*Dagbogsnotat*
Hvorfor er det så svært at forstå, at et nyt kapitel kan begynde?
Mor, er du helt fra forstanden?
Datterens ord ramte Lene som en kniv i siden. Smerte. Hun fortsatte tavs med at skrælle kartoflerne, mens hun knugede kniven lidt hårdere.
Folk peger allerede fingre ad os! Far ja, det er en mand, men mor? En kvinde! Hjemmets vogter! Er du ikke flov?
En tåre trillede ned ad Lenes kind, så en til Snart flød tårerne, men datteren holdt ikke op.
Konrad, hendes mand, sad på en stol med slappe skuldre og læben skudt frem.
Fars helbred er helt i skoven, hvordan kan du?! Han har brug for pleje! Konrad snøftede. Er det sådan, man opfører sig? Mor? Han gav dig hele sit liv, I opdragede mig sammen, og nu hvad? Bliver han syg, og så kigger du på en anden? Nej, min kære, sådan gør man ikke
Hvordan gør man så? spurgte Lene stille.
Hvad?! Du laver sjov, hva? Far, hører du det? Hun laver sjov!
Mette, det er ikke, som om jeg er din mor, men din værste fjende Åh, hvor du dog bekymrer dig for far
Mor! Hvad fabler du om?! Nu er det nok! Jeg ringer til farmor og mormor, lad dem tage sig af dig! Det er til at dø af skam!
Kan du forestille dig, fnøs Mette og vendte sig mod faren, jeg kommer hjem fra universitetet, og dér går de arm i arm i parken! Han læser højt for hende, sikkert selvdigtede vers, hva, mor? Om kærlighed, ikke?
Du er ondskabsfuld, Mette. Ondskabsfuld og dum. Du er stadig ung
Ikke en fnug af anger! Okay, jeg ringer til farmoderne, de må komme!
Lene rejste sig tavst, glattede sin kjole, rystede usynligt støv af sig.
Nå, mine kære. Jeg går.
Hvorhen, Lene?
Jeg forlader dig, Konrad.
Hvad mener du?! Hvorhen?! Hvad med mig?!
I samme øjebk råbte datteren rasende i telefonen.
Me-e-ette! konrad hulkede, som om det var en begravelse. Mette-ee!
Hvad, far? Har du ondt i ryggen?! Hvor?!
Åh, åh Mette hun mor siger, hun går
Hvad mener du?! Hvorhen?! Mor, hvad bilder du dig ind i din alder?!
Lene smilede ironisk. Pakkede forsigtigt sine ting i kufferten.
Hun havde allerede tænkt sig at gå, men så blev Konrad syg ryggen blev værre. Hvor han klynkede, hvor han jamrede
Lene jeg tror, jeg har en diskusprolaps
MR-scanningen viste ikke noget.
Hvad ved de læger?! De siger det med vilje ikke først!
Virkelig? Hvorfor?
For at tage penge for undersøgelser! Det var det samme med Poul fra arbejdet salver, piller, og så bang! Diskusprolaps! Og en helt speciel en, uden et navn
Den gang gik hun ikke. Kunne ikke forlade den stakkels mand.
Men nu
Hvor mange år har du tilbage, Lene? sagde veninden Benedikte. Du arbejder dig selv ihjel for dem. Hvad har Konrad givet dig? In-gen-ting! Hun smækkede hånden i bordet.
Han gik til alle i byen i hans ungdom! Som en løs kanin! Den der frisøren hvad hed hun
Trine.
Præcis! Han trak rundt på hende som en ko på et reklameskilt! Og du to jobs og ekstra arbejde, imens han lå på sofaen!
Benedikte, det lyder som om du hader Konrad Lene så forskrækket på sin veninde.
Jeg siger det bare.
Lene krympede sig.
Jeg har ingen grund til at elske din elskede. Jeg husker, da han prøvede på mig. Det var hans fødselsdag på sommerhuset, jeg havde fået for meget, faldt i søvn Vågnede op han holdt min mund til med den ene hånd, mens den anden famlede under min trøje.
Det værste? Hans mor lå i sengen ved siden af og så på. Hun sagde bagefter: Det er din egen skyld, du fristede Konrad. Truede mig med, at hvis jeg fortalte dig det, ville hun sige, det var mig, der ville have ham.
Sådan var det.
Lene tav.
Hvordan kunne hun ikke have set det før?
Hun huskede, hvordan de andre koner pralede med gaver, rejser sammen Og hende? En støvsuger. En dumplingskoger, fordi Konrad elsker dumplings. Parfume som svigermor havde gemt i vitrineskabet.
Benedikte havde ret. Hun havde sovet hele sit liv.
Hvorfor giftede du dig med ham?
Jeg syntes, han var så sørgelig De store briller, han kunne ingenting Og hans mor sagde: Hvis han vil have dig, så gifter du dig for at undgå skændsel.
Veninderne græd, lo, mindedes.
Hvis bare jeg ikke havde lukket dig ude dengang
De fik mig til at tro, at en gift kvinde ikke havde brug for veninder.
Lene så sig om i stuen.
Det er skræmmende at gå, men det kan lade sig gøre. Leje en lejlighed. Skilsmisse. Boopdeling Alt er tjent med hendes egne hænder.
Vil datteren tage farens side? Så lad hende.
Hun går ikke til en anden mand. Peter er bare en ven.
Hun længes efter stilhed.
***
Åh, hvor familien gav hende en omgang!
Kom tilbage til din mand! Kravl på knæ! skreg hendes mor.
Svigermor spillede et hjertetilfælde, men Lene trådte bare videre.
Og så
Mette kom for at undskylde.
De lærer at bygge et nyt forhold.
Og Konrad? En måned efter skilsmissen gik han allerede arm i arm med Trine. Rygpinen var væk.
De siger, at Trine ikke tager hensyn
Men Lene er ligeglad.
Hun lærer at leve.
Mette har booket hende til en spa-dag.
Peter har inviteret hende i bjergene som i ungdommen.
Det er aldrig for sent at begynde forfra.
Først er det svært, men så glider det.
