Behagelige bedstemødre
Jeg vågnede i morges før vækningen, forskrækket og en smule irriteret. Min stuekammerat Loa Kristensdatter vækkede mig med sin rungende latter sådan en lyd, man sjældent hører på et hospital i København, og som jeg, Helle Jørgensen, slet ikke bryder mig om. Hun lå med telefonen klistret til øret, viftede med hånden og lo så det rungede på Rigshospitalets afdeling.
Nej, for pokker, Loa! Sagde han det virkelig? Foran alle?
Jeg kiggede på uret. Kvart i syv. Femten minutter endnu til personalet kommer ind, femten stille minutter jeg gerne ville bruge på at samle mig til dagens operation.
I går aftes, da jeg blev indlagt, hilste Loa hurtigt og gik straks tilbage til sin mobil. Jeg tænkte, det var rart med ro. Men i dag var stilheden brudt af, hvad der virkede som en komisk scene fra Cirkusrevyen.
Undskyld, sagde jeg stille, men bestemt. Kan du dæmpe dig lidt?
Loa vendte sig om. Hendes runde ansigt, kortklippede, grå hår slet ikke farvet og pyjamas i rød med hvide prikker virkede højlydt i sig selv, især midt i hospitalets rolige omgivelser.
Ups, undskyld! Jeg slukker. Loa Kristensdatter, hyggeligt at møde dig. Fik du sovet? Jeg sover nærmest aldrig før operationer, så jeg ringer altid familien op.
Helle Jørgensen. Bare fordi du ikke kan, betyder det ikke, at andre ikke gerne vil have ro.
Du er jo vågen nu, blinkede Loa med et smil. Men jeg skal prøve at hviske. Lover det.
Det løfte holdt hun ikke. Inden morgenmaden nåede hun at ringe et par gange mere, stemmen kun stigende i styrke. Jeg vendte demonstrativt ryggen til og trak dynen over hovedet. Uden held.
Det var min datter. Hun er så bekymret, sagde Loa under den uappetitelige grød, vi fik serveret. Hun har altid været sådan, stakkels pige. Jeg prøver at berolige hende.
Jeg sagde ikke noget. Min egen søn havde ikke ringet. Ikke fordi jeg ventede det. Han havde travlt møde hele morgenen, vigtigt. Det havde jeg jo selv lært ham arbejde er alvor, ansvar.
Loa blev hentet først. Hun vinkede, snakkede løs til sygeplejersken, der smågrinede. Jeg håbede, at de ville flytte hende på en anden stue bagefter.
En time senere blev det min tur. Narkosen var slem som altid, og jeg vågnede med kvalme og en dum, trykkende smerte i højre side. Sygeplejersken sagde, det var gået fint. Bare være tålmodig. Det har jeg altid været.
Da jeg blev kørt tilbage om aftenen, lå Loa allerede der. Hun var bleg, øjnene lukkede, drop i armen. For første gang var hun stille.
Hvordan går det? spurgte jeg, selvom jeg helst ville have været stille.
Hun åbnede øjnene, forsøgte et lille smil. Jeg lever. Og du?
Jeg også.
Så sad vi der, uden at sige mere lyttede til regndråberne mod ruden, dryppet fra dropstativet.
Undskyld for i morges, sagde Loa pludseligt. Jeg bliver nervøs og kan ikke holde min mund. Ved godt det irriterer.
Jeg skulle til at svare spidst, men trætheden overmandede mig. Det er okay.
Vi sov begge dårligt den nat. Hun roede, sukkede. Jeg troede, jeg hørte gråd en gang dæmpet, i puden.
Om morgenen kom lægen ind, tjekkede sting, målte feber, sagde: Sådan piger, det går flot. Loa greb straks mobilen.
Hej Mette! Ja, jeg overlevede! Hvordan har ungerne det? Hvad? Er Frede alligevel frisk igen? Så sagde jeg det jo!
Jeg lyttede uforvarende. Mine det måtte være børnebørn. Datteren skulle rapportere.
Mit eget apparat var tavst. To smser. Hej mor, hvordan har du det? og Skriv, når du kan. Sendt aftenen før, mens jeg stadig var omtåget.
Jeg svarede: Alt fint. Satte en smiley. Han kan ikke lide, når beskeder virker kølige.
Svaret kom tre timer efter: Skønt! Kram.
Kommer dine ikke forbi? spurgte Loa senere.
Min søn arbejder længe og bor langt væk. Og jeg kan klare mig.
