem med nogen? Alderdommen kan spille én mange puds.”
Birthe følte, hun mistede balancen. Var Jens’ version den rigtige? Havde hun opfundet det hele?
“Jens, hvad fejler Signe? Du sagde, hun var syg.”
“Stakkels dame. Hun hukommelsestab. Glemmer alt. Jeg hjælper hende lidt med indkøb. Hun er helt alene.”
“Jeg forstår,” mumlede Birthe.
Hun gik op til sin lejlighed, fuldstændig forvirret. På køkkenet så hun igen på stedet, hvor den mystiske seddel havde hængt. Mariehøne-magneten var der endnu.
Hele dagen kunne hun ikke koncentrere sig. Tankerne var rodede. Var det begyndHun åbnede døren til lejlighed 47 en sidste gang og så kun tomme vægge, mens mariehønen på hendes eget køleskab pludselig faldt til gulvet og knustes.
