**Dagbogsnotat – Forfremmelse**
Det er ingen hemmelighed, at forfremmelser kan opnås på forskellige måder. Nogen fortjener det med hårdt arbejde, andre sparker sig vej til toppen, og nogle tager på forretningsrejse med chefen.
Nyheden om, at den nye direktør ikke var en intern kandidat, men en udefrakommende, der overtog efter den pensionerede Peter Eriksen, rystede alle. De fleste havde regnet med, at Erik Møller, der i to uger havde fungeret som midlertidig direktør, ville blive valgt. Rygterne fløj: Hun var ung, smuk, en ice queen, elskerinden til en højtstående… Navnet blev aldrig nævnt. Man vækker ikke den bjørn, der sover.
Klokken 10 samledes alle medarbejdere i mødelokalet for at møde den nye direktør. Anders kom sidst. Som på kommando vendte alle hovederne mod ham.
Foran lokalet stod en ung kvinde med håret stramt sat tilbage. Hendes jakkesæt sad perfekt, som en anden hud. Smukke ben, høje hæle, rød læbestift og et koldt, ufølsomt blik fuldendte billedet.
“Hvad hedder du?” Hendes stemme lød som en knækkende ståltråd i den tavse sal.
“Anders Nygaard,” sagde han roligt, men med en anelse af udfordring og nikkede let. Det kunne se ud, som om han ville bukke. Men nej, det blev der ikke noget af.
“Du kommer for sent, Anders. Jeg har lige sagt, at forsinkelser ikke accepteres. Denne gang lader jeg det gå. Sæt dig.” Tonen fik tænderne til at gøre ondt på flere i lokalet.
Anders satte sig ved siden af sin ven og kollega, Mikkel.
“Er hun ved at blive vild?” spurgte han.
“Vild er et understatement,” hviskede Mikkel. “Hun er en robot og vil gøre os til det samme.”
En efter en præsenterede de sig kort. Direktørens kommentarer og spørgsmål viste tydeligt, at hun havde styr på firmaets drift. Da det var Anders’ tur, takkede hun pludselig alle og sendte dem tilbage på arbejde.
“Spændende,” grinede Mikkel. “Jeg er glad for, at det ikke er mig.”
“Lad os komme tilbage til arbejdet, før vi bliver fyret,” svarede Anders.
De næste to uger kom alle til tiden, drak kun kaffe i frokostpausen og røg uden fornøjelse. Men gamle vaner slipper ikke så let. Snart var alt tilbage som før: forsinkelser, kaffeløb og smøgpauser – men uden at gå for langt.
Ved tredje uges slutning kom sekretæren hen til Anders’ bord og sagde, at Johanne Schmidt ville tale med ham.
“Sæt dig,” pegede hun på stolen foran sig. “Jeg kan godt lide din arbejdsstil. Præcis, ingen unødvendig snak. Hvorfor er du stadig en almindelig medarbejder? Var der konflikter med din tidligere chef?”
“Nej.” Anders forstod ikke, hvor hun ville hen.
“Afdelingslederen går på pension om et år. Jeg tænker, det er tid at finde en afløser.” Hun mønstrede ham. Han holdt hendes blik.
“Du kunne klare det lige så godt,” fortsatte hun, mens hun drejede en kuglepen mellem fingrene. “I morgen er der en messe i København med ny teknologi. Du skal med, se dig om og vurdere. Din rapport venter jeg. Rejsepenge og billetter får du i økonomiafdelingen.”
“I morgen er det fredag,” sagde Anders og så utilfreds ud.
“Det er jeg klar over. Du kommer hjem på søndag. Nogen indvendinger?”
Anders trak på skuldrene. Han kunne jo ikke sige, at han havde lovet sin søn at tage i Tivoli i weekenden. Oliver havde ventet i to uger. Konen ville nok ikke tro, at han tog på messe og ikke på sjovtogt. Alligevel…
***
“Far, du lovede det,” klynkede Oliver.
“Tror du, jeg selv vil væk? Men arbejde er arbejde. Vi tager i Tivoli næste weekend. Jeg kommer hjem søndag og bringer… Hvad ønsker du egentlig?”
“En Transformers-figur,” sagde Oliver med lysere stemme.
“Det kan vi godt,” klappede Anders ham på hovedet.
“Er der virkelig ingen andre at sende? En weekendrejse… Mærkeligt,” mumlede Mia, mens hun foldede hans skjorter sammen.
“Messen er tilgængelig for flere uden at forstyrre arbejdet. Den nye direktør undrede sig over, hvorfor jeg stadig er almindelig medarbejder. Måske en forfremmelse efter turen,” tilføjede han ikke uden stolthed.
“Høj tid. Er hun smuk?” spurgte Mia pludseligt.
Hun prøvede at skjule jalousien bag ligegyldigheden, men Anders gennemskuede det.
“Hvem?” spillede han uvidende.
“Din nye chef.” Mia smækkede kufferten i.
“Smuk og kold som is. Mange kalder hende en robot,” sagde Anders, men tænkte, at turen virkede tvivlsom – som en rendezvous med en elskerinde: tandbørste, skjorter, barbermaskine.
I flyet fandt passagererne plads til deres jakker og tasker. Anders vendte sig mod vinduet. Han tænkte på en sang om, hvordan fly ligner sovende fugle.
Han slappede af. Det var egentlig rart at komme til København i stedet for at sidde på kontoret. Især alene. “Nyd øjeblikket og friheden,” befalede han sig selv og lukkede øjnene.
“Goddag, Anders.” En kendt, metalisk stemme lød ved siden af ham.
Han åbnede øjnene og vendte sig. Johanne sad på sædet ved siden af ham.
*Interessant. Turde hun ikke sende mig alene, eller var det planlagt? Hvad spiller hun? Regnskabet ved nok, hun har billetter til samme fly.*
“Slap af. Du ser ud, som om du så en spøgelse.” Hendes mundvig trak sig svagt op.
Anders smilede ikke. Han bemærkede, hun var mere afslappet klædt på og smuk.
“På kontoret hvisker de, at du kom ind via højere magter,” spurgte han dristigt.
Johanne svarede ikke. I stedet fortalte hun om en flyulykke, hun engang undslap. Siden da var hun nervøs for at flyve. *Hun vil ikke svare. Nå, lad det være.* Snart lod hun, som om hun sov.
Anders stirrede på skyerne og tænkte: Hvor ender det her? Hvordan skulle han opføre sig? Afhang hans forfremmelse af denne tur?
Efter indskrivning på hotellet (deres værelser lå selvfølgelig ved siden af) gik de direkte til messen. Alle hilste på Johanne, og hun standsede ofte for at snakke. Anders gik rundt selv og vendte senere tilbage til hotellet.
Efter en bruser lagde han sig på sengen og ville ringe til Mia. Men lige da han tastede nummeret, bankede det på døren. Han afbrød opkaldet, sukkede og åbnede.
Johanne stod der med en flaske rJohanne stod der med en flaske rødvin og en chokoladebar, iført afslappede jeans og en let bluse, og Anders vidste i det øjeblik, at hans beslutning om ikke at ofre familie for karriere var den rigtige.