Nemlig, svarede Loa. Min datter siger det samme: Mor, du er jo voksen. Hvorfor komme, hvis alt er i orden?
Noget i hendes stemme lød hul. Hun smilede, men øjnene var triste.
Hvor mange børnebørn har du?
Tre. Frede på otte, så Signe og Rasmus, tre og fire år. Hun hev mobilen frem. Vil du se billeder?
Vi så i tyve minutter. Ungerne i sommerhus, ved stranden, med kage. På alle billeder var hun der krammede, lavede fjollede grimasser. Datteren manglede.
Hun tager billederne, forklarede Loa. Bryder sig ikke om at være med selv.
Er de ofte hos dig?
Jeg bor nærmest hos dem. Datteren arbejder meget, svigersønnen ligeså. Så jeg hjælper henter fra institution, laver mad, lektier.
Jeg nikkede. Sådan var det også for mig, de første år med mit ene barnebarn. Dagligt i starten. Nu kun én gang om måneden hvis vi får det til at passe.
Og dig?
Et barnebarn. Ni år. Dygtig dreng, går til fodbold.
Mødes I tit?
Indimellem om søndagen. De har travlt. Jeg forstår det.
Ja, sagde Loa og vendte sig væk. De har travlt.
Vi blev tavse. Fredagsregnen begyndte for alvor.
Senere udbrød Loa: Jeg vil ikke hjem.
Jeg kiggede op. Hun sad på sengen med armene om benene og så i gulvet.
Jeg har ikke lyst. Har tænkt og tænkt på det. Når jeg kommer hjem, er det Frede, der ikke kan sine lektier, Signe med snot og Rasmus, der har revet bukserne. Datteren på arbejde til sent, svigersøn ofte væk. Det er mig, der vasker, rydder, laver mad, hjælper… Men de siger aldrig tak. Fordi det er bedstemor, det skal hun jo.
Jeg fik en klump i halsen. Loa tørrede øjnene.
Undskyld, jeg smuldrer pludselig.
Du skal ikke undskylde, sagde jeg stille. Jeg gik på pension for fem år siden. Ville gå i teatret, til udstillinger. Tilmeldte mig fransk-kursus. Holdt i to uger.
Hvorfor stoppede du?
Min svigerdatter gik på barsel. Bad mig hjælpe med barnebarnet. Jeg sagde ja. Det var jo bare ikke til at sige nej til.
Og så?
Tre år dagligt, så i børnehave, så lidt mindre. Nu har de ansat en barnepige. Jeg sidder alene og venter, hvis de husker mig.
Loa nikkede.
Min datter lovede at komme hos mig i november. Jeg bagte, gjorde rent. Så meldte hun afbud fritidsaktiviteter, du ved. Så kom hun ikke. Gav kagen til naboen.
Vi sad længe i stilhed. Udenfor dryppede regnen på ruderne.
Det værste er ikke, at de ikke kommer, sagde Loa. Det er, at jeg alligevel sidder med telefonen og venter. Måske ringer de bare for at spørge, hvordan jeg har det ikke om jeg kan hjælpe.
Min næse begyndte at snurre.
Jeg venter også. Tænker, hver gang det ringer: måske vil min søn bare snakke. Men det er altid praktisk.
Og vi smider alt for at hjælpe, smilede Loa blegt. Vi er jo mødre.
Nemlig.
Næste dag var der sårskift. Smerte for os begge. Vi lå tavse, indtil Loa brød ind:
Jeg troede altid, jeg havde et lykkeligt familieliv. Min elskede datter, god svigersøn, børnebørn. Jeg var uundværlig. Men nu ser jeg, at de klarer sig helt uden mig. Datteren har ikke klaget én gang. Plejer at ringe og sukke nu slet ikke.
Jeg satte mig op.
Jeg forstår dig. Jeg har selv lært min søn, at min tid ikke er så vigtig at jeg kan rykke rundt på alt for ham.
Det har jeg også gjort. Dropper alt for datterens skyld.
Vi har opdraget dem til, at vi ikke har eget liv, sagde jeg langsomt.
Loa var stille længe.
Hvad nu?
Jeg ved det ikke.
På femtedagen stod jeg op uden hjælp. På sjettedagen nåede jeg hele gangen rundt. Loa, én dag bagud, men kæmpede på.
Da min mand døde, følte jeg mig fortabt, sagde Loa, mens vi gik. Min datter sagde: Nu har du et nyt formål børnebørnene. Men det er kun én vej. Jeg er der for dem, men de er der kun, når det passer dem.
Jeg fortalte om min skilsmisse for 30 år siden sønnen var fem, jeg var alene, natkurser, to job.
Jeg troede, hvis jeg var perfekt, ville han være perfekt søn. Ville være taknemmelig.
Men han lever sit eget liv, afsluttede Loa.
Ja. Det er normalt. Men ensomt.
Det troede jeg aldrig, jeg ville opleve.
På den syvende dag kom min søn uden varsel. Høj, flot, dyr frakke og en pose med frugt. Han satte sig på sengen.
Mor! Hvordan er det gået? Kyssede mig på panden.
Det går bedre.
Fedt! Lægen siger, du snart udskrives. Måske vil du bo lidt hos os? Der er gæsteværelse.
Nej tak, jeg har det bedst hjemme.
Som du vil. Men sig endelig til. Skal jeg overføre nogle kroner til dig?
Det er ikke nødvendigt.
Vi talte tyve minutter. Han fortalte om arbejdet, barnebarnet, deres nye bil. Stod hurtigt op og sagde han snart ville kigge forbi igen.
Loa lå med lukkede øjne og lod som om hun sov.
Var det din?
Ja.
En flot fyr.
Tak.
Men kold som is.
Jeg svarede ikke. Halsen snørede sig sammen.
Jeg tænkte måske må vi bare slippe forventningerne om deres kærlighed, sagde Loa sagte. Give slip. Lade dem leve deres liv og os vores. Prøve at finde noget eget.
Det lyder nemt.
Det er rigtig svært. Men der er jo ikke mange valgmuligheder. Enten venter vi resten af livet, eller også prøver vi noget nyt.
Hvad sagde du til din datter? spurgte jeg overrasket over selv at skifte til du.
Jeg sagde, jeg skal hvile to uger efter udskrivelsen. Lægen siger nej til barnepasning.
Blev hun sur?
Åh ja! Loa grinede træt. Men du ved hvad? Jeg følte mig lettet bagefter. Som om jeg tog en vægt af skuldrene.
Jeg lukkede øjnene.
Jeg er bange hvis jeg siger nej, vil de måske ikke ringe mere.
Men hvor ofte ringer de egentlig nu?
Tavshed.
Præcist. Det kan vel ikke blive værre.
På ottende dagen blev vi udskrevet. Vi pakkede i stilhed, som var det et endeligt farvel.
Lad os udveksle telefonnumre, foreslog Loa.
Jeg nikkede. Vi tastede ind. Stod og så på hinanden.
Tak, sagde jeg. For at du var her.
Og tak til dig. Jeg har ikke talt sådan med nogen siden min ungdom. Ægte samtale.
Det har jeg også savnet.
Vi omfavnede forsigtigt sygeplejersken kom ind, gav udskrivningspapirer og bestilte taxa. Jeg kørte først hjem.
Da jeg trådte ind i min lejlighed på Amager, var her stille og tomt. Jeg pakkede ud, tog et varmt bad og lagde mig i sofaen. Min telefon viste tre beskeder fra min søn. Er du hjemme nu?, Ring når du er ankommet, Husk medicinen.
Jeg skrev: Hjemme. Alt godt. Lagte mobilen væk.
Jeg gik over til skabet og trak en mappe ud, jeg ikke havde åbnet i fem år. Der lå brochuren fra franskkurset og programmet til koncertsalen. Jeg stirrede længe.
Telefonen ringede. Loa.
Hej, undskyld vidste ikke, om jeg måtte ringe så hurtigt. Men jeg havde simpelthen lyst!
Det er jeg glad for.
Skal vi mødes, når vi er på benene? Måske om to uger, til kaffe eller en gåtur, hvis det passer dig?
Jeg så på brochuren, så på telefonen, så igen på brochuren.
Ved du hvad? Ikke om to uger. Lad os gøre det på lørdag. Jeg gider ikke bare sidde hjemme mere.
På lørdag? Mener du det?
Selvfølgelig. Jeg har brugt tredive år på at tage hensyn. Det må være min tur nu.
Så er det en aftale. På lørdag!
Vi lagde på. Jeg tog brochuren op igen. Franskkurset starter om en måned der er stadig pladser.
Jeg hentede min bærbare og begyndte på tilmeldingen. Fingrene rystede lidt, men jeg fuldførte.
Udenfor regnede det over København, men nu begyndte solen at bryde igennem de tunge skyer. Svagt og efterårskoldt, men dog sol.
Og jeg tænkte: Måske starter livet først nu. Og trykkede send.
